Læsetid: 4 min.

Lykketofts kritik af andre politikere i ny bog er ikke perfid, snarere konstaterende

Den tidligere socialdemokratiske toppolitiker udreder åbenhjertigt sit liv i ’Erindringer – Holdning og handling’ – også det private
Siden 1970’erne har Lykketoft i pjecer, udredninger, politikforslag, kronikker, ministerinitiativer, møder, taler og praktisk gerning søgt at rette op på social skævhed og fastholde de fremskridt, der er gjort for dem, der har mindst eller ikke meget mere end det, skriver David Rehling.

Siden 1970’erne har Lykketoft i pjecer, udredninger, politikforslag, kronikker, ministerinitiativer, møder, taler og praktisk gerning søgt at rette op på social skævhed og fastholde de fremskridt, der er gjort for dem, der har mindst eller ikke meget mere end det, skriver David Rehling.

4. oktober 2019

Først en tilståelse: Denne anmelder kan godt lide Mogens Lykketoft. Hans politiske indsats gennem snart fem årtier kalder på respekt. Lykketoft er en hård banan, jovist. Men det skal man være i den branche. Ellers bliver man klemt flad.

Respekten for Lykketoft bliver ikke mindre ved læsningen af hans Erindringer – Holdning og handling.

Lykketoft går åbenhjertigt til værks. Afvæbnende skriver han i forordet:

»Erindringer kan aldrig være helt objektive. Det er vel ikke overraskende, at jeg mener, at jeg undervejs gjorde det, så godt jeg kunne, men ingen kan leve og handle i årtier uden også at tage fejl og træffe forkerte beslutninger … Jeg tilstræber at være ærlig, også om mine egne forkerte valg, og hvad jeg forhåbentlig lærte af dem; i omtalen af det private liv er der dog udeladelser af hensyn til mennesker, jeg har været tæt på.«

Om det private kan det opsummeres, at Lykketoft er adoptivbarn. At han har været vældig glad for sine adoptivforældre. Sine biologiske forældre fik den nysgerrige Lykketoft opsporet som 40-årig. Også til dem fik han et godt og kærligt forhold. Sine børn og børnebørn skriver han varmt om.

Lykketofts ægteskaber er en mørkere historie. Hans første hustru, Aase, mor til hans to døtre, dør af en hjerneblødning i en alder af 33 år. Det kalder Lykketoft »mit livs største sorg«.

Trøst, men …

I sin fortvivlelse søger Lykketoft trøst hos Helle, der nogle år tidligere havde været gift med Poul Nyrup. Men:

»Mit utålmodige behov for nye familierammer – hvad jeg troede var tryghed og kærlighed – blev først mine døtres og så vores fælles mareridt … Jeg har aldrig tilgivet mig selv, at jeg var alt for længe om at bryde, da jeg forstod, at mine i forvejen hårdt ramte piger vantrivedes i samlivet med Helle, der var følelsesmæssigt ustabil og ikke fandt sig til rette med den nye familie.«

Mogens Lykketoft: ’Erindringer – Holdning og handling’.

Gucca
Senere finder Lykketoft sammen med folketingskollegaen og partifællen Jytte Hilden. Først har de det sjovt sammen og er fra 1993 i tæt arbejdsfællesskab i Nyrup-regeringen, hvor han er finansminister, og hun er kulturminister.

Men det går galt, da hun ved 1998-valget ikke bliver genvalgt og ej heller af Nyrup genudnævnt til minister.

Hilden glider ind i en depression, der forstærkes af, hvor hårdt hun ser Lykketoft slide. Han skriver:

»Der kom en skæbnesvanger skæv balance mellem os, da vi ikke længere var fæller i det politiske arbejde, som havde været så stor en del af vores samliv.«

Efter fem års opslidende nedtur opløses ægteskabet. Lykkeligt for Lykketoft knytter han derefter nærmere bånd til sin hidtidige ven, journalisten Mette Holm. De to viser sig at være ægte soul mates.

I sommeren 2005 bliver de – efter ønske fra Mette – viet i den grønlandske sognekirke i Qassiarsuk. Giftefogeden er den daværende grønlandske landstingsformand, Jonathan Motzfeldt. Lykketoft skriver så smukt og varmt om sin glæde ved ægteskabet, at kun en læser med stenhjerte kan forblive uberørt.

Når man nu forstår, hvor drænende Lykketofts privatliv i lange perioder har været, er det endnu mere imponerende, hvad han offentligt har haft kræfter til.

Siden 1970’erne har Lykketoft i pjecer, udredninger, politikforslag, kronikker, ministerinitiativer, møder, taler og praktisk gerning søgt at rette op på social skævhed og fastholde de fremskridt, der er gjort for dem, der har mindst eller ikke meget mere end det.

’Den lille svindler’

Lykketoft skriver, at når han i velkomsttalen til sin private 70-års fødselsdag kaldte Venstres Lars Løkke Rasmussen »den lille svindler«, var det ikke så meget Løkkes private bilagsfup, Lykketoft tænkte på:

»Nej, jeg talte ud fra mine erfaringer med en mand, der altid har manipuleret fælt i forhandlinger med Socialdemokratiet, og som brød løftet fra Anders Fogh om et bredt forlig om kommunalreformen i 2004. Jeg talte om manden, der sprængte velfærdsforliget med Socialdemokratiet fra 2006 og dermed leverede, hvad jeg mener er det største forligs- og tillidsbrud i nyere tid. Det største blufnummer i nyere danmarkshistorie er, at Lars Løkke ved valgene har beskrevet sig selv om statsmanden, der har trimmet velfærdssamfundet for at bevare det. Han har de seneste 15 år været drivkraften i at øge uligheden og forringe velfærden …«

Stærke ord. Men er de forkerte? Er der ikke snarere end en perfiditet tale om en konstatering – ud fra Lykketofts præmisser?

