Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ørkenbluesbrødrene i Tinariwen delte velvilligt ud af deres knastørre livseliksir

Tinariwens særlige hybrid af traditionel tuaregmusik og bluesrock er både frodig og støvet, når den leveres live. Mandag aften i Amager Bio sprudlede de maliske musikkollektivister, også selv om gruppens oprindelige midtpunkt, Ibrahim Ag Alhabib, undervejs forekom mere og mere som et fatamorgana
Kultur
30. oktober 2019

Få bands har så dramatisk og antikommerciel en forhistorie som Tinariwen, der mandag aften spillede Amager Bio varm på årets anden vintertidsaften.

Hovedmanden i det musikalske kollektiv, Ibrahim Ag Alhabib, blev født i det bjergrige Tesalit-område i det nordøstlige Mali og oplevede som 4-årig at se sin far blive henrettet for sin deltagelse i de politiske optøjer i Mali i starten af 1960’erne. Familien måtte flygte til Algeriet, og det var i Tamanrasset, en algerisk oase i Sahara, at Alhabib begyndte at spille guitar.

Når han sammen med andre unge sneg sig ind i bushen for at holde fest, drikke te og spille musik, kaldte folk dem ørkendrengene. Deraf navnet. Tinariwen er en flertalsform af ørken på tuaregernes sprog tamasheq. Og selv om de nu er fuldvoksne mænd, fornemmer man stadig deres barnlige glæde, når de virrende danser omkring på scenen med hænderne roterende i luften eller begejstret får publikum til at klappe med.

I 1980’erne blev flere af bandets centrale medlemmer rekrutteret til den libyske diktator Muammar al-Gaddafis træningslejre, hvor de modtog militærtræning og skrev melankolske sange om deres situation. Bandets musik blev distribueret via hjemmelavede kassettebånd, der florerede blandt tuareqfolket, som var begejstrede for musikken, der satte ord på deres længsler og lidelser.

Det var også via kassettebånd, at bandets medlemmer hørte den vestlige musik, de har ladet inspirere sig af: guitarkoryfæer som Santana, Jimi Hendrix og Dire Straits.

I 2001 udgav de deres første album The Radio Tisdas Sessions og samme år spillede de på Roskilde Festival. Formentlig var det deres første liveshow udenfor Mali. De har siden turneret hele jorden rundt og optrådt flere gange i Danmark. Bl.a. så jeg dem for to år siden på den nu afdøde københavnerfestival Haven på Refshaleøen. Dengang var det uden Ibrahim Ag Alhabib, der var kræftsyg, og det var en anderledes ufokuseret oplevelse at høre bandet på en vindblæst havnekaj end denne aften på Amager.

Alhabib er tilbage, selv om han først dukker op på scenen et par numre inde og med mellemrum fortrækker bagud eller forlader scenen helt for at overlade leadguitar og mikrofon til Abdallah Ag Alhousseyni.

Perfekt tempereret perkussion

Ibrahim Ag Alhabib er den eneste i bandet, der ikke bærer ørkenfolkets traditionelle hovedbeklædning. Tagelmust hedder den, denne mandlige pendant til en burka, et langt klæde, der fungerer som både turban, halstørklæde og slør. Hans mørke krøller er grånede, og imponerende uimponeret betjener han sin røde Gibson.

Cool er han, hvis man da kan bruge et sådant udtryk om en mand fra Afrikas ørken. Men han virker også plaget. Og som koncerten skrider frem, bliver det tydeligere, at den rolighed, jeg først tolkede som overskud, måske i højere grad er et udtryk for det modsatte.

Røgmaskiner og lyskeglerne gør, hvad de kan for at simulere hedebølge, mens Alhabib lirer det ene varmedisede guitarriff af efter det andet. Og trommerne dunker roligt og rytmisk, som en kamel, der spankulerer gennem en sandstorm.

Særlig Eyadou Ag Leche formår med sin omvendte venstrehåndsbas at få det til at svinge dybt. Både når han opretholder den mørke rytme, og når han leverer en uventet funky solo. På sin guitarrem flager han for Azawad, en ikke anerkendt vestafrikansk stat. Og selv om man ikke forstår sproget, Tinariwen synger på, forstår man på deres måde at synge på, at der er alvor bag ordene. Deres særlig hybrid af traditionel tuaregmusik og bluesrock er et middel til at udtrykke deres geopolitiske bekymringer.

De to perkussionister er synkroniserede fra start til slut, og deres temposkift er perfekt tempererede. Den ene holder en solid puls på sin djembe, når ikke han klasker på en stor tæppedækket afrikansk tromme af en art, der dundrer og runger smukt og fyldigt. Den anden tryller med håndbækkener og regnstokke.

Fremmede rejsende

Da der er gået over en time, indfinder enten trancen eller trætheden sig. Jeg savner Noura Mint Seymalis kvindelige vokal, der på gruppens seneste album er med til at skabe variation ved at bryde med mændenes vedholdende, mumlende call & respons.

Men det er fascinerende, hvordan de syv mænd i fællesskab kan accelerere så præcist. Også Alhousseynis velmente interaktion med publikum går fra »danke schön« til »tak« til »mange tak« til »tusind tak«.

Publikums insisterende tramp får Alhousseyni til at vende alene tilbage på scenen til det første ekstranummer. Han griber sin westernguitar og synger sprødt og raspende en instrumentalt nedskaleret version af »Wartilla« fra gruppens aktuelle album Amadjar. Om det fortæller Ibrahim Ag Alhabib i et interview med det amerikanske musiktidsskrift Aquarium Drunkyard:

»Amadjar betyder ’den fremmede rejsende.’ Det er en reference til en gammel nomadisk tradition, der siger, at hvis du møder en rejsende, skal du byde ham velkommen i dit hjem, give ham noget te, noget mad og et sted at sove. Gæstfrihed … med alle de problemer der er i vores ørken og i verden, bliver det sværere og sværere at opretholde denne tradition, fordi flere og flere mennesker lider, fordi de intet hjem og hjemland har.«

Koncert med Tinariwen i Amager Bio mandag den 28. oktober 2019.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her