Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

I kunsten er naturen ikke længere et romantisk uderum, men en indtrængende og transformerende kraft

I den aktuelle samtidskunst vrimler det med vækster og natur for tiden. Via kunsten anes konturerne af et nyt natursyn, der kan blive en vigtig del af klimakampen
På Overgaden har Rune Bosse ladet en skov invadere næsten hele stueplanet.

På Overgaden har Rune Bosse ladet en skov invadere næsten hele stueplanet.

Anders Sune Berg

Kultur
11. oktober 2019

Natur fylder en hel del i kunsten for tiden. Træer, planter, blomster, svampe, men også mineraler, sten, krystaller, muslingeskaller og gopler, nærmest vrimler det med. To aktuelle eksempler finder vi lige nu på Overgaden på Christianshavn og på Moderna Museet i Malmø, hvor der både er vildtvoksende skov, planter, der taler, og havdyr, der har sex.

Ud over den aktuelle naturtendens, som har været tydelig i samtidskunsten i nogle år, så er det ikke nyt, at naturen portrætteres i kunsten. Naturen som motiv har været ét af de mest populære i kunstens historie – men måske særligt i romantikken, hvor kunsten og litteraturen dyrkede landskabet som et idyllisk paradis, og som noget der både skulle tæmmes og forskønnes.

Her blev naturen til en slags kulisse for menneskets udfoldelse og landskabet tilpasset menneskets behov for både fødevarer og rekreative formål.

Har kunsten på den måde været med til at skabe en forestilling om naturen, som vi stadig i dag er påvirkede af, og har den måske endda været medvirkende til den store økologiske krise, vi befinder os i? Det argumenterer den amerikanske teoretiker Timothy Morton for i sin nyoversatte bog Økologi uden natur, der udkom tilbage i 2007, som passende nok blev lanceret midt i Rune Bosses aktuelle skovudstilling på Overgaden.

Morton selv har i flere sammenhænge arbejdet med kunstnere – fra Bjørk og Olafur Eliasson – og for ham synes der ikke at være tvivl om, at kunsten netop er det perfekte sted at fostre nye ideer om naturen.

Når romantikkens kunst har kunnet forme vores sindelag så meget, så kan den aktuelle samtidskunst også være med til at skabe nye relationer mellem mennesker og natur. I hvert fald er der i disse år heldigvis en lang række kunstnere, der forsøger.

En mørk skov

Rune Bosse blev allerede kendt for sit afgangsværk i 2016 fra akademiet, fordi det var så prangende og poetisk, som det stod dér midt i Charlottenborgs største rum og indtog pladsen på den mest naturlige facon: Det var et bøgetræ med stamme og grene og blade, men stammen var filet tyndere, og alle grene og blade var indsat i transparent plexiglas, og viste et træs udvikling igennem et år: fra forårets spæde lysegrønne skud til vinterens bare grene.

Sådan et værk man aldrig glemmer. Enkelt, men effektfuldt, fik det opmærksomheden helt tæt på de umærkelige cykliske processer, naturen er fuld af.

Nu har Bosse indtaget Overgaden på Christianshavn. Ikke med et enkelt træ, men med en hel skov.

En dunkel skov, der kun oplyses af dagslyset. En indtrængende skov, der har invaderet næsten hele stueplanet, og hvor træer synes at gro direkte op ad gulvet, ligesom en mose i midten af skoven bliver skovens bløde, mørke – men også ret uhyggelige – midtpunkt.

Det føles, som om Overgaden er blevet efterladt, og vi er landet i en postapokalyptisk fremtid, hvor naturen har overtaget bebyggelsen. Det er den ene del af udstillingen. Den anden del er anlagt som et omfattende laboratorium af vækster, planter og arter. De hænger i loftet, væggene og ligger på rækker af tunge træborde til videre undersøgelse.

Stemningen er ladet – dunkel, syret og utrolig gammeldags og analog. Er vi i virkeligheden langt tilbage i fortiden? Til den tid, hvor man begyndte at klassificere arterne og væksterne? Og dermed også til den tid, hvor vi begyndte at distancere os fra naturen, og begyndte at opfatte den som noget andet end os.

På væggene hænger grene med blade fra alle mulige træer, mens der under hver af dem møjsommeligt er skrevet en beskrivelse med blyant direkte på væggen af de specifikke vækster.

Udstilling som traumeterapi

Rune Bosse på Overgaden.

Anders Sune Berg
Det virkelig interessante ved Bosses udstilling, og det, der gør den så vild og vellykket, er, at den både formår at vække fascinationen af naturen – studere den sådan helt nærgående, nørdet og langsomt – og samtidig skabe en version af naturen, der dybest set selv er indbegrebet af den term om mørk økologi, som Morton lancerer i sin bog. Naturen som noget ganske andet end ren og skær idyl.

