Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ny bog trækker vikingetiden ud af den lange patriarkalske skygge

Med sin nye bog ’Viking – Ran, ild og sværd’ vil arkæolog Jeanette Varberg nuancere, udfordre og udvide historien om vikingetiden. Det kræver mod, siger hun selv. Og det har hun faktisk ret i
Tegning af krigergraven i Birka fra 1889. Arkæologer blev overraskede i 2017, da DNA-prøver slog fast, at det var en kvinde, der lå i graven.

Tegning af krigergraven i Birka fra 1889. Arkæologer blev overraskede i 2017, da DNA-prøver slog fast, at det var en kvinde, der lå i graven.

fra bogen

Kultur
4. oktober 2019

Meget af det, vi tror, vi ved om vikingerne, har vi fra dem, der foragtede dem. Munke, der sad i klostertårne og nedfældede forargede beretninger om det vilde søfolk fra nord, der plyndrede, voldtog og nedbrændte landsbyer over hele kontinentet og, nok mest væsentligt i skrivernes øjne, insisterede på at være hedninge, mens store dele af Europa havde overgivet sig til den missionerende kristendom.

Som Jeanette Varberg også fortæller i sin nye bog, så er det i høj grad arkæologiens fortjeneste, at de ikke helt pålidelige skriftlige kilder er blevet udfordret. Fortællingen om vikingetiden er også en fortælling om mere stilfærdigt boplads- og handelsliv. Til gengæld betød arkæologernes insisterende blik mod de bogstaveligt talt jordnære beskæftigelser, at det store drama gled næsten helt ud.

Arkæolog Jeanette Varberg vil med sin bog rumme det hele: Hos hende er vikingerne pirater, hedninge, slavehandlere, slavegjorte, erobrere, bønder, konger, bosættere, søfarere, magikere, lejesoldater, købmænd, bådebyggere og ikke mindst folkevandrere og kvinder.

Ved hjælp af sin store viden om og interesse for folkevandringstiden udvider Jeanette Varberg fortællingen om vikingetiden med flere hundrede år. I lang tid har man været enige om at tidsfæste vikingetidens begyndelse med angrebet på øen

Lindisfarne i det nordøstlige England i 793, og sådan fungerer virkeligheden selvfølgelig ikke, så selv om det kan virke radikalt at ville udfordre konsensus på den måde, så er det også logisk, at man ikke kan sige: Venner, 8. januar 793, det var dér, det begyndte.

Folket bliver ikke kristent over natten

I Jeanette Varbergs udlægning får vi en bedre forståelse for, hvordan Romerrigets svækkelse og fald, kristendommens udbredelse, hunnernes hærgen og anglernes, goternes og andre folks vandringer omkring midten af vor tidsregnings første årtusind var af afgørende betydning for vikingernes bevægelser og erobringer. Der er selvfølgelig vendepunkter i historien, men et helt folk bliver for eksempel ikke kristent over natten eller beslutter sig for at sejle ud fra nordsøkysten for at plyndre kontinentet.

Jeanette Varberg: ’Viking – Ran, ild og sværd’.

Saxo
Jeanette Varberg bidrager som mange andre arkæologer og historikere fra sin generation til at gøre op med vores lærdom om historie som en række af begivenheder og undtagelsestilstande.

Vikingerne dukker ikke ud af disen ved Lindisfarne som en voldelig historisk anomali, men gør brug af de samme erobringsstrategier som mange andre krigeriske folk på den tid, og deres ankomst var forudsigelig i et svækket Europa plaget af strid efter Romerrigets tilbagetrækning.

Deres styrke var søfarten, og Varberg følger kystlinjer og floder rundt i hele Europa, så det åbenbares, hvor overvældende langt det skandinaviske folk nåede ud i deres drageskibe og plyndrede, handlede og bosatte sig, hvor de kom frem.

På overbevisende facon kombinerer Jeanette Varberg viden fra de få og upålidelige historiske skriftlige kilder med arkæologiske fund og sandsynliggør på den måde sammenhænge og forbinder tidsaldre.

