Når en teenager pludselig skyder vildt omkring sig på sin skole, melder sig under fanerne til hellig krig eller opdages lige inden, hun detonerer en bombe under – det kunne være teatret i Allerød – ja, så kommer hele offentligheden, samfundets og den enkeltes tankevirksomhed på overarbejde.
Hvad foregår der i hovedet på sådan en pige? Hvordan kunne det overhovedet ske? Hvorfor var der ingen, der opdagede det – og hvordan kom det så vidt?
Det er netop de polyfone stemmer, der udløses, når radikaliserende unge opdages, enten før eller efter tragedien er sket, der stilles skarpt på i Mungo Parks nye forestilling, Pigen med bomberne.
Til det formål har den prisbelønnede instruktør Tue Biering, en af de mest genrebrydende og eksperimenterende instruktører herhjemme, indhentet en række lokale piger fra Allerød til forestillingen, hvor de så passende kan spille rollen som sig selv – inklusive formodningen om, at netop naboens datter lige så vel som alle mulige andre kan vise sig at være en potentiel terrorist.
Denne måde at trække virkeligheden og autentiske skæbner ind i sine forestillinger er et af Bierings fremmeste varemærker, og i denne omgang fungerer det tilmed ganske glimrende.
Pigerne bliver en slags poserende, skulpturelle casestudies. Og hvor befriende, at det er piger!
Det forskyder de vante forestillinger om en muslimsk dreng med en hættetrøje. Det her er såkaldt helt almindelige piger af kaukasisk type med lyserøde sneakers fra fucking Allerød, som publikum betragter og mistænkeliggør, for kunne det faktisk ikke være én af dem? Hvorfor kunne hun dog gøre noget sådan?!
De tre skuespillere Betina Grove, Marianne Søndergaard og Nana Morks er de ældre samfundsstøtter, der betragter disse piger udefra, cirkler omkring dem, stikker til dem og stiller dem spørgsmål, de enten meget kortfattet besvarer eller slet ikke reagerer på.
Alle pigerne stirrer gennem næsten hele forestillingen ufravendt på deres telefoner, har høretelefoner på og eksisterer således nærmest i et andet rum end alle os andre. Det er en pointe, man kan mærke helt fysisk.
Skuespillerne – og publikum – aner ikke, hvem pigerne er, hvad der foregår i deres indre. De gemmer sig bag skærmen. Skuespillerne forsøger at få dem i tale, men der er ingen gevinst. De kan ikke komme i kontakt med de unge.
Sort blomst
De tre kvindelige skuespillere fortæller fiktive historier om detonerede bomber, hemmelige grupper på Facebook, youtubevideoer af halshuggede kvinder, skoleskyderier og andre former for terrorisme. Det er historier, der er bygget op omkring lignende virkelige begivenheder, mønstrene er de samme, forudsætningerne og konsekvenserne.
Skuespillerne personificerer hver én tilgang til den radikaliserede unge: Én er vred og mener, at den unge tydeligvis er afsporet, psykisk syg, skylden bliver entydigt placeret hos den unge selv, der betragtes som en deformeret, sort blomst af Danmarks ungdom.
Den anden mener, at skylden ligger i omgivelserne, i samfundet, i gentagne svigt fra familie og institutioner, og den sidste læser det snarere som en slags socialiseringsstrategi hos den unge.
Den unge får en stærk følelse af identitet, af et fællesskab, når man kan melde sig ind i krigeriske grupper, man bliver søster og bror og får pludselig magt over de andre i skolen, når man poster opslag og advarsler om skoleskyderier; pludselig får man en position.
Perspektiverne er mange, og tankerne kører i ring. Den ene pige efter den anden præsenteres for publikum på scenen i Allerød, ingen af dem giver noget af sig selv.
Hverken skuespillerne eller publikum bliver rigtig klogere på motivationen for ungdomsterrorisme, og til sidst giver skuespillerne op, de kan bare ikke forstå det, »det er, som om du er flere personer på én gang«, siger den ene af skuespillerne anklagende.
Og det har hun nok ret i. At der ligger en kompleksitet bag, der er svær at begribe. Som det illustreres smukt og enkelt i en rørende scene, hvor to efterforskere i beskyttelsesdragter undersøger to af pigernes skoletasker og lige så stille pakker dem ud.
