Læsetid: 6 min.

Picasso efter #MeToo

Kan man se Picasso efter #MeToo? Den store kvindebedårer har fået en ny udstilling på Arken, der forsøger at trække hans muser ud af hans store skygge og gøre kvinderne selv til hovedpersoner på udstillingen. Men det bliver de aldrig – de er der jo stadig først og fremmest på grund af Picasso
Kvinderne i Picassos liv inspirerede Picasso videre i hans kunstneriske udvikling. Da han møder og indleder et forhold til den unge Marie-Thérèse bliver værkerne for eksempel langt lysere, langt mere erotiske, langt mere vovede. Her ses maleriet 'Nu Couché' fra 1932. 

Kvinderne i Picassos liv inspirerede Picasso videre i hans kunstneriske udvikling. Da han møder og indleder et forhold til den unge Marie-Thérèse bliver værkerne for eksempel langt lysere, langt mere erotiske, langt mere vovede. Her ses maleriet 'Nu Couché' fra 1932. 

Succession Picasso/VISDA 2019

19. oktober 2019

En hel række kunstnerskaber bliver i disse år kigget moralsk efter i sømmene: Man vurderer, om kunstneren egentlig opførte sig så groft – ud fra vores aktuelle normer – at man ikke længere kan forsvare hans værker.

Det er også denne sammenknytning af liv og kunst, der har ført til én af intentionerne med Arkens aktuelle udstilling Elsket af Picasso – kærlighedens magt: at se på, hvem de kvinder, der er så mange af i Picassos værker, egentlig var i egen ret, og ikke kun som Picassos muser.

For Picasso inkarnerer selve myten om det mandlige kunstnergeni. Samtidig levede han i næsten et helt århundrede, og hans ufatteligt store produktion er stadig noget af det mest eftertragtede museumsstof i verden.

Så jeg har hovedet fuld af skeptiske spørgsmål på min vej mod Arken ved Ishøj. Kan man virkelig læse Picasso i et #MeToo-perspektiv? Og bruge ikke bare hans, men en helt række kvinders biografier, til at lave endnu en vinkel og udstilling med Picasso? Er det ikke kunsten, det må handle om, og ikke hvem han nu engang har knaldet, elsket og forladt?

Musegrå vægge, frække værker

Først og fremmest må man med udstillingen konstatere, at Picasso har haft en udsøgt smag i kvinder – alle er de smukke, kloge, aktive, belevne og meget attraktive. Udstillingssalene er opdelt kronologisk efter hver af kunstnernes fem mest kendte elskerinder og koner, som han malede i ét væk.

Intentionen er at gøre dem til hovedpersoner på udstillingen, løsrive dem fra den passive objektkarakter, som de kvindelige modeller ofte har i kunsthistorien, og vise os, at de skam var stærke kvinder i egen ret.

Væggene er malet i en lidt kedelig musegrå, mens værkerne er fulde af former, farver, figurer og, ja, visse steder også frække sprækker. Picassos værker handler ofte om selve billedskabelsen – hans værker kunne på den måde være perfekte som et symbol på, at selvom stoffet er hentet fra virkeligheden, så er kunstværket altid en dybt modificeret repræsentation.

Den vinkling ville jeg personligt have fundet mere legitim end at forsøge at gøre kvinderne selv til hovedpersoner på udstillingen, for det bliver de aldrig – de er der først og fremmest på grund af Picasso.

Det drabelige kys

Den første hustru, Olga Khokhlova, var ud af fin russisk familie og balletdanser, sammen fik de sønnen Paulo. En række fotografier – og en kæmpestor fotostat – på væggen viser den stilfulde kvinde med turban og perler i typisk tyverstil. Der er også et maleri af sønnen Paulo, der sidder og tegner.

Ellers er det mest radikale billede i dét rum et heftigt kyssebillede, hvor de to ansigter snarere bider end kysser med store åbne munde, blottede tænder, og med to sylespidse tunger rettet skarpt mod hinanden.

Det viser sig, at Picasso allerede havde mødt den purunge Marie-Thérèse, som han havde indledt et forhold til. Kysset (1931), lægger udstillingen op til, bliver i den optik måske et slags portræt af Khokhlovas og Picassos svære relation.

'Potrait de Marie-Thérèse' fra 1937. 

Succession Picasso/VISDA 2019

Slut med Olga, videre til MT, som hun ofte hedder i titlerne. I hvert fald i udstillingen, for i virkeligheden vedbliver Picasso at være gift med Olga indtil hendes død, på trods af at han også får et barn med unge MT. Khokhlova begærer skilsmisse, men Picasso er tilsyneladende ikke villig til at dele boet med hende.

De bitre historier er ikke ligefrem fremhævede i udstillingen. Kvindernes tekster i hvert rum handler mere om, hvem de var før, og mens de var sammen med Picasso. Ikke så meget om, hvad der skete, efter de blev vraget.

Helst ingen ballade

I det hele taget fornemmer man hurtigt, at udstillingens fokus ikke er på al balladen, smerten og bruddene, men på kærlighedsforholdene, når de er på deres første og højeste. For her inspirerer de Picasso videre i hans kunstneriske udvikling. Det ses tydeligt, når man går fra Khokhlovas rum videre til Marie-Thérèse-rummet: Den unge kvinde på 17 år, som han møder på gaden og siden indleder et langt og passioneret forhold til.

Nu bliver værkerne langt lysere, langt mere erotiske, langt mere vovede.

Mørkere i tonen bliver det, da han møder kunstneren Dora Maar, som var forfatter, kunstner og stilikon. Hun bliver katalysator for en langt mørkere stil i Picassos værker, og på udstillingen er der adskillige portrætter af Maar med mørkt hår, røde nøgler, hat og let forvredent ansigt.