Viking – Ran, ild og sværd er ikke bare en indsigtsfuld, begejstret og kronologisk gennemgang af vikingetiden, den består også af modige, vinklede fortolkninger af arkæologiske fund. Jeanette Varberg er glad for de nye teknologiske redskaber som DNA- og strontiumanalysen, der kan hjælpe os med at udfordre det, vi tror, vi ser, når vi kigger på resterne af et menneske fra oldtiden.

Er personen nødvendigvis født og opvokset nær den jyske højderyg, bare fordi hun fandt sin grav der? Er det nødvendigvis en mand, bare fordi graven er fyldt med sværd og andre våben? Særligt når det handler om at påvise, at folk altid har vandret, eller det bidrager til at lade kvinderne »træde ud af historiens lange patriarkalske skygge«, læner Varberg sig op ad teknologien.

I 1889 afdækkede man en krigers grav i den svenske handelsby Birka, skelettet lå sammen med to heste, et sværd, en økse, to skjolde, et spyd, pile og en kampkniv. Indtil man tog DNA-prøver i 2017, var konklusionen, at det var en mand, der lå i graven. Det var det ikke.

Denne teknologiske påvisning af, at det patriarkalske blik hæmmer den frie tænkning, bruger Varberg til at udfordre og undre sig over, at de skriftlige kilders beretninger om kvindelige krigere ofte ikke godtages. For eksempel fortællingen om, at en kvinde kaldet Den Røde Jomfru skulle have ledet en særligt frygtet flåde i Irland.

Det er påfaldende, siger Varberg, »at historikerne tager beretningen om flåderne for gode varer, og arkæologerne understøtter fortællingerne, fordi de finder spor efter deres fæstninger, byer og gravpladser. Mens der tvivles på denne fortælling om en kvinde.«

Væk var de altvidende kvinder

Det er også kvinderne, Varberg sender den første tanke, da hun ved bogens slutning begræder, at hendes elskede, hæsblæsende vikingetid erstattes af mørk middelalder:

»Væk var de altvidende kvinder, som havde set mænd kysse øksens tynde læber på vej til gudernes haller. Borte var vølverne, som havde skåret i halsens bløde kød til Odins ære og været vidne til grum kampleg. En ny tid tog form med taktfaste skridt fra kirkens mænd«.

Jeg forstår godt, hvis man vånder sig lidt over citatets svulstige sprog, men det er faktisk kærkomment efter at have gennemlæst kamp efter kamp om tronen og konge efter konges slægtssikringsvanskeligheder. Kongerækken er nødvendig for den kronologiske struktur, men desværre til tider lidt kedsommeligt og ikke tildelt samme sproglige opmærksomhed som resten af bogen.

Men stå det igennem, kære læser, for også det er vigtigt og afgørende for Varbergs insisteren på at forbinde mennesker og tid. Og bogen er krydret med små, men øjenåbnende eksempler på forbindelsen mellem mennesker, når det gælder sprog, håndværk, kunst og tro, og voldsomme beretninger om både sagaernes blodørne og Ivar Benløs og virkelighedens massegrave og Den Store Hedenske Hær.

Der er noget enormt forfriskende ved Jeanette Varbergs selvsikkerhed, skråsikker bliver hun sjældent, men hun strækker kilderne, så langt de kan, og forbinder linjer med autoritet og begejstring. Denne bog er en kæmpe bedrift, som Jeanette Varbergs formidling i det hele taget er det. Først på Moesgaard Museum og nu på Nationalmuseet rusker hun op i det, vi forestiller os, at vi er sikre på, at vi ved om oldtiden, og i måden vi synes, det skal fortælles på. Kulørt, overbevisende, selvsikkert og udogmatisk.

Hendes fascination af vikingetiden føles autentisk og er ikke forsvundet i støvet fra udgravninger og forskningsverdenens forbehold. Det gør hende ikke nødvendigvis populær hos fagfællerne – særligt når det betyder, at hun samarbejder med den omdiskuterede Jim Lyngvild, der også takkes i bogen – men det er netop den åbne og fordomsfri lyst til at begejstre andre, som hun selv begejstres, der gør hende populær hos de fleste andre. Undertegnede inklusive.

Jeanette Varberg: ’Viking – Ran, ild og sværd’. 575 sider, Gyldendal, 399,95 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her