Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ny iransk film er en skæbnefortælling og en kærlighedserklæring – til iransk film

Den iranske stjerneinstruktør Jafar Panahis ’3 Kvinder’ er en ung kvindes skæbnefortælling, en komisk kulturhistorie om sammenstød mellem mennesker i Iran og en kærlighedserklæring til iransk filmkunst
Den iranske skuespillerinde Behnaz Jafari og instruktøren Jafar Panahi spiller versioner af sig selv i Panahis seneste film, ’3 kvinder’, der på én gang er en ung kvindes skæbnefortælling og en kærlighedserklæring til iransk filmkunst.

Den iranske skuespillerinde Behnaz Jafari og instruktøren Jafar Panahi spiller versioner af sig selv i Panahis seneste film, ’3 kvinder’, der på én gang er en ung kvindes skæbnefortælling og en kærlighedserklæring til iransk filmkunst.

Camera Film

Kultur
1. november 2019

En meget ung kvinde langt ude på landet i Iran drømmer om at lave film. Det er den måde, hun vil realisere sig selv på, og det er hendes vej ud i den store verden.

Marziyeh, som hun hedder, ved, at film kan forandre hendes virkelighed.

Men hendes far forbyder hende at tage på filmskole i Teheran, fordi han anser det for egoistisk og nyttesløst, hendes bror vil ikke have det, fordi han regner skuespillerinder for billige og tarvelige, og hendes mor er bekymret for, hvad de andre vil tænke og gøre, hvis hendes datter skulle vælge den vej. For tæt på deres landsby bor Shahrzad, der var en feteret skuespiller i Iran inden den islamiske revolution i 1979, men nu lever alene, isoleret i et lille hus. Unge mænd har forsøgt at brænde hendes hus ned, fordi de foragter hende, og folk i byen vil ikke have noget med hende at gøre.

Engang var hun en stjerne, nu er hun udstødt, som var hun en heks.

Alt det farlige

Film er således – i den iranske stjerneinstruktør Jafar Panahis nye film 3 Kvinder, som fik prisen for bedste manuskript på filmfestivalen i Cannes i 2018 – en metafor for alt det farlige, som fortryller unge mennesker, forfører publikum og bliver forbandet af dem, der vil have kontrol over tingene. 

Men film er ikke kun en metafor. 3 Kvinder er også en konkret fortælling om, hvor meget film faktisk betyder i Iran.

Biograferne, filmhusene var i det tyvende århundredes Iran steder, hvor mennesker mødtes, fælles forestillinger blev dannet, og skønhed blev skabt. Det, der ikke er lykkedes for Iran politisk og økonomisk, lykkedes med filmkunsten: Nemlig at forene moderne teknologi, inspiration fra Vesten og den persiske kulturhistorie i en særlig iransk modernitet.

De bedste iranske film er æstetiske mesterværker, som bliver beundret i hele verden, og de er poetiske fortællinger, som demonstrerer, hvordan filmkunsten kan undersøge verden forfra, udfolde overvældende billeder og åbne nye virkeligheder. Og det gør Panahi, som tidligere har vundet internationale priser som Guldbjørnen i Berlin og Den Gyldne Løve i Venedig, i 3 Kvinder.

Det er en film om en ung kvindes skæbne, det er en humoristisk og grusom fortælling om modsætninger og konflikter i det moderne Iran, og så er det en elegant, diskret tur gennem hele den iranske filmhistorie.

Humoristisk og grusom fortælling

Filmen indledes med en filmoptagelse af Marziyeh, der angiveligt tager sit eget liv. Med sin mobiltelefon har hun optaget sig selv i en grotte uden for byen, mens hun taler til den iranske skuespillerinde Behnaz Jafari. Hun har forsøgt at ringe til Jafari, fordi hun skulle hjælpe med at overbevise forældrene om, at de bør lade Marziyeh gå på filmskole.

