Læsetid: 4 min.

Misa Kuranaga er som en balletdanserversion af Greta Thunberg. Når hun går i panik, bliver hun ikke bange – hun handler bare

San Francisco Ballets gæstespil i Operaen viser et flot dansende kompagni med eksplosiv energi. Men Helgi Tomassons ’Romeo og Julie’ har mere fokus på de flotte fægtescener end på psykologien
San Francisco Ballets opfører ’Romeo og Julie’ på Det Kongelige Teater i Operaen.

San Francisco Ballets opfører ’Romeo og Julie’ på Det Kongelige Teater i Operaen.

Erik Tomasson

1. november 2019

San Francisco Ballet er et imødekommende kompagni. Man mærker veloplagtheden allerede fra første scene i det overdådige gæstespil med Romeo og Julie på Operaen.

Her hvirvler mere end 50 dansere rundt til Prokofjevs dundrende og hårrejsende musik i Det Kongelige Kapels temposikre fortolkning under dirigenten Martin West.

Danserne kaster sig ud i springkonkurrencer og drabelige fægtescener, og de leverer virkelig varen med westernånd og actiondynamik. Samtidig ser de uimodståeligt smukke ud i Jens-Jacob Worsaaes letblafrende og nærmest selvdansende kostumer, som var nogle af de sidste, som denne store danske scenograf nåede at skabe, inden han døde i 1994, bare 48 år gammel.

Kompagniets 80 dansere har dog ikke noget særligt California-look. Ikke en eneste af gæstespillets solodansere er fra Californien – til gengæld er Japan, Kina og Italien rigt repræsenteret. Danmark er også på listen. Den danske solodanser Ulrik Birkkjær, der kom til San Francisco Ballet for to år siden, danser dog desværre ikke med under dette gæstespil.

Julie sparker bagud

Åbningsforestillingen onsdag blev Julies aften. Hun danses af solodanseren Misa Kuranaga, der er en japansk danser, der netop er kommet til San Francisco Ballet – efter ti år som solodanser ved Boston Ballet.

Denne 37-årige, men yderst pigede danser, har tidligere danset Julie i både John Cranko og Lavrovskjis version. Måske derfor virker hun så sikker i sin dramatiske fortolkning af partiet. Hendes forelskelse i Romeo er heftig og kompromisløs. Og hun har nogle vilde accelerationer i sine piruetter – og nogle voldsomme bagudspark over for sin far, når hun protesterer mod at blive giftet væk til en mand, hun ikke er forelsket i.

Erik Tomasson

Hun har en sammenbidt stædighed, som var hun en balletdanserversion af Greta Thunberg. Når hun går i panik, bliver hun ikke bange – hun handler bare.

Det er denne ilterhed, der tænder hendes Romeo. Den 24-årige, italienske danser Angelo Greco flirter med alt og alle, lige indtil han møder Julie. Så fokuserer han al sin opflammende energi på at få hende. Han charmerer med sine flotte spring. Men det er hans eksplosive spontanitet på scenen, som gør ham interessant.

Balletmester i 34 år

Kompagniets balletmester er den nu 77-årige, islandske Helgi Tomasson. Han brød igennem som danser på Pantomimeteatret og kom derefter blandt andet til New York City Ballet, inden han i 1985 blev balletmester for San Francisco Ballet, hvor han nu har været 34 år! Her har han skabt en lang række balletter – blandt andet Tornerose til Den Kongelige Ballet i 1993.

Lige som Nikolaj Hübbe gør det for Den Kongelige Ballet, så fortolker Helgi Tomasson balletklassikerne. Men derudover er han også selvstændig koreograf, og han har ført San Francisco Ballet frem til at være et slags ’American Ballet Theatre’ for vestkysten.

Kompagniet var faktisk på gæstespil i København tilbage i 1998 – i Tivolis Koncertsal. Dengang var kompagniets stjerne den russiske danser Yuri Possokhov; i dag er han kompagniets huskoreograf, men befinder sig faktisk også nu i København, fordi han er ved at skabe Snedronningen til Tivoli Balletteater.

Ikke som Neumeiers

Det virker dog nærmest unfair at opleve kompagniet netop med Romeo og Julie. For er der en klassiker, som det danske balletpublikum har taget til sig, så det må det siges at være Romeo og Julie – vel at mærke i John Neumeiers sublime koreografi og Jürgen Roses elegante scenografi, som lige siden 1974 er blevet danset af Den Kongelige Ballet. Derfor kan det også være svært at se Helgi Tomassons farvesmukke version med helt åbent sind.

Det er ingen hemmelighed, at John Neumeier har smugkigget hos forgængerne John Cranko og Kenneth MacMillan, så han kunne skabe sin banebrydende psykologiske nyfortolkning af Shakespeares figurer: med purunge Romeo og Julie-dansere, med forbudt kærlighedsdrama mellem Julies mor og Julies fætter Tybalt – og så videre.

Erik Tomasson

’Psykologisk’ kan man dog ikke kalde Helgi Tomassons version fra 1994. Heller ikke nyskabende. Egentlig ligger den mere på linje med den russiske tradition efter Leonid Lavrovskijs Romeo og Julie fra 1940. Den dyrker i hvert fald mest den store panoramafortælling: de enorme optrin med de to kæmpende familier på pladsen i Verona, den store hoffest hos Julies familie – og den skæbnesvangre slutscene i gravkapellet.

Alle de dobbeltrettede følelser hos figurerne kommer ikke nødvendigvis frem. Julies mor – den smukke, franske danser Sofiane Sylve – har i hvert fald meget grovkornede reaktioner på sin datters sammenbrud. Som om koreografien også her vægter plot og action frem for psykologi.

Samtidig er dette amerikanske touch også ret forfriskende. I denne opsætning frygter Julie i hvert fald ingenting, så længe hun kan se sin Romeo. Og San Francisco Ballet har tilsyneladende samme kampånd: et hæsblæsende energisk kompagni.

’Romeo og Julie’. Koreografi: Helgi Tomasson (1994). Musik: Sergej Prokofjev. Scenografi: Jens-Jacob Worsaae. Lysdesign: Thomas R. Skelton. Fægtescener: Martino Pistone. Dirigent: Martin West. Det Kongelige Kapel. San Francisco Ballet på gæstespil på Det Kongelige Teater, Operaen, onsdag aften. Danses også torsdag og fredag kl. 20 samt lørdag 2. november 2019 kl. 13.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu