Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Lehman Brothers’ er en fin forestilling, men hvad man kan bruge den til, er sværere at svare på

Jeg frygtede det værste. Hvorfor skal publikum dog belemres med den amerikanske virksomhed Lehman Brothers som teater? Overraskende nok gør holdet på Republique det glimrende. Selv om det stadig er uklart, hvad jeg skal stille op med forestillingen
De tre skuespillere har en god energi sammen, de spiller glimrende, og deres præstationer løfter sig helt, når de spiller kvinder. Af en eller anden grund. Jeg siger det bare, skriver Informations anmelder.

De tre skuespillere har en god energi sammen, de spiller glimrende, og deres præstationer løfter sig helt, når de spiller kvinder. Af en eller anden grund. Jeg siger det bare, skriver Informations anmelder.

Karoline Lieberkind

Kultur
14. oktober 2019

Kunne du tænke dig at se en teaterforestilling om familien bag Danfoss? Om Ecco? Om LEGO eller JYSK? Tja, jeg ved ikke med dig, kære læser, men det ville nok ikke være mit førstevalg.

Jeg abonnerer ikke på Børsen, dramatikken på aktiemarkedet rammer mig ikke så hårdt som dramatikken indeni og blandt mennesker, og når det så tilmed omhandler en amerikansk virksomhed som Lehman Brothers, ja, så var jeg ærligt talt sådan ret afkølet på forhånd.

Det er den garvede og hæderkronede instruktør Peter Langdal, der står bag opsætningen af den i finansverdenen legendariske familievirksomhed Lehman Brothers, der med over 150 år på bagen gik konkurs under finanskrisen i 2008 og derved fik en lang række øvrige virksomheder til at bløde.

Historien udfoldes på Republique og fortælles med de tre skuespillere Henrik Lykkegaard, Johannes Lilleøre og Anders Budde Christensen i ligeværdige hovedroller. Og sandelig om ikke forestillingen i selve strukturen taget kapitalismens indre logik til sig: Vi taler helaftensforestilling, en trilogi, med hele TO pauser. Så bliver der sgu solgt noget i baren. Enten til dem, der vil have en lille bimmelim kørende til finanseventyret eller dem, der bare vil holde sig vågne med rigeligt kaffe. Så kører vi.

Og tja, det overrasker mig egentlig meget, men det er altså helt okay underholdende, det kapitalistiske halløj, der foregår på scenen. Men hvem siger også, at kapitalismen ikke kan være godt selskab? Den er vel – i sit inderste væsen, under den nålestribede vest – fræsende kulørt, forbrugerisk og livsnydende?

Sælg noget, folk vil købe

Anyway. Historien om Lehman Brothers ER også interessant, men mest på den der Wikipedia-agtige måde, hvor man tænker, det var godt nok utroligt og så går ud for at smøre sig en ostemad og glemmer alt om det igen. Det er ikke en historie, der lever dybt i kroppen på én, men den er da bestemt bemærkelsesværdig.

Historien er den, at tre brødre, jødiske kvægavlere fra Bayern, i 1844 rejser over oceanet og prøver lykken i Det Forjættede Land.

I 1850 etableres virksomheden Lehman Brothers og begynder med at sælge bomuld som mellemmænd mellem plantager og fabriksejere. De er dybt afhængige af slavernes arbejdskraft. Da Borgerkrigen så falder ud til nordstaternes fordel, og slaveri bliver forbudt, er brødrene på den, men historien om virksomheden bliver netop den, at Lehman Brothers kan få vendt enhver katastrofe – finansielt set – til en fordel.

Brænder alle plantagerne? Så må vi sælge noget, folk vil købe for at genopbygge det brændte. Vil ingen købe bomuld, fordi der er krig? Så må vi sælge til Europa. Er der brug for kul? For jernbaner? For våben og uran til atomvåben? For en kanal til Panama? For en bank, en computer, en film om King Kong? Lehman Brothers sælger det hele.

Familievirksomheden, der fortsætter i generationer, har en formidabel evne til at sadle om, når markedet og verden vender, og lader sig ikke gå på af nogen som helst etiske kvaler. I forestillingen er det snarere sådan, at når de skal til at sadle om, får de syner, mareridt om natten. Det er, som om at hele familiens væsen, deres underbevidsthed består af finansielle sensorer, der slår ud, når nye strategier skal fødes. Og når selv ens drømmesprog foregår i kapitalistisk imperativ, så skal det nok gå alt sammen. Indtil – selvfølgelig – det alligevel ikke går. Da finanskrisen rammer.

Selve iscenesættelsen spænder historisk over mere end 150 år, og den går over stok og sten i lystig gangart. De tre skuespillere har en god energi sammen, de spiller glimrende, drengene, og især løfter deres præstationer sig helt, når de spiller kvinder. Af en eller anden grund. Jeg siger det bare.

Tempoet har Langdal skruet op, og det er faktisk i orden. Det føles ikke jappet, musikken, videoprojektionerne, de kropslige og nærmest dansende bevægelser af en situation, det er helt igennem hæderligt og underholdende.

Man kan jo også bruge det kapitalistiske eventyr som en slags let historietime, for de, der har brug for at genopfriske den amerikanske historie fra inden Borgerkrigen og frem. Det giver lidt mere end overskrifter, lidt at arbejde med, uden at det bliver for tungt. Så forestillingen skal nok finde sit publikum, blandt gymnasieelever og blandt dem, der både har grå striber i hår og jakkesæt.

Selv synes jeg, det var en fin forestilling at være vidne til, selv om den vitterligt ikke berørte mig særligt dybt. Men okay. Det har nok heller aldrig været kapitalismens inderste mål. Derimod spillede jeg med og købte ting i baren i begge pauser. Så lidt tjente de også på mig.

’Lehman Brothers’. Instruktion: Peter Langdal. Manuskript: Stefano Massini. Medvirkende: Henrik Lykkegaard, Johannes Lilleøre og Anders Budde Christensen. Spiller på Republique i København frem til 19/12.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her