Hun ved nemlig, at selv om forældrene tager afstand fra datterens ambitioner, er de også fortryllet af den skuespillerinde, de har set på tv. Jafari er en autoritet i deres liv. Film er altså noget, som både adskiller og forbinder datteren og forældrene. Marziyehs egen lille film afsluttes med, at hun trækker en løkke om sin hals og tilsyneladende hænger sig selv.

I næste klip ser vi Jafari sidde på bagsædet en bil, mens hun studerer Marziyehs filmoptagelse på sin telefon.

Det er igen en pointe, at Marziyeh, som ikke kunne nå frem til Jafari med et telefonopkald, opnår kontakt med hende gennem en filmoptagelse. Jafari er ude af sig selv, rystet og oprørt over den unge kvindes beskyldninger, men også draget af filmen. Det fremgår, at hun har forladt optagelserne til den film, hun er i gang med at lave, for at finde ud af, om den unge kvinde vitterlig har taget sit eget liv.

Bilens chauffør er filmens instruktør Jafar Panahi, som således spiller en hovedrolle i sin egen film – ligesom han i sin seneste film, Taxi, spillede en taxachauffør, der kørte forskellige mennesker rundt i Teheran. Filminstruktøren bliver en dobbeltskikkelse, som iagttager samfundet inde fra førersædet, men som også skaber forandringer, når han stopper op og træder ud.

Moderne iranere

Den kendte skuespiller og den berømte instruktør kører sammen fra Irans hovedstad gennem landet for at nå til den landsby i den nordlige provins ved grænsen til Tyrkiet, hvor Marziyeh kommer fra.

De tænker og handler effektivt og lineært som moderne iranere. De stopper i små byer, spørger om vej og forventer konkrete svar. De vil have et resultat ud af deres møder, og de vil videre mod deres mål. Men de lokale, som de møder, tænker og handler cirkulært. De vil fortælle historier, de byder dem på te og frugt og beder dem sætte sig ned. Ingen af dem genkender den verdensberømte instruktør, for det er kun i urbane kulturmiljøer, at man er optaget af instruktøren. Men de genkender skuespillerinden fra tv-serier, og deres børn vil have hendes autograf.

Kulturmødet mellem de effektive filmfolk, som har travlt og de lokale bønder på landet, som har masser af tid, kulminerer, da de bliver nødt til at stoppe bilen foran en tyr, som ligger og blokerer en bjergvej. Den bonde, som ejer tyren, vil ikke presse den til at flytte sig. Han siger, at tyren er syg, og han venter på en dyrlæge. Bonden lever af avlstyren, som skal befrugte mange køer på markedet næste dag. Den er hans eneste kapital.

Tyren bliver i scenen til en metafor for det gamle mandlige overhoved, som lever af sin maskulinitet og ikke behøver flytte sig for noget i verden. Men den er igen også et stykke konkret kvæg, som ligger på vejen og forhindrer dem i at komme videre.

Avanceret fortælling

Sådan er hele 3 Kvinder: Det er en konkret spændingshistorie om at finde frem til en ung kvinde, som måske har taget sit liv. Men det også en avanceret fortælling om de kræfter, der adskiller og forener mennesker. Om magtkampe, drømme og længsler, som findes i alle samfund. 

Og så handler den om Jafar Panahi selv. Det er blevet ham forbudt af Den Islamiske Republik Iran at lave film, og han må ikke forlade landet. De egne, han opsøger i 3 Kvinder, er de byer, hvor hans forældre voksede op, og de steder, som han selv er formet af.

Han er på sin vis ligesom den unge kvinde i 3 Kvinder: Han laver film, selv om autoriteterne forbyder ham det, og han er ligesom den gamle skuespiller isoleret og udstødt. Men han bliver ved med at lave film alligevel: Det er hans måde at realisere sig selv og forandre vores forestillinger om verden på.

’3 Kvinder’. Instruktion: Jafar Panahi. Manuskript: Jafar Panahi & Nader Saeivar. Fotografi: Amin Jafari. Længde: 100 minutter. Biografer over hele landet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her