Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Kostumedramaet ’Howards End’ fortæller om mennesker og kampe, man kan spejle sig i

Den 27 år gamle filmatisering af E.M. Forsters roman ’Howards End’, der nu har repremiere, er et lysende eksempel på den nysgerrighed, humanisme og diskussionslyst, som de tre mennesker bag, instruktør James Ivory, manuskriptforfatter Ruth Prawer Jhabvala og producent Ismail Merchant, lagde for dagen i snart sagt alle deres film, der blev produceret rundt om i hele verden
Søstrene Margaret (Emma Thompson) og Helen (Helena Bonham Carter) Schlegel, der i 1900-tallets England kæmper med kærligheden og konventionerne i James Ivorys ’Howards End’.

Søstrene Margaret (Emma Thompson) og Helen (Helena Bonham Carter) Schlegel, der i 1900-tallets England kæmper med kærligheden og konventionerne i James Ivorys ’Howards End’.

Miracle Film

Kultur
1. november 2019

En indisk muslim, en tysk jøde og en katolsk vestkyst-amerikaner. Det var den umage kerne bag mere end 25 spillefilm produceret fra slutningen af 1950’erne og frem, og især fra midten af 1980’erne til midten af 1990’erne vakte trekløveret – producent Ismail Merchant, manuskriptforfatter Ruth Prawer Jhabvala og instruktør James Ivory – berettiget opsigt og høstede kritikerroser og vandt Oscarpriser for film som Værelse med udsigt (1985), Maurice (1987), Howards End (1992) og Resten af dagen (1993).

Alle som én smagfulde, detaljerige, storslået elegante og levende film, der med udgangspunkt i romaner af sædeskildrere som E.M. Forster, Henry James og Kazuo Ishiguro fortæller om sammenstød mellem kultur og religion, kunst og forretning, ung og gammel, mænd og kvinder, tradition og modernitet, tolerance og intolerance, kærlighed og fornuft, idealisme og pragmatisme – og selvfølgelig om menneskene fanget i midten.

Det er nysgerrige og dybt humanistiske film, der om noget udtrykker det frisind og de forskelligheder, som de tre mennesker bag var indbegrebet af.

Nu er der en sjælden mulighed for at gense Howards End på det store lærred. Filmen er baseret på en bog af moralisten og idealisten E.M. Forster – som også skrev forlægget til Værelse med udsigt – foregår i begyndelsen af 1900-tallet og handler om social mobilitet, stor rigdom og umulig kærlighed.

Mennesker mødes

Emma Thompson og Helena Bonham Carter, for en tid det britiske periodedramas ukronede dronninger, spiller søstrene Margaret og Helen Schlegel, der har arvet penge efter deres forældre, og nu lever et trygt og velbjærget liv i London i det hus, hvor de er født og opvokset.

Deres vennekreds består af unge, intellektuelle og politisk engagerede mænd og kvinder, og der er en for tiden ganske frimodig og moderne omgangsform i deres hjem. Blandt andet bliver der talt om suffragetter og kvinderet.

Margaret og Helen lærer ad omveje den endog meget rige Wilcox-familie at kende, og Margaret bliver gode venner med fruen i familien, æteriske, sygdomsplagede Ruth (Vanessa Redgrave), der kun drømmer om at vende tilbage til det hus på landet, Howards End, hvor hun selv er født og opvokset.

Da Ruth dør, kommer Margaret langsomt tættere på Ruths jordbundne, kontante mand, Henry (Anthony Hopkins), der ender med at fri til hende. Samtidig har Helen lært en ung og fattig, men stræbsom mand, kontoristen Leonard Bast (Samuel West), at kende.

Han er godt nok gift, men de to fatter sympati for hinanden, selv om deres forhold bestemt ikke huer den noget mere konforme og traditionelt tænkende Henry. Og mens Helen har svært ved at acceptere sin svogers kontante og ikke videre barmhjertige facon, er den knap så konfliktsøgende Margaret splittet mellem sin temperamentsfulde, principfaste søster og sin på mange måder reaktionære mand – mellem fornuft og følelse, mellem stolthed og fordom, som en anden britisk sædeskildrer, Jane Austen, ville have udtrykt det.

Klassekamp som trekantsdrama

Howards End er med andre ord et trekantsdrama, dog ikke kun mellem mennesker, men også mellem klasserne: de fattige som flipproletaren Leonard Bast, der drømmer om social opstigning, og som gør, hvad han kan for at dygtiggøre sig.

Margaret og Helen, der tilhører borgerskabet og er moderne, selvstændigt tænkende kvinder, som er vant til at ytre sig og blive hørt. Og så de nyrige, entreprenante, selvtilfredse spidsborgere som Henry Wilcox, der har penge, og som nyder al den indflydelse og magt, der følger med.

Det er en fascinerende konstruktion og dynamik, James Ivory og Ruth Prawer Jhabvala serverer for os i filmen, der hele tiden har fokus på mennesker, men som også husker alle de mere eller mindre skjulte mekanismer og systemer, der i et samfund bestemmer, hvad det er for liv, de lever.

