Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Reggae-ikoner med grå rastalokker brænder med fordums styrke

Det er vederkvægende at drikke af visdommens kilde, når en række aldrende reggaemestre genindsynger deres hits og genbesøger deres fortid i ny dokumentarfilm. Men det kniber med helhedsindtrykket
Det er vederkvægende at drikke af visdommens kilde, når en række aldrende reggaemestre genindsynger deres hits og genbesøger deres fortid i ny dokumentarfilm. Men det kniber med helhedsindtrykket

Foto fra filmen

Kultur
24. oktober 2019

Nogle gange render man ind i et klaver, der ser godt ud, forklarer en jamaicansk musiker i dokumentarfilmen Inna de Yard – The Soul of Jamaica. Og når man så åbner det, så er det fuld af rotter og kakerlakker. De æder af klaveret på hver deres måde.

Tiden går, tiden æder af dig. Men det gamle klaver kan vækkes til live igen, og det kan de gamle, forsølvede rastaræve i dokumentarfilmen Inna de Yard også.

Deres storhedstid var i 70’erne, da de solo eller i grupper som The Congos og The Viceroys var nogle af tidens store rastafariske reggaestjerner. I dokumentaren følger man dem under en form for genforening i et studie på en bakketop med udsigt over Jamaica, hvor de sammen med ungdommen genindspiller deres klassikere. Rastalokkerne er blevet grå, men sangerne er ikke mindre levende.

Døde eller levende rastafarier

»Inna de Yard-projektet handler om at fange musikken i sin jomfrutilstand. Dens oprindelige tilstand,« lyder det. Det er fint, men også lidt flot sagt, når man tænker på, hvor tung en historie, der hviler på musikken fra reggaens formative fortid. Hvor meget politik, der var i reggae dengang.

Rastafarireligionen er af den protestantisk kristne variant med mystiske overtoner og en panafrikansk bevidsthed. Følgerne bekender sig til Jah, Gud, og mange ser den etiopiske kejser Haile Sellasie (1892-1975) som den genkomne Kristus. Og de har lidt stor undertrykkelse på Jamaica, ja, i 1963 beordrede præsident William Alexander Bustamante militæret og politiet til at indfange alle rastafarier døde eller levende.

Samtidig var 60’erne også et kulturelt vendepunkt på Jamaica. Musikerne tog, hvad de hørte fra den nordlige halvkugle, og gav det en ny rytmik og harmonik og hastighed. Musikken blev hurtigere, mere danselysten. Ska blev født, dernæst den langsommere rocksteady, så publikum kunne puste ud.

60’erne var den romantiske æra i jamaicansk musik, 70’erne den politiske, årtiet da reggae træder i karakter og griber fat om samfundets problemer. Og indgyder håb. »Man kan lytte til det og spejle sig i det,« siger en ukendt dame i Inna de Yard.

Visdommens mønstergenkendelse

Inna de Yard er løst sammensat af en række musikerportrætter på stribe. Det er ikke en slagkraftig eller vellykket struktur, men alt som man glider ned i det sindige tempo og fordyber sig i deres vidnesbyrd, ja, så gror dokumentaren på én.

Deres fortællinger om undertrykkelse af dem selv og deres forældre (en far var i fængsel ti gange årligt, fordi han var rastafarier), om det jamaicanske samfunds vold (en har mistet en søster, en anden en søn, begge skudt), om deres privatliv og deres karrierer (der har været ramt af stoffer, død og ensomhed).

Forsoningen med fortiden og visdommens mønstergenkendelse, som kun kan vindes med alderen, er vederkvægende. En kilde, man gerne drikker af igen. Ligesom det er forunderligt at høre deres unge jeg’er i arkivoptagelser synge deres hits og så høre dem indsynge dem i studiet på toppen af en bakke på Jamaica.

Mest markant Ken Boothe, der genindsynger sin storhittende fortolkning af det amerikanske hit »Everything I Own«. Hvordan stemmen ikke længere kan nå de samme steder hen og krakelerer i forsøget. Men også hvordan det blot er en anden, mere patineret skønhed.

Synger en uendelig sang

Til gengæld virker optagelserne fra en koncert med musikerne fra Paris unødvendig. De klippes ind undervejs og afslutter filmen. Men der er ingen klar pointe. Hvorfor skal denne europæiske anerkendelse af deres musik være med til at legitimere den fantastiske musikarv?

Det er langt mere meningsfuldt, når vi følger dem i deres lokalmiljøer. Cedric Myton fra The Congos, der er ude at fiske, mens hans sang »The Fisherman« spiller. Eller en flok af dem, der er i gang med en bralrende og lummer fest på en lokalbar. Eller Winston McAnuff, der står ved sin søns grav og siger »en evig stemme, der synger en uendelig sang.«

Og da man er begyndt at undre sig over, om kvinderne bare er statister i dokumentaren, så kommer Judy Mowatt i centrum. Sammen med et par nye, unge kvindelige sangere gensynger hun et af sine gamle hits. Og alt er godt.

’Inna de Yard – The Soul of Jamaica’ – Instruktion og manuskript: Peter Webber. Fotografi: Julien Jaunet. Længde 99 minutter. (Biografer i Aalborg, København, Odense, Gentofte og Holte)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her