Læsetid: 3 min.

Malinesiske ørkenrockstjerner sender magi fra under tuaregteltets dug

Ørkenrockstjernen Tinariwen har udgivet deres niende album, og det er endnu et smukt, sandblæst værk. Men det er også ganske særligt. Fordi det bedre end nogensinde før fanger ørkenen og kollektivismen i sit udtryk
Der er en forunderlig kompleksitet og balance i mixet af traditionelle instrumenter, elguitar og kor på det nye album, Amadjar, fra de malinesiske ørkenrockstjerner Tinariwen.

Der er en forunderlig kompleksitet og balance i mixet af traditionelle instrumenter, elguitar og kor på det nye album, Amadjar, fra de malinesiske ørkenrockstjerner Tinariwen.

Marie Planeille

4. oktober 2019

Lad os bare kalde malinesiske Tinariwen for ørkenrockens superstjerner. For det er, hvad de er, og det er, hvad de har gjort sig fortjent til med deres forunderlige koncerter og plader – med det aktuelle Amadjar ni af slagsen.

Bandet har oprindelse i modstandskampene, der har præget Vestsahara, siden de kolonialistiske grænser blev trukket uden hensyntagen til de lokale nomadiske kulturer såsom tuaregernes bevægelsesmønstre.

Tinariwen siges at være det første tuaregband, der brugte elguitarer, og lederen, forsangeren Ibrahim Ag Alhabib, voksede op i en flygtningelejr i Algeriet ved grænsen til Mali og senere op ad den algeriske by Tamanrasset.

Bandet blev dannet i 1979 i en af Gaddafis libyske fangelejre for tuaregrebeller, og flere af medlemmerne har været en del af tuaregmodstandshæren Mouvement Populaire de l’Awazad.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • ingemaje lange
David Zennaro og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu