Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

For mange læsere var Ellen Hørup selve meningen med at holde Politiken

Maria Grønlykkes har skrevet en indlevede biografi om Ellen Hørup. Hen skrev fortrinsvis i Politiken, hvor hun var fast kronikør og den eneste kvinde blandt 27 mænd
Ellen Hørup slog sine folder i Politikens Hus, og anses i dag som en af de betydeligste stemmer i arven fra oplysningen og det moderne gennembrud.

Ellen Hørup slog sine folder i Politikens Hus, og anses i dag som en af de betydeligste stemmer i arven fra oplysningen og det moderne gennembrud.

Peter Hove Olesen

Kultur
4. oktober 2019

Journalisternes fineste anerkendelse burde ifølge forfatteren hedde noget andet end Cavling, opkaldt jo efter den ikke særligt velskrivende forretningsmand, der endte som chefredaktør på Politiken. Mere passende ville Hørup-prisen være. Ikke Viggo, den store politiker og Politikens medgrundlægger, men snarere Hørups datter, Ellen Hørup (1871-1953).

Hendes utallige skriftlige tilkendegivelser i artikler, kronikker etc., alle i den oplysende og kritiske journalistiks tjeneste, er i dag på det nærmeste glemt, skønt alt, hvad hun leverede, var af en kvalitet, der i hendes mange aktive år næppe blev overgået.

Ellen Hørup skrev fortrinsvis i Politiken og var i de senere år fast kronikør, den eneste kvinde blandt 27 mænd. Hun prægede dermed avisen – også som bestyrelsesmedlem i huset – på godt og i redaktionsledelsens ængsteligt kritiske øjne ofte på mindre godt.

For mange læsere var hun selve meningen med at holde Politiken. I alle de fremstillende værker, der er udgivet om bladhuset, er Ellen Hørup imidlertid knap nok nævnt. Elsket var hun næppe, snarere en levende højst nærværende skidt samvittighed, der kom flagrende med sine manuskripter og ofte fik artiklerne retur i hovedet eller til omskrivning.

Hun fulgte jo ikke bladets linje, mente redaktørerne, og så var hun kvinde. Når det gjaldt de store emner, havde hun ikke noget at gøre i pressens mandsverden. Men hun insisterede.

Kvindekampen som rubrik for Ellen Hørups liv

Som rubrik for Ellen Hørups liv kunne kvindekampen sættes med fede typer, hvis blot ikke hendes virke havde været så mangesidigt og af enorm faglig spændvidde. Rent bortset fra et bemærkelsesværdigt journalistisk talent og betydelige sprogkundskaber blev Ellens omhyggelige underbyggende research suppleret med holdninger og fakta i vidtforgrenede personlige netværk.

Forud for sin tid i arbejdsform og metode, kan man roligt sige. Dertil af et mod og en ukuelig nysgerrighed, der til alle tider i dét format er sjældne egenskaber.

Maria Grønlykke: ’Godt for sandheden. At ikke alle lever af at sælge flæsk. En biografisk fortælling om Ellen Hørup’.

Gucca
Overraskende nok var Ellens uddannelsesmæssige baggrund tandlægefaget. Juraen tiltrak først den i enhver henseende højt begavede, logisk skarpttænkende unge kvinde.

Men ved udsigten til ikke at måtte udøve advokat- eller lignende selvstændig juridisk virksomhed, hvilket kvinder var nægtet, og hun umiddelbart kunne komme ind på Tandlægehøjskolen med ret til at praktisere, meldte Ellen sig her.

Det blev dog kun til én eneste tandudtrækning for penge, før hun kastede sig ud i den rastløse journalistiske formidling, der optog hende livet igennem.

Altid på omgangshøjde i viden om og indsigt i de store spørgsmål om liv og død, krig og fred og menneskers vilkår og krænkede rettigheder.

Alt det gode der i den periode, hun var beskåret, blev truet og trampet ned, men som hun vidste var altafgørende for klodens fremtid og beståen.

For at dække alle disse enorme spørgsmål blev hendes rejseaktivitet tilsvarende imponerende, en aktivitet muliggjort af hendes formue takket være arvede aktier i Politiken, kun afbrudt af krigen, men vedblivende bogstaveligt talt til hendes død i 1953.

Den sidste rejse gik til Posletten, hvor hun ville undersøge, hvordan den italienske regering efter 1945 klarede eller rettere svigtede bønderne.

Hun pådrog sig her en forkølelse, som endte med at tage livet af hende. Hermed var punktummet sat for den skribentvirksomhed, der havde ført læserne med til verdens fjerneste egne og konfronteret samtiden med de mest betændte problemer.

Hørups skildring eksempelvis af indernes forhold under det britiske udbyttende og tyranniske styre og med den ikke ukomplicerede Gandhi fyldte godt op. De borgerlige blade reagerede vredt og fornærmende: Hvad hun dog bildte sig ind! Den side af sagen var altid med som rejsekammerat: at en kvinde tog økonomi og storpolitik op i seriøse artikler, blev ikke fra den kant mødt med taknemmelighed.

Maria Grønlykke ville oprindeligt skrive en roman om Ellen; stoffet var overvældende efter grundige arkivstudier.

Man kan ikke vide, hvordan det var faldet ud, hvis Grønlykke havde fastholdt ideen. Blot glæde sig over, at Grønlykke efter flere års tilløb valgte biografien, som den nu foreligger. Stoffet er stadig overvældende og ville være svært at overbevise romanlæseren om ikke var for vidtløftigt.

Ellen bosiddende i Rom på den tid forelsker sig som 50-årig i en gudesmuk yngre katolsk munk. Munken falder tilsvarende for den ihærdige dansker, og de to indleder et årelangt kærlighedsforhold, stormfuldt og tilfredsstillende for begge parter. Det ville næsten være for meget i en roman.

Da Ellen Hørup fyldte 80, skrev Hans Hartvig Pedersen blandt andet:

»… Hvem blæser på bladenes skælden og smælden.

Og hvem er den pige, der griber om nælden …«

Først da Ellen få år efter var død, gik det endelig op for de danske opinionsdannere, hvad landet havde mistet. En af de betydeligste stemmer i arven fra oplysningen og det moderne gennembrud.

Maria Grønlykke har sat det rette indsigtsfulde minde. Og i Ellen Hørups ånd.

Maria Grønlykke: ’Godt for sandheden. At ikke alle lever af at sælge flæsk. En biografisk fortælling om Ellen Hørup’. 211 s. ill. Gyldendal. 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her