Læsetid: 3 min.

Malinesiske ørkenrockstjerner sender magi fra under tuaregteltets dug

Ørkenrockstjernen Tinariwen har udgivet deres niende album, og det er endnu et smukt, sandblæst værk. Men det er også ganske særligt. Fordi det bedre end nogensinde før fanger ørkenen og kollektivismen i sit udtryk
Der er en forunderlig kompleksitet og balance i mixet af traditionelle instrumenter, elguitar og kor på det nye album, Amadjar, fra de malinesiske ørkenrockstjerner Tinariwen.

Der er en forunderlig kompleksitet og balance i mixet af traditionelle instrumenter, elguitar og kor på det nye album, Amadjar, fra de malinesiske ørkenrockstjerner Tinariwen.

Marie Planeille

4. oktober 2019

Lad os bare kalde malinesiske Tinariwen for ørkenrockens superstjerner. For det er, hvad de er, og det er, hvad de har gjort sig fortjent til med deres forunderlige koncerter og plader – med det aktuelle Amadjar ni af slagsen.

Bandet har oprindelse i modstandskampene, der har præget Vestsahara, siden de kolonialistiske grænser blev trukket uden hensyntagen til de lokale nomadiske kulturer såsom tuaregernes bevægelsesmønstre.

Tinariwen siges at være det første tuaregband, der brugte elguitarer, og lederen, forsangeren Ibrahim Ag Alhabib, voksede op i en flygtningelejr i Algeriet ved grænsen til Mali og senere op ad den algeriske by Tamanrasset.

Bandet blev dannet i 1979 i en af Gaddafis libyske fangelejre for tuaregrebeller, og flere af medlemmerne har været en del af tuaregmodstandshæren Mouvement Populaire de l’Awazad.

Kollektivt akkumuleret visdom

Tinariwen har været afgørende budbringere af ørkenrocken – en elektrisk blanding af blues og lokale traditioner – til den vestlige verden. Deres forrige album Elwan blev delvist indspillet på Queens of The Stone Age-frontfigur Josh Hommes farm i Joshua Tree-ørkenen i Californien. Og på det nye album er der bemærkelsesværdige internationale gæster.

Lucifer-skikkelsen Warren Ellis spiller violin (kendt fra Nick Cave & The Bad Seeds), og Micah Nelson spiller mandolin (søn af countryikonet Willie Nelson). Stephen O’Malley leverer atmosfæriske guitar (kendt fra dronemetal-bandet Sunn O)))), og så er der den forunderlige stemme fra den kvindelige, mauretanske griot Noura Mint Seymali.

Sangene på Amadjar er sindigt rundtossede, lunt melodiske. De er bumlende og alligevel hallucinatoriske i deres rytmik.

Det er lyden af et fællesskab, der har slæbt på en lang tradition, der er slidt smidig og blank af solen og sandet. Du kan godt fjerne en musiker fra Tinariwen, men det kan få helheden til at humpe. Det er en kollektivisme, hvor hver musiker er et tandhjul uundværligt for helheden. En kollektivt akkumuleret visdom.

Foto: Marie Planeille

Dømt til et indre eksil

På den måde er alt ved det gamle hos Tinariwen. Men der er alligevel noget særligt ved Amadjar: Tilblivelsesprocessen og det klanglige resultat.

Det begynder med, at de rejser fra den marokkanske ørken og sydpå mod Mauretaniens hovedstad Nouakchott. De ledsages af et fransk produktionshold med et indspilningsstudie i en autocamper. De arbejder med sangene hver aften, når de slår lejr. Og da de når ørkenen ved Nouakchott, slår de lejr og indspiller sangene i et stort telt. De indspilles live, og det sker uden brug af hovedtelefoner og effekter.

Altså har processen været delvist nomadisk, og resultatet er forunderligt. Der er en kompakt bomstærk helhed og alligevel en gennemsigtighed i lydbillederne. Der er en forunderlig kompleksitet og balance i mixet af traditionelle instrumenter, elguitar, kor. En fornemmelse af enorme kræfter, der spiller så lavt, at alle kan høre hinanden. Uden at det mister sin enorme kraft.

»Amadjar« betyder den ukendte gæst på tuaregsproget tamashek. Det er »den, der søger gæstfrihed og er dømt til et indre eksil, i et territorium eller inden i ham selv«, forklarer pressemeddelelsen.

Det er denne fortælling, der formidles fra under en teltdug i det vestlige Sahara. En ligbleg giftslange snor sig uden om lejren. En struds stikker hovedet ud af busken, en ørkenræv spidser ører, og vildhundene samler flokken med deres hyl mod nattehimlen, hvor den uendelige historie genfortælles hver nat. Akkurat som den uendelige historie om fordrevne folkefærd genfortælles på alle Tinariwens plader. Denne gang måske mere magisk end nogensinde før.

Tinariwen: ’Amadjar’ (Wedge/PIAS)

Tinariwen giver koncert 28. oktober i Amager Bio, Kbh. og 29. oktober i Train, Aarhus.

Kvintetten Ganger rammer med en uventet styrke på deres nye album, Mørk, der crasher som en elektronisk Radiohead-plade fra årtusindskiftet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • ingemaje lange
David Zennaro og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu