Læsetid: 2 min.

Skal kvinder også smile noget mere, når de har hugtænder?

Aldrig har der været så megen inderlig kvindelig affekt i et Disney-eventyr som i Angelina Jolies onde fefortolkning i ’Maleficent‘. Opfølgeren – en kattedronningefejde – er knap så skarp i sin dyrkelse af Jolie som matriark af fremtiden
Den vrede og fortvivlelse, Jolie udtrykte som offer, var af den slags, jordskælv er gjort af. Aldrig har der været så megen inderlig kvindelig affekt i et Disney-eventyr, skriver Katrine Hornstrup Yde.

Den vrede og fortvivlelse, Jolie udtrykte som offer, var af den slags, jordskælv er gjort af. Aldrig har der været så megen inderlig kvindelig affekt i et Disney-eventyr, skriver Katrine Hornstrup Yde.

Courtesy of Disney

18. oktober 2019

Angelina Jolie er om nogen den kvindelige superstjerne i Hollywood, der ivrigst stræber mod tjansen som matriark af fremtiden. Hun er goodwillambassadør for FN, hun turnerer rundt i verdens brændpunkter, hun har lavet bl.a. et romantisk drama om hjælpearbejdere (Beyond Borders), hun har et kæmpekuld af adopterede børn fra hele verden, som på godt og ondt giver hende en slags Moder Jord-aura.

Og i hendes bedst sælgende hovedrolle nogensinde, den onde fe fra Tornerose, Maleficent, i Disneys film af samme navn, er det lige til at læse hendes fortolkning af den besværgende, hævngerrige fe som ren feministisk tidsånd.

Hvorfor var denne Maleficent i første film fra 2014 så vred på mennesker, at hun forbandede en spæd prinsesse, der på sin 16-års fødselsdag ville falde i en dyb søvn? Fordi – sådan tolkede mange det, og Jolie nikkede selv ja til analysen – hun var blevet voldtaget: En prins havde forgiftet hende og stjålet hendes vinger, mens hun lå bevidstløs.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu