Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Man længes tilbage til mørket på Trentemøllers nye album

Trentemøllers femte album, ’Obverse’, er en demonstration af hans mere ekstroverte side. Det nye udtryk er på en gang skuffende og opmuntrende
Man skulle næsten tro, at der var en eller anden angst, der havde sluppet Trentemøller

Man skulle næsten tro, at der var en eller anden angst, der havde sluppet Trentemøller

Sofie Nørregaard

Kultur
22. oktober 2019

Obverse er den side, der vender mod beskueren. Den, der er eksponeret. Og det er den perfekte titel på Trentemøllers femte studiealbum.

For i stedet for at gemme sig bag en DJ-pult klinet til bagvæggen har den danske, elektroniske producer og komponist Anders Trentemøller i de seneste par år stillet sig forrest på scenen side om side med sine elektroakustiske bandmedlemmer.

Obverse er endnu en demonstration af Trentemøllers nyere, mere ekstroverte side.

Det er, som om det først er nu, han hviler helt i sit nye image som synlig, varmblodet musiker. For i hans seneste serie af vokalbaserede album virker Obverse som det mest stilsikre.

Man skulle næsten tro, at der var en eller anden angst, der havde sluppet ham.

Det er livsbekræftende at se et menneske træde ud af mørket. Men på Trentemøllers nye album længes man alligevel tilbage.

U-uudgrundelig

Verden lærte Trentemøller at kende som en indesluttet, elektronisk kunstnertype, der lod til at være hærget af dæmoner, som han prøvede at fordrive med en blanding af hårdtslående industristøj og klare, indtrængende toner.

Trentemøllers tidligste musik var fuld af tågeslør, nøgne træer, melodiøs synth og nørdede computereffekter. Der herskede en bidende kold atmosfære i hans univers. Men det var en sprød, smuk og frisk kulde.

Trentemøllers nye udtryk er på en gang skuffende og opmuntrende. Det er bestemt ikke, fordi Obverse er blottet for sortsyn. I stedet for hans velkendte, heftigt pulserende, elektroniske, tankemylder, er albummet bare kommet til at favne shoegazens træge melankoli.

Så det er nok ikke, fordi de indre dæmoner, som Trentemøller før kæmpede desperat med gennem musikken, har forladt ham. De er måske bare faldet til ro.

Varmen stiger især op fra pladens vokalindslag. Hvor Trentemøller før arbejdede med korte og repeterede, lyriske fragmenter – mest kendt er nok det unikke 00’er-radiohit »Moan« – er han nu gået over til fyldig, new wave-inspireret sangskrivning.

Her leverer singer-songwriteren Lina Tullgren fin, kontrasterende lethed til Trentemøllers tunge, elektroakustiske bagtæppe på nummeret »In My Garden«.

I stedet for at udsætte lytteren for en brutal nedkøling er Obverse en inkluderende oplevelse. Det er selvfølgelig mindre ubehageligt – men også mindre chokerende.

Trentemøller er heldigvis stadig lidt besat af efterårsskoven. Instrumentalnummeret »Church Of Trees« giver associationer til stemningen på hans debutalbum, The Last Resort – dog i et sænket tempo.

Et andet instrumentalnummer, »Foggy Figures« ruller sig ud i et førsteklasses postrockcrescendo. Og »Trnt« er en flot, soundtrackinspireret komposition a la amerikanske Dan Deacon.

Det er i det hele taget de stumme, elektroniske numre, der gør størst indtryk på Obverse.

Albummet er bygget op af skiftevis lyriske shoegaze/new wave-indslag og ambiente instrumentalnumre. Begge dele er iørefaldende indholdsrige og fulde af lys, kunstnerisk fremtid. Lyden af Trentemøller er bare ikke længere så uudgrundelig, som den var de første år.

Trentemøller: ’Obverse’ (In My Room).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her