Det samme kan siges om Lykketofts kritik af politikere fra R og S. Er det urigtigt at mene, at De Radikales fastholden af dagpengeforringelserne under Thornings SRSF-regering nærmest var assisteret selvmord i forhold til regeringspartnerne?

Om Thorning-Schmidt skriver Lykketoft, at hun var »fejlcastet til opgaven«:

»Holdningerne og målene forblev i hendes ti år som partiformand og undervejs regeringschef aldeles uklare. Det er stadig gådefuldt, hvad hun ville med at være statsminister.«

Fremmed fugl

Jamen, det er jo sandt. Thorning landede i den socialdemokratiske andedam som en fremmed fugl. Og hun lettede som en fremmed fugl. At hun blev behandlet sexistisk nedladende af store dele af medierne og den borgerlige opposition, kan ingen ændring gøre heri.

Lykketoft så tidligt med skepsis på partifæller som Karen Jespersen, Ralf Pittelkow og Henrik Sass Larsen. De har efterfølgende gjort deres bedste for at leve op til hans skepsis.

At han giver deres politiske illoyaliteter ord med på vejen, er forståeligt og berettiget. De har gjort deres bedste for at skade ham og det, han står for.

Lykketofts bog er lang, 576 sider. Den kunne godt have været kortere. I nogle afsnit tager Lykketoft læseren med ned så dybt i velfærdssamfundets maskinrum, at man kan komme til at glemme overblikket fra kommandobroen.

Men føler man sig lejlighedsvis udmattet under læsningen, må man betænke, hvor umådeligt meget mere udmattende det har været for Lykketoft. Hans bog er et godt tidligt bud på julegaven til den, der vil vide, hvordan velfærdssamfundet har det – og hvorfor.

Mogens Lykketoft: ’Erindringer – Holdning og handling’. Forlaget Rosinante. 576 s., ill. 400 kroner

I de 37 år Mogens Lykketoft har siddet i Folketinget har en hel del forandret sig. Partierne er ikke længere de tunge ankre i folkehavet, begrebet kernevælgere eksisterer stort set ikke længere, og det er blevet mere uklart, hvad partierne står for, fortæller han.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
  • Arne Lund
  • Torben K L Jensen
  • Marianne Stockmarr
  • Pietro Cini
  • Henrik Brøndum
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Anders Reinholdt
Johnny Christiansen, Arne Lund, Torben K L Jensen, Marianne Stockmarr, Pietro Cini, Henrik Brøndum, Peter Beck-Lauritzen og Anders Reinholdt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

Hvis alle politikere var som Mogens Lykketoft ville verden være et meget bedre sted.

Arne Lund, Bent Gregersen og Jens Larsen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Jeppe Lindholm

Rettelse, hvis bare 10 pct af verdens politikere var som Mogens Lykketoft var verden et meget bedre sted. Der skal være både generaler og fodfolk i den politiske arme.

Carl Chr Søndergård

Det kan godt være, at Lykketoft kan virke noget brysk. Plus at det var tåbeligt af ham, at anklage, lidt over, den ene halvdel af folket, for at være idioter(som de jo nok var), når de nu ikke at ville vælge ham som statsminister.

Politik kan desværre være som et afsnit af et idiotisk underholdningsprogram - så som 'vild med dans'. Det kommer ikke an på hvor god, du er til at danse - men i høj grad, hvor populær du er, eller i hvor voldsom - din 'fuck-ability' kan gøre sig gældende.

Her vinder statsmanden Lykketoft ikke. Der ville flertallet hellere underholdes af den 'dansende bjørn' i skikkelse af bilagsdværgen eller af den sminkede dukke, helle-thorning - der viste sig at være noget tom i blikket og mat i kampen, mod blå-bjarne og de evigt radikale..

Carsten Wienholtz, Michael Friis og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Hvad skal der til for at blive Statsminister?
Tja... Lykketoft havde ikke hvad der skulle til. Og han var aldrig tilfreds med andenpladsen.

Hvad gør en person til en god Statsminister? Og hvordan skal det måles? Traditionelt er det nok væksten relativt til nabolande, der er svaret. Denne måling blev aldrig relevant for Lykketoft.
I Deadline virkede Lykketoft som en bitter og skuffet mand, der ikke nåede sit mål. Socialdemokraterne håber nok, at Lykketoft snart holder mund.

Intriger er mandens liv. Han har ikke et eneste synspunkt som bringer det danske samfund fremad, hvilket også gælder hans novice Mette Frederiksen.

David er præget af sin ideologiske overbevisning. Stemmer man grønt, så er alting godt. Lykketoft har hele sit sit liv været en manipulator, som nu synes tiden er kommet til at forklare os andre, hvad det var han egentlig ville. Han er i min optik været denne tidsalders værste politiker, og han har intetgjort for Danmark, men måske for sig selv.

Jeg har det som Rehling, kan godt li' Lykketoft. Hans politiske fejltagelser? - Tjah! Han har velikke bevidst gjort noget, der har skadet andre,sådan som Støjberg, Hjort, og Løkke ...you name them - har gjort, og ville gøre hvis de havde beholdt regeringsmagten
Jeg har været i politik siden 60'erne - ganske vist langt fra den indflydelse som Lykketoft har haft, men også jeg har kvajet mig af og til, nogle gange mere end andre.
Afgørende er hvad det er for et samfund og en verden man har arbejdet for. Og her har Lykketoft ikke været i tvivl om retningen: Altid er stykke til venstre.
Og så kan jeg godt lide, at han er i stand til at tænke sig om - også det er en mangelvare i dag..