Men selvom et par af hendes digte vises i en montre, får man dog intet indtryk af Maars egen kunst. Det hele handler alligevel – udstillingens ene intention på trods – om Picasso.

Picassos autofiktion

I mine øjne bekræfter de fleste historier om Picassos kvinder altså kun, hvad jeg havde tænkt i forvejen: at de bliver brugt i kunstens tjeneste, og at nogen sikkert har elsket det, og andre har hadet det. Sådan som det er tilfældet med alle andre kunstnere og forfattere, der meget direkte bruger deres liv som forlæg for deres kunst.

Picasso bruger på en måde et litterært greb i sine portrætter. I den klassiske kunsthistorie har de kvinder, der har siddet model, ofte kun været passive modeller uden navn, brugt som objekt for kunstneren og siden for vores blikke. Det var anderledes med Picasso. Hans kærester sad aldrig klassisk model i hans atelier. Værkerne af dem er skabt ud fra hukommelsen, uafhængigt af deres tilstedeværelse.

Samtidig navngav Picasso mange af de værker, der også ses på udstillingen, efter specifikke kvinder, og lavede værker, der på sin vis kan aflæses som direkte referencer til den påvirkning, de havde på hans liv. Det er, som nævnt, et greb, der mest kendes fra litteraturen, hvor mange kvinder er blevet udødeliggjort via deres forfatterkærester – tænk på Kirkegaards Regine, Henry Millers skånselsløse portrætter af både sin kone June og siden elskerinden Anaïs Nin, eller aktuelle skandalesager, hvor norske Karl Ove Knausgård beskriver alle dele af sit liv, inklusive hans ægteskab med Linda Boström, i sine romaner.

Kærlighedens indflydelse

I den optik viser det sig at være en både væsentlig og interessant vinkling at vise, hvordan Picassos kærlighedsforhold prægede hans kunst og udviklede hans stil. Den del af udstillingen er nyskabende, fordi Picasso så ofte bare inddeles i -ismer og »perioder«. Når manden nu var en kendt libertiner, så lad os se noget sex, saft og lidenskab.

Da han møder den fyrre år yngre 21-årige Françoise Gilot – hende, der til Picassos store fortrydelse år senere skriver den internationale bestseller Life With Piacsso – sker der igen ændringer i hans kunst. Gilot er selv kunstner, og måske er det hende, der inspirerer ham til en ornamenteret stil, i hvert fald er hans portrætter af deres fælles børn, Claude og Palome, malet i en for Picasso meget ukarakteristisk stil.

Som 71-årig møder Picasso Jacqueline Roque, som bliver den sidste kvinde i hans liv. Hun er en ung og smuk 26-årig, da de mødes, og i hendes rum på udstillingen er også de frækkeste og mest selvudstillende værker. Her er flere værker af både nøgne kvinder, men også af par, hvor slappe penisser og strittende bryster kolliderer. Det er næsten, som om den aldrende Picasso udlever sin libido direkte igennem sine værker.

Sorgerne ufortalt

Det er den anden del af konceptet, jeg finder mere problematisk: at læse Picasso efter #MeToo og vise, at hans kvinder var mere end hans muser.

For selv om intentionen nok er sympatisk, så viser udstillingen kun kvinderne i de glimt, hvor Picasso selv fæstner sit lidenskabelige blik på dem, og har hverken kvindernes egne store bedrifter med (to af dem var f.eks. selv kunstnere), eller de store sorger, relationen også har betydet for dem – en historie, der kunne have inkluderet nervesammenbrud, Picassos brud med sine børn, eller at to af dem døde for egen hånd.

Derfor skaber udstillingen også en række spørgsmål, som jeg føler er ubesvarede. De handler ikke så meget om Picasso i lyset af #MeToo som om relationen mellem værk og virkelighed.

Udstillingens »fortælling« om de seje og stærke kvinder bliver i mine øjne lige så meget en fiktion, som de værker af kvinderne, som Picasso har malet. Fotostaterne af de virkelige kvinder og malerierne af dem forstærker derfor ikke så meget hinanden som sandhedsvidnebyrd, som de tilsammen udgør en ny fiktion, hvor der er fokus på positive relationer og stor kærlighed. Og det er selvfølgelig en stærk fiktion. Ligesom Picassos værker – på trods af nok så mange virkelighedsreferencer – er det.

’Elsket af Picasso – kærlighedens magt’, Arken. Indtil 23. februar 2020.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Udstillingens »fortælling« om de seje og stærke kvinder bliver i mine øjne lige så meget en fiktion, som de værker af kvinderne, som Picasso har malet".

Udstillingen bliver dermed et godt eksempel på den efterhånden dominerende tendens til, at de enkelte værker af kunstnerne, som hver især og på forskellige måder kan være kunstnerisk interessante, underkastes en overordnet kuratorisk præsentation og fortælling, der gør kurateringen til det egentlige hovedværk og kuratoren til den egentlige kunstner.

Det sker på bekostning af kunstnerens værker, der let "drukner" i et oplevelsesøkonomisk cirkus, måske beregnet på andre end lige dem, der har en ægte interesse for kunsten.

Arken, Statens Kunstfond, de bidragende private fonde, finansministeriet og politikerne kan uden tvivl blive tilfredse med en udstilling, der kan tiltrække et bredere publikum end de egentlige kunstkendere, og som kan bidrage positivt til den økonomiske vurdering ved institutionens næste større evaluering.

Erik Winberg, Ejvind Larsen og Gert Hansen anbefalede denne kommentar