For skoven henligger i mørke og er ikke ligefrem anlagt som en hyggelig nyttehave, men er vokset ind i kulturens egne rum, og har overtaget bygningen.

Naturen er i den forstand ikke længere et romantisk uderum, men er blevet en indtrængende kraft, der er i færd med at transformere, nedbryde, omdanne og særligt overtage.

Hvor skoven om dagen er det perfekte rekreative område, hvor vi kan vandre, samle bær og svampe, og lade os totalt omslutte af den livgivende og nærende natur uden at frygte den, så bliver den så snart mørket sænker sig til sit eget modbillede; den bliver til ét af de mest skræmmende steder at opholde sig alene.

Alene den skizofrene forestilling, eller ligefrem følelse og oplevelse af naturen, vidner i virkeligheden om, hvor fremmedgjorte vi er over for den. Bosses udstilling tilbyder derved også en reel terapeutisk mulighed; her kan man gå tur i en mørk skovsti – indendørs – og på den måde langsomt vænne nervesystemet til at befinde sig i mere dystre terræner.

Planter, der taler

Helt anderledes ser det ud på den lige så aktuelle og nyåbnede udstilling Sensing Nature from Within på Moderna Museet i Malmø. Først og fremmest er det en gruppeudstilling, hvor en lang række værker på forskellige måder forsøger at skyde perspektivet fra det romantiske natursyn og skabe grobund for nye relationer til planetens vækster.

Det første værk er en installation med planter i akvarier, hvor rødderne udsættes for højfrekvente lyde, mens kunstneren Christine Ödlund har påsat højttalere på bladene, så eventuelle svar vil kunne optages.

For planter er dybt sensoriske, viser det sig. De kan faktisk både lugte, lytte, sove og svare viser ny forskning. Og eftersom 99,7 procent af kloden består af planter kunne det jo være, at vi også skulle begynde at lytte til dem – eller i hvert fald indse, hvor dybt afhængige vi er af planter, og at det måske var på tide at behandle dem mere respektfuldt?

Et videoværk af schweiziske Ursula Biemann er i tråd med Bosses projekt med klassificering af arter, men hvor han henter sine træer i en skov på Sydsjælland, så foregår denne video inde i Amazonas – det mest rige sted i forhold til planter og biodiversitet på kloden. Og derfor også et sted, som mange spekulerer i at udnytte – som det er blevet set på det seneste med skovbrande og rydning af skoven.

Ursula Biemann og Paulo Tavares: ’Forest Law’ på Moderna Museet.

Ursula Biemann
Som den belgiske filosof Luce Irigaray skriver et sted i sin gode bog Through Vegetal Being fra 2016, der handler om at skabe en ny relation til træer, skov og planter, så kræver det, at vi grundlæggende ændrer på vores måder at opfatte andre levende væsner på – og at vi må begynde med den vegetabilske verden.

Herved vil vi, lidt efter lidt, kunne moderere vores måder at opføre os på, så vi kan sameksistere uden ønske om at dominere.

Meteorsten fra Mars og sex på havbunden

Udstillingen består også af mere klassiske skulpturer – fascinerende fandt jeg Hanna Ljungs projekt, hvor hun viser bittesmå meteorsten fra Mars, der er spændt ud på edderkoppespindstynde strenge  indsat i små montrer. Efter sigende det stof, livet på vores planet er opstået af. Andre af hendes montrer indeholder små bunker af kul eller såkaldte sjældne mineraler, der i dag udvindes til vores moderne kommunikationsteknologi. For ja, selv vores iPhones er afhængig af natur.

På udstillingen er også et eksempel på den store interesse, der aktuelt ses i kunsten, for havet og havdyr, her i form af koreanske Anne Duk Hee Jordans film Ziggy and the Starfish (2018). Filmen, der vises i et lidt skørt univers med syntetisk tæppe på gulvet og oplyste blækspruttebamser der hænger fra loftet, viser forskellige havdyrs erotiske eskapader til lyden af musik og menneskelige nydelyde.

Miljømæssige forandringer grundet forurening har i høj grad influeret havdyrenes reproduktive betingelser, og selvom filmen er både syret, smuk og nærmest sjov, så er dens emne dybt alvorligt.

Udstillingen viser på den måde eksempler på værker, der potentielt kan rykke ved vores perspektiv på naturen og den rolle, vi selv spiller i forhold til fremtidens planet. Mest gang i tankesættet og nervesystemets vante modstand mod naturens skyggeside oplevede jeg dog i Bosses på én og samme tid helt stilfærdige og vildt påtrængende skov.

Rune Bosse ’Stien eller tid imellem træer’, Overgaden – Institut for samtidskunst, indtil 24. november.

Sensing Nature from Within, Moderna Museet Malmø, indtil 8. marts 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her