Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Populisme i den digitale tidsalder

Populismens indtog i magtens centrum har medført et tektonisk skifte i vores demokratiske liv. I ’Populocracy – The Tyranny of Authenticity and the Rise of Populism’ giver Catherine Fieschi et interessant bud på, hvordan vi kan forstå populisme som en politisk ideologi, der næres af den digitale tidsalder
En ting er, at populisme er en ideologi, men hvorfor vinder denne ideologi frem netop nu? Den digitale tidsalder har, ifølge Fieschi, ændret vores måde at omgås andre mennesker på og vores forventninger til, hvordan vi regeres. Bogen er rig på eksempler, for eksempel Salvinis strøm af korte videobeskeder til hans vælgere og Mélenchon gengivelse af sig selv i et hologram til et vælgermøde.

En ting er, at populisme er en ideologi, men hvorfor vinder denne ideologi frem netop nu? Den digitale tidsalder har, ifølge Fieschi, ændret vores måde at omgås andre mennesker på og vores forventninger til, hvordan vi regeres. Bogen er rig på eksempler, for eksempel Salvinis strøm af korte videobeskeder til hans vælgere og Mélenchon gengivelse af sig selv i et hologram til et vælgermøde.

Brancolini/Fotogramma/Ropi

Kultur
25. oktober 2019

Matteo Salvini, Jean-Marie og Marine Le Pen, Nigel Farage, Gert Wilders, Donald Trump … Hvordan kan det være, at vi i dag ser lignende politiske strømninger i hele den vestlige verden, og hvad har de til fælles? Det er udgangspunktet for en ny bog af Catherine Fieschi, der er direktør i den britiske tænketank Counterpoint, som ønsker at forklare, hvad populisme er, og hvorfor populismen virker til at være det eneste succesfulde politiske projekt i dag.

Bogen er både tankevækkende og sjov. Den veksler mellem konceptuel analyse, anekdoter fra Fieschis møder med Jean-Marie Le Pen og hans datter og talrige eksempler fra Frankrig, Holland, Italien og Storbritannien taget fra Fieschis mangeårige research inden for europæisk populisme.

Catherine Fieschi: ’Populocracy: The Tyranny of Authenticity and the Rise of Populism’.

Saxo
Fieschi afviser, at vi bedst forstår populisme som et produkt af strukturelle forhold. Hun tager således favntag med de forskere, der forstår populisme som en konsekvens af omvæltninger i samfundet. Selvfølgelig vil eksempelvis stigende ulighed afføde en politisk reaktion.

Men det centrale spørgsmål er ifølge Fieschi, hvorfor det er populisme, og ikke eksempelvis nytænkning på venstrefløjen, der i dag er den dominerede reaktion på samfundets strukturelle problemer. Svaret er, at populisme er en politisk ideologi, som har et særligt produktivt samspil med det digitale.

Populismens grundstruktur udgøres, ifølge Fieschi, af en konflikt mellem folket og eliten og af et moraliseret folkebegreb, dvs. folket har altid ret, alene fordi det er folket. Dette kobles til en simplificeret, ikkeliberal idé om demokrati som rent flertalsstyre, og den dertilhørende manglende respekt for mindretalsbeskyttelse. I disse diskussioner adskiller Fieschi sig ikke synderligt fra andre forfattere, der har beskrevet populismens ideologiske indhold.

Fieschis bidrag bliver til gengæld tydeligt i hendes diskussion af autenticitet. Populistiske lederes ligefremhed og folkelighed bliver ofte fremhævet som et fællestræk, men Fieschi viser, hvordan ideen om autenticitet både kobles til folket og de politiske ledere i populismen.

Folket er autentisk i den forstand, at de stiltiende deler en forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert. I stedet for debat og argumentation kan folket finde samhørighed gennem delt mavefornemmelse og intuition. Ideen om autenticitet og den relaterede diskussion af mavefornemmelse, har omsiggribende konsekvenser – for hvis folkets enighed beror på en ordløs pagt, så behøves det ikke høres. Fieschi viser således, hvordan autenticitet kan bruges til at retfærdiggøre, at folket ikke inddrages i politisk debat.

Autenticitet er ikke kun en idé, der bruges til at godtgøre, at borgere holdes uden for politisk debat, men også til at affeje politiske positioner, der opleves som ikkeautentiske. Fieschi nævner multikulturalisme som eksempel på en kompleks, ikkeintuitiv, og derfor ikkeautentisk, politisk position, der møder modstand blandt populistiske partier.

Et andet oplagt eksempel er enhver nuancering eller kritik af ideen om national suverænitet, dette strider ligeledes mod gængs intuition og derfor imod den populistiske idé om autenticitet.

Autenticitet er populismens »magiske ingrediens«

En stor del af Fieschis behandling af autenticitet vedrører den populistiske leder. Særligt samspillet mellem løgn og autenticitet er en sjov krølle på Fieschis argument. Eksemplerne er mange, blandt de mest kendte er det britiske Vote Leave-kampagneslogan, der proklamerede, at Storbritannien sender 350 million pund til EU hver uge, og Front Nationals sager om svindel med EU-midler.

Hun illustrerer, hvordan det at blive taget i løgn og snyd kan virke som et autenticitetsbadge for en populistisk leder, der viser, hvordan hun, ligesom alle andre, lyver engang i mellem. Går den, så går den.

Autenticitet er populismens »magiske ingrediens«, og gennem bogens eksempler illustrerer Fieschi, hvordan autenticitet gør sig gældende i populisme. Som læser savner man dog en diskussion af Fieschis tanker om, hvordan ideen om autenticitet spiller sammen med andre populistiske elementer som, hvordan autentisk fejlbarlighed spiller sammen med ideen om, at folket altid har ret.