Der er tamponer, acetone, en cykelhjelm og gaffatape. Der er en hvid bh, lyserøde blondetrusser, brintoverilte, plastikstraps og en dagbog. Der er en computer, hårlak og detoneringsledninger. Lyserødt ungpigeliv mixet med terroristens opskrifter på hjemmelavede bomber.
Det er nok også for meget forlangt at finde frem til et enkelt eller blot entydigt svar på, hvorfor terrorisme og skoleskyderier opstår, men det er modigt, at stykkets instruktør holder det uafklarede helt frem og ikke forsøger sig med nogle enkle forklaringer.
Det er mest af alt dét, samfundet omkring terroristen ikke formår, selve afmagten, der står tilbage, når tæppet går ned. På den led er det absolut ikke feel good-teater. På den anden side er der måske alligevel et lyspunkt.
Forældrekontrakter
Da jeg er på vej hjem fra teatret, hører jeg et program om, hvordan Island gennem de sidste 20 år har haft stor succes med at nedbringe forbruget af alkohol, stoffer og cigaretter blandt de unge – som har været på niveau, hvis ikke højere, end det eksisterende blandt de danske unge – gennem en række konsekvente tiltag.
Forskere fandt ud af, at årsagen til de unges eskalerede indtag ikke blot skyldtes en for let adgang til pågældende varer, men simpelthen, at de havde for lidt at give sig til i fritiden og ikke mindst brugte alt for lidt tid sammen med deres forældre. At de var for overladt til sig selv.
Det satte politikerne hårdt ind over for, hvilket i dag betyder, at mange forældre underskriver en kontrakt, hvor de forpligter sig til at engagere sig og være meget mere sammen med deres børn.
Nu kan man selvfølgelig ikke sammenligne ungdommelig terrorisme med et højt forbrug af alkohol, men jeg kan alligevel ikke lade være med at se den altoverskyggende udfordring, som den så konkret blev illustreret på scenen: At der simpelthen ikke var nogen kontakt mellem de voksne og de unge. Mellem børn og forældre.
Måske er fejlen, at vi begynder at slippe børnene lige så langsomt, når de kan spise selv, tørre deres røve og stave til ’idiot’? At vi ikke gør os nok umage, som forældre og samfund, for at fastholde dialogen og kontakten?
Måske skulle man finde det klistermærke frem, der hang på alle mulige institutioner, da jeg var barn. Klistermærket med den lidt triste, mørkhårede udgave af Lillebror på pakken med Ostehaps: Har du talt med dit barn i dag? Og tilføje: Sådan rigtigt?
’Pigen med bomberne’. Produceret af Teatret ST. TV. I samarbejde med Mungo Park. Instruktør og dramatiker: Tue Biering. Medvirkende: Betina Grove, Marianne Søndergaard og Nana Morks – og 10 super dygtige piger i 15-års-alderen fra Allerød. Spiller på Mungo Park i Allerød til 12. oktober.
Sjovt, for hvis jeg umiddelbart skulle pege på et problem, er det, at tidens børn og unge er alt for meget sammen med voksne altid.
"Hvad foregår der i hovedet på sådan en pige? Hvordan kunne det overhovedet ske? Hvorfor var der ingen, der opdagede det – og hvordan kom det så vidt?"
Mig bekendt var det i tilfældet 'Kundby-pigen' sådan, at både moren og en lærer HAVDE henvendt sig til politiet og eller sociale myndigheder, og ikke blev taget alvorligt eller fik respons.
Nanna Goul,
Hvorfor er det 'befriende, at det er piger'?
Jeg tænker, at Tue Biering har haft en kunstnerisk idé med at præsentere de potentielle terroristbørn som udelukkende piger, men den forholder du dig ikke rigtigt til, synes jeg. I stedet for synes du blot og uden videre forklaring - hvis jeg læser dig korrekt - at glæde dig over, at det er mennesker af hunkøn frem for hankøn, som finder vej til scenen.
Ude i virkeligheden begås mindst 90% af 'børne- eller ungdomsterrorhandliinger' af drenge. Af u-udviklede mænd. Et forhold, som efter min mening burde fremkalde større nysgerrighed i en teateranmelder i mødet med Bierings forestilling, end blot et kip med flaget i diversitetsflagstangen..
Mimesis, and all that jazz, du ved.. ;)