Læsetid: 5 min.

Naboens datter vil sprænge verden i luften

Mungo Park leverer med Tue Biering som instruktør og lokale teenagepiger en stilfærdigt foruroligende forestilling om unges radikalisering, skoleskyderi og terrorisme
At trække virkeligheden og autentiske skæbner ind i sine forestillinger er et af Tue Bierings fremmeste varemærker, og i denne omgang fungerer det tilmed ganske glimrende. Pigerne bliver en slags poserende, skulpturelle casestudies. Og hvor befriende, at det er piger!

At trække virkeligheden og autentiske skæbner ind i sine forestillinger er et af Tue Bierings fremmeste varemærker, og i denne omgang fungerer det tilmed ganske glimrende. Pigerne bliver en slags poserende, skulpturelle casestudies. Og hvor befriende, at det er piger!

Mungo Park

7. oktober 2019

Når en teenager pludselig skyder vildt omkring sig på sin skole, melder sig under fanerne til hellig krig eller opdages lige inden, hun detonerer en bombe under – det kunne være teatret i Allerød – ja, så kommer hele offentligheden, samfundets og den enkeltes tankevirksomhed på overarbejde.

Hvad foregår der i hovedet på sådan en pige? Hvordan kunne det overhovedet ske? Hvorfor var der ingen, der opdagede det – og hvordan kom det så vidt?

Det er netop de polyfone stemmer, der udløses, når radikaliserende unge opdages, enten før eller efter tragedien er sket, der stilles skarpt på i Mungo Parks nye forestilling, Pigen med bomberne.

Til det formål har den prisbelønnede instruktør Tue Biering, en af de mest genrebrydende og eksperimenterende instruktører herhjemme, indhentet en række lokale piger fra Allerød til forestillingen, hvor de så passende kan spille rollen som sig selv – inklusive formodningen om, at netop naboens datter lige så vel som alle mulige andre kan vise sig at være en potentiel terrorist.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Sjovt, for hvis jeg umiddelbart skulle pege på et problem, er det, at tidens børn og unge er alt for meget sammen med voksne altid.

"Hvad foregår der i hovedet på sådan en pige? Hvordan kunne det overhovedet ske? Hvorfor var der ingen, der opdagede det – og hvordan kom det så vidt?"

Mig bekendt var det i tilfældet 'Kundby-pigen' sådan, at både moren og en lærer HAVDE henvendt sig til politiet og eller sociale myndigheder, og ikke blev taget alvorligt eller fik respons.

Torsten Jacobsen

Nanna Goul,

Hvorfor er det 'befriende, at det er piger'?

Jeg tænker, at Tue Biering har haft en kunstnerisk idé med at præsentere de potentielle terroristbørn som udelukkende piger, men den forholder du dig ikke rigtigt til, synes jeg. I stedet for synes du blot og uden videre forklaring - hvis jeg læser dig korrekt - at glæde dig over, at det er mennesker af hunkøn frem for hankøn, som finder vej til scenen.

Ude i virkeligheden begås mindst 90% af 'børne- eller ungdomsterrorhandliinger' af drenge. Af u-udviklede mænd. Et forhold, som efter min mening burde fremkalde større nysgerrighed i en teateranmelder i mødet med Bierings forestilling, end blot et kip med flaget i diversitetsflagstangen..

Mimesis, and all that jazz, du ved.. ;)