L.O.C. er blevet blødere og mere samfundskritisk med alderen. Og det klæder ham

40-årige halvt danske, halvt irske Liam Nygaard O’Connor alias L.O.C. har længe været en hård negl. Den storsælgende børste fra Aarhus, der – i en rap – lovede at futte en stikker af i et lagen af benzin. Ham der – i en anden rap – beklagede over for en kvinde med ordene »undskyld, so.« Og fik et hit. Og lidt postyr.

»Holdningsbårne« kalder han ifølge pressemeddelelsen sine tekster på sit nye, niende album Ekkokammer. Det er sandt. Pessimistiske kunne være et andet ord. Eller gammelmandssure.

L.O.C. starter med at titulere sin »elskede« på albummet og konstaterer så, hvad han ser hos de kvinder, han er/har været sammen med. »Piger vil have det vildt plus en mand, der har råd til det.« Nå o.k. Lidt livsvisdom skader ikke, men lidt enøjet kategorisering, hvem har brug for det?

Men ikke alle linjer er lige så endimensionelle, og snart viser der sig et anseligt refleksionsniveau over hans eget og andres skørlevned. Vild med lyriske modsætninger, bevares, men også med et skarpt blik for hykleri og andre former for dobbelt bogholderi.

Det viser sig, at alderen klæder L.O.C. Selvhadet foranlediger til selvrefleksion, som når han ser ukærligt på sin stand:

»Gamle mænd i nye bitches
Socialtaber i en Porsche
Slidt rapper i noget Gucci.«

Det er et moralsk rum, som L.O.C. rapper fra, og han står også selv for skud.

Ingen vover velfærdspelsen

Alderen har det med at høvle den værste egomani af jeget. Også her. Ekkokammer er L.O.C.’s mest verdensvendte, analytiske, samfundskritiske til dato. Det er tætpakkede tekster med hjemmekonstruerede og rene ord for pengene. Det er bramfrit og tit befriende at høre L.O.C.’s tanker om løst og fast.

For eksempel fast kæreste. Han gør sig til over for en pige og lover, at han kan blive hendes nye eks.

»For man har aldrig kneppet ordentligt før man først foragter hinanden
Og vi to har potentiale til at blive helt katastrofale«

Vi lever i et barbari, så meget ligger fast.

»Flager på halvt for dem, der aldrig kom hjem igen
Og dem som kom, men svinehegnet ikk’ lukker ind.«

Der er blod på autoværnet, og vi er selvoptagede og åndløse opmærksomhedsjunkier, konstaterer han. Og ingen vover den dyrtkøbte velfærdspels. Altså bortset fra L.O.C., forstås.

Sønnen og den irske arv

Musikalsk forsøger han ganske klædeligt ikke at følge med tiden. Der er kun beherskede afsmitninger fra tidens hiphop. Amerikanske Migos’ trap-rap med rytmiske tredelinger hist og den kristent genfødte Kanye Wests hang til storladne gospelkor pist.

I stedet er det en ret så rockbåren rapplade. Guitarer, elbas, trommesæt, synth. Af og til næsten symfonisk. Men også med ensomt, midnatsblåt klaver som underlægning, når L.O.C. både rapper og synger. Og der er en o.k. parafrase over TV-2’s »Lanternen«.

Den 40-årige rapstjerne er blevet blødere med alderen. Men alt er naturligvis relativt. Nu har han en tre år gammel søn, som han sender ind i populærkulturen på afslutningsnummeret »Abu Constantin«. Her binder han an til sin egen irske arv med linjer fra folkesangen »Irish Ways and Irish Laws«. Således ender Ekkokammer med ordene

»I wonder will I live so long
To see the gates being opened up
To a people and their freedom.«

L.O.C.: Ekkokammer (Warner Music). Udkommer 25.10.