Et spørgsmål, hvor bølgerne ofte går højt i populismedebatten, er, om det er meningsfuldt at tale om populisme som en ideologi, der trodser det klassiske højre-venstre skel.

I bogen trækker Fieschi mest på højrenationale eksempler, men inddrager også Jean-Luc Mélenchon fra La France Insoumise som eksempel på venstrefløjspopulisme. Populisme kan nemlig udmøntes både i en venstre- og en højrefløjs version.

Der er dog forskelle. Fieschi reflekterer særligt over forskellene mellem venstre- og højrefløjens forståelse af folket. På den populistiske højrefløj forstås folket som en homogen og organisk nation. Folket behøver kun i meget begrænset omfang inddrages, men kan ellers styres af fremtrædende ledere, der har en intuitiv forståelse af, hvad folket ønsker.

I Fieschis eksempler fra venstrefløjen trækker folkeforståelsen i højere grad på rådstraditionen, med hvad der dertil hører af inddragelse og forfatningskonventer. Hun fremhæver, hvordan La France Insoumise omtaler sig selv som en bevægelse og et decentraliseret netværk, ligesom hun understreger, at Mélenchon får nul point, når det kommer til autenticitet, fordi han ikke på samme måde som Trump eller Farage formår at fremstå ekstraordinært ordinær.

Fra dette konkluderer Fieschi, at La France Insoumises manglende succes er en konsekvens af, at de ikke i tilstrækkelig grad udlever det potentiale, der ligger i den populistiske ideologi, men fastholder, at de kunne have gjort det, da populisme kan udmøntes både til venstre og højre for midten.

Her ville man gerne have hørt mere, særligt i lyset af overvægten af højrenationale eksempler i bogen, og i lyset af det seneste Europa-Parlamentsvalg, hvor højrenational populisme oplevede fremgang. Ved ikke at give plads til dette, forbliver spørgsmålet om, hvorvidt populisme og nationalisme er særligt tæt knyttede, ubehandlet.

Vi forholder os til vores frustrationer med apati og tilbagetrukkethed

En ting er, at populisme er en ideologi, men hvorfor vinder denne ideologi frem netop nu? Den digitale tidsalder har, ifølge Fieschi, ændret vores måde at omgås andre mennesker på og vores forventninger til, hvordan vi regeres. Nye idealer som for eksempel »radikal transparens« – altså ideen om, at vi kan få adgang til al information, spiller ind i populismens kernefortælling omkring at blive forrådt og holdt udenfor af den politiske elite.

Ligeledes har den direkte, gentagne og personlige måde at kommunikere på stærke synergieffekter med populismen. Bogen er rig på eksempler, for eksempel Salvinis strøm af korte videobeskeder til hans vælgere og Mélenchon gengivelse af sig selv i et hologram til et vælgermøde.

Fieschi giver os et til tider evolutionært argument, hvor det digitale har formet vores bevidsthed på en så fundamental måde, at det ikke står til at ændre. Fieschis betragtninger om populisme og det digitale spiller ind en større debat om, hvordan teknologisk udvikling ændrer vores evner som mennesker og vores samfund.

Det klassiske eksempel går på, hvordan udviklingen af GPS-teknologi har forringet vores evne til at læse kort. Fieschi indikerer på samme måde, at digital kommunikation har ændret vores evne til at forholde os til politik og vores forventninger til politiske ideologier. Populismens samspil med det digitale sætter derfor retningen for, hvordan fremtidige ideologier bør indrettes, og hvordan relationer bør opbygges mellem politikere og borgere.

Så på den ene side viser populismen os konturerne af et nyt politisk landskab, der ikke står til at ændre, på den anden side er populisme også noget negativt, som skal bekæmpes.

Vi bør ifølge Fieschi bekymre os om populisme, fordi den eroderer konstruktiv refleksion omkring urimeligheder i samfundet. Populisme næres af vores frustrationer (som vi føler stærkere end før, fordi vi bliver bombarderet med information, som antænder vores frustrationer), men det er samtidig en politik-fattig position, der ikke evner at tilvejebringe de nødvendige ændringer, der skal til for at dæmme op for vores frustrationer. Konsekvensen bliver, at vi forholder os til vores frustrationer med apati og tilbagetrukkethed.

Hvis det er rigtigt, så er det jo vigtigt at finde ud af, hvad vi skal gøre ved det. Men her kommer bogen til kort. Fieschi kommer desværre ikke med et klart bud på, hvad det effektive modsvar er, som i den digitale tidsalder kan vende vores ligegyldighed til konstruktiv deltagelse.

Fieschi drager aldrig selv konklusionen, men bogen peger på, at populismen viser os en ny model for ideologier, hvor ideologi går fra at være en »model for samfundet« til at være en »tilgang til samfundet«.

Det forbliver dog uklart, hvornår kritikere bør gå med på populismens præmisser, og hvornår man bør modsætte sig dem. Hvis det digitale har medført et øget fokus på autenticitet og en øget modvilje mod kompleksitet, betyder det så, at ikkeintuitive debatter som suverænitetsdebatten bør undgås, også af dem, der forsøger at komme med anderledes bud på, hvordan samfundet bør indrettes? Eller bør andre ideologier kopiere populismens stilistiske ledelseselementer, fordi de gør sig bedst i digital kommunikation?

Svaret er ifølge Fieschi, at man skal forholde sig smartere til teknologi, men præcis, hvordan og hvornår man skal gå med eller modsætte sig populismens lærdom bliver aldrig rigtigt klart.

Catherine Fieschi: ’Populocracy: The Tyranny of Authenticity and the Rise of Populism’. Agenda Publishing, 224 sider, 25 USD.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her