Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Medier i afmagt

Tilbageblik på journalistikkens vilkår 1933-45 med forsinket indignation
Kultur
4. oktober 2019

Titlen: Sidste nyt fra Berlin antyder ikke mediehistorikeren Lars-Martin Sørensens også nutidige ærinde med denne bog. Sidste nyt fra Berlin er den fortidens formel, hvormed de danske korrespondenter i Tyskland under nazismen fik præsenteret deres stof. 

Læseren vidste med denne og lignende værdifri meldinger besked; at reel oplysning og sandheden skulle søges mellem linjerne, om den overhovedet var at finde.

Velunderrettede kilder var heller ikke ligefrem en anbefaling, men udtryk for det tyske udenrigsministeriums indiskutable direktiver. Den nazistiske propagandas nidkære magtapparat tillod ikke at stof der ikke på forhånd var godkendt oppefra slap gennem nåleøjet.

Dertil kom, at også internationale journalister i den tyske hovedstad risikerede arrestation og anklage for højforræderi, såfremt værtslandet fandt graverende oplysninger eller blot uheldige formuleringer i artikler og telegrammer eller for den sags skyld private breve hjem. Korrespondenterne listede med andre ord på æggeskaller for ikke at blive hentet af Gestapo og/eller udvist.

For danske udsendte journalister gjaldt dertil nærheden til Tyskland, der i sig selv udgjorde en trussel, samt hensynet til det sønderjyske spørgsmål. I 1933 var det kun 13 år siden, det gamle land var kommet tilbage i Genforeningen, og kongen red over den sløjfede grænse lidt syd for Kolding.

Lars-Martin Sørensen: ’Sidste nyt fra Berlin'

Det nazistiske regimes råhed taget i betragtning ville det næppe komme som en overraskelse, såfremt Berlin rejste krav om endnu en grænserevision eller en direkte tilbageføring til tiden før 1920.

Annekteringen af Saarland, siden sudeter-tyskerens indfriede landekrav i Tjekkoslovakiet og endnu senere tyveriet af hele Østrig, varslede ikke godt.

Gjaldt om at holde lav profil

De danske journalister rettede sig følgelig i vid udstrækning ikke alene efter nazisternes ordrer, men tillige det danske udenrigsministeriums anvisninger.

Det gjaldt om at holde lav profil i håbet om, at vilddyret holdt sig i ro eller kastede sig over andre end den lille forsvarsløse nabo i nord.

For at begribe tidens vilkår og korrespondenternes arbejde bør man ikke glemme, hvad forfatteren bestemt heller ikke gør, at flere i den danske presse, som mange danskere i det hele taget ikke anskuede Hitler og Tyskland som eftertiden i 1945 og som nu.

Betagelsen af den nye tid i 1933 med de flotte parader, flammende førertaler og nye slagkraftige paroler til afløsning for den uroplagede Weimarrepublik, blev i vide borgerlige kredse en gentagelse af den noget tidligere Mussolini kult.

I håndfast og maskulin modsætning til parlamentarismens evige svagpissende palaver var her et par magtfulde determinerede statsmænd der fik noget fra hånden. Parolen: Vågn op! kunne også bruges i andre landes nationalistiske sammenhænge. Hitler blev forbillede for Konservativ Ungdom i spidsbukser, støvler og skrårem.

Folkeførere som Niels Buck og Kaj Munk stillede sig på den tyske førers side, om end Munk ikke billigede jødeforfølgelserne. Men ellers.

Rapporterne fra Tyskland var med andre ord stærkt farvede enten af den bydende nødvendighed eller af den personlige politiske betagelse af Hitler-fænomenet. Hvis man kan tale om lus mellem negle, kan man roligt bruge udtrykket om de af korrespondenter, der ville oplyse nøgternt om tilstandene i nazisternes Berlin og siden om udviklingen på krigens fronter.

Hitler forførte journalister

Lars-Martin Sørensen interesserer sig selvsagt stærkt for de journalister der lod sig forføre af Hitler og i ham så verdens frelse; eller som i måske mere udpræget grad lod sig diktere, hvad den nazistiske pressetjeneste fandt for godt.

Lars-Martin Sørensen har foretaget et grundigt kildestudium fortrinsvis i tidens aviser og er i den forstand gået direkte til korrespondenternes artikler, altså direkte til kilderne: Hvad skrev de, delvis hvorfor? Et prisværdigt arbejde at vælge ud i det betydelige materiale og sætte det ind i rette sammenhænge.

Nu kan det let misforstås, hvis man her går i rette med forfatterens holdning til de udsagn, han citerer. Ofte undrer man sig rigtigt nok over at de mange der i førstningen hoppede på nazisternes vogn eller udviste forståelse og forhåbninger virkelig ikke så tingene mere klart og forstod, hvad nazismen var for et gennemkorrupt forbryderregime. Det gjorde de så ikke. De læste heller ikke andre beretninger end dem der passede ind i deres allerede grundmurede borgerlige nationalistiske fundamenter.

Kaj Munk var heltedyrkende betaget af den ensomme ulv i læderfrakke og hundepisk, der for at redde sit land dræbte de nærmeste venner, således som Hitler tog affære mod SA og Ernst Röhm i 1934.

Et par af de borgerlige blades korrespondenter udtrykte trods KZ-lejre, mishandling af jøder og voldelig ensretning, vedblivende hengivenhed for fører og førerstat.

Det er mærkeligt og set med eftertidens øjne jo også stærkt kritisabelt.

Men det svækker ikke desto mindre bogen – side op og side ned – hver gang Lars-Martin Sørensen kommenterer sine personer og deres virke med sarkastisk afstandtagen fra beretteren i fortiden samt det berettede. Teksten er i øvrigt lagt således vel til rette, at læseren sagtens selv ville kunne skelne ret og vrang.

Bogens to sidste afsnit er viet eftertidens paralleller til nazismens katastrofe. Det siger sig selv at man får rigeligt stof til eftertanke ved den lighed, der her påvises mellem Hitlers konsekvente bedrag og Trumps tilsvarende helt utrolige, dagligt leverede løgne om stort og småt.

Hvor finder man forklaringerne, når den slags sker? Hvorfor får politiske partier stemmer på at forvanske danmarkshistorien og dansk nationalitet til uigenkendelighed? Hvilken betydning har de nye medier, og er der sammenfaldende forklaringer på Hitler og i deres hæmningsløse brug af det nye: Hitler radio og film, Trump reality-tv og Twitter?

Det er fint, at Lars-Martin Sørensen anvender sine studier i 1930´erne presse til disse parallelle overvejelser: Fint at få diskussionen. Han behøvede bare ikke at overgøre fortidens dumheder og derved i nogen grad forsynde sig mod disciplinen: at iagttage historien med datidens kyndige iagttagers øjne.

(Det er en uskik at spare personregister).

Lars-Martin Sørensen: ’Sidste nyt fra Berlin’. Lindhardt og Ringhoff. 313 sider ill., 260 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her