Det gælder selvfølgelig især dengang, hvor en kvinde så at sige tilhørte en mand, og der var skarpe skel mellem de sociale klasser – man måtte slås for at bevæge sig opad i verden. Men det gælder også i dag, hvor mange mennesker stadig skal kæmpe for at blive hørt og behandlet ordentligt.

Det spændende ved de perioder og miljøer, som Merchant-Ivorys britiske film foregår i, er, at så meget forbliver usagt. Det er simpelthen ikke noget, man taler om – enten fordi man ikke er opdraget sådan, eller fordi ens stand ikke tillader det.

Derfor er deres film, Howards End og måske især Resten af dagen, fornemme studier i undertrykte følelser og mænd og kvinder, der holder igen, men som også er ved at gå i stykker af alt det, de ikke kan eller må sige og føle.

Anthony Hopkins’ Henry Wilcox er således på overfladen en hård og ubarmhjertig mand, men han gemmer også på sine hemmeligheder og er ikke upåvirkelig over for den modernitet og det brud med gamle, utidssvarende traditioner, som Margaret bringer med sig ind i deres ægteskab.

Menneskelige omkostninger

Igennem hele deres karriere rejste Ruth Prawer Jhabvala, Ismail Merchant og James Ivory verden rundt for at lave film – Indien, USA, Europa, England – og filmene tegner et billede af, hvad de interesserede sig for på bestemte tidspunkter.

De »er en slags kollektiv selvbiografi over vores liv«, sagde Ivory, da jeg interviewede ham i 2014. Og fælles for stort set dem alle er netop den udenforståendes ofte så klare og skarpe blik på noget meget lokalt og nationalt, ligesom sympatien og forståelsen for outsideren er tydelig.

»Første dag på optagelserne af Værelse med udsigt befandt vi os i en meget malerisk landsby i Italien, og alle var klædt ud – vi befinder os i 1904 – og jeg tænkte: ’Hvad i alverden laver jeg her? Hvorfor er det mig og ikke en eller anden engelsk instruktør, der laver den her film? Det er en engelsk historie’,« sagde Ivory også.

Men det magiske ved de britiske, indiske og amerikanske film, som han lavede sammen med sine to nære venner og samarbejdspartnere, er, at de er så specifikke og nøjagtige i deres miljø- og personskildringer, at de vokser og bliver universelle.

Deres film handler om mennesker, som i dén grad er produkter af arv og miljø og tid og samfund, og som forsøger at frigøre sig og i stedet følge deres hjerter (og seksualitet). Når et sådant drama udspiller sig i en tid, hvor normerne var nogle andre, bliver kampen kun mere tydelig, og de menneskelige omkostninger kun større.

Idealisten E.M. Forster

I sin begejstrede anmeldelse af Howards End skrev Morten Piil i 1992 her i avisen:

»Som England ser ud i dag, er der unægtelig lang vej til Forsters utopi. Men de sociale kræfter, der brydes i Forsters Englandsbillede, er stadig forbløffende aktuelle. Også herhjemme. For på sin dybt personlige, gennemlevede måde var Forster idealist, men ikke nærsynet eller sværmerisk. Han kendte pengenes magt og konservatismens næsten altid uigennemskydelige skal rundt om tomheden. Og lykkeligvis har han i James Ivory fundet en dybt åndsbeslægtet fortolker, der formår at bringe arven videre i hele den idémæssige og fortælleglade pragt.«

Hvor Ivorys første E.M. Forster-filmatisering, Værelse med udsigt, var en ganske munter, vittig og romantisk affære, rummer Maurice og Howards End i højere grad tragedien.

Det britiske klassesamfund ødelægger mennesker, både fysisk og psykisk, og det er samtidig et selvdestruktivt system, der æder sig selv op indefra med lige dele afstumpethed, snæversynethed og forstokkethed. 

Howards End rummer dog også glimt af håb og et løfte om en fremtid, hvor meget, om ikke alt, forandrer sig og bliver bedre. Det er en smuk, sjælfuld og poetisk film, der tager sig tid til at fortælle sin historie, ikke fordi den dvæler, men fordi den slår ned på meget nøje udvalgte tidspunkter i personernes liv og lader dem fortælle både den lille og den store historie om individer og samfund.

Tony Pierce-Roberts’ billeder, Richard Robbins’ musik, Andrew Marcus’ klipning, Luciana Arrighis production design – det er umuligt at fremhæve noget på bekostning af noget andet.

Ja, det skulle da lige være de brillante skuespillere, som alle yder fremragende præstationer i roller, der kunne være blevet klodsede symboler og stereotyper, men som er blevet til rigtige mennesker, det er nemt at spejle sig selv og sine egne følelser og kampe i.

’Howards End’ – Instruktion: James Ivory. Manuskript: Ruth Prawer Jhabvala. Fotografi: Tony Pierce-Roberts. Længde: 142 minutter. Biografer landet over fra 4. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her