Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rejsen til dybet

De danske bands Orm og Baest byder på ekstremmetal iklædt mytologiske koncepter, men der er en afgrund til forskel på Orms sortmetalliske sorgarbejde og Baests helvedesbal
Kultur
5. oktober 2019

Orm og Baest har meget til fælles – ikke kun deres monstrøse navne. Begge er pejlemærker i en dansk ekstremmetallisk renæssance, samtidig med at de har formået at generere interesse uden for metalmiljøets inderkredse. Også internationalt vakte begge allerede med deres debutalbum opsigt.

Nu er de begge aktuelle med, hvad vi journalister med en slidt frase ynder at kalde den svære toer, og begge plader former sig som konceptuelle rejser ned i underverdenen tilført stof fra mytologi og klassisk litteratur.

Men her begynder de to bands’ veje så også at skilles, for der er store forskelle i tilgang og tonefald – ikke blot fordi Orm bekender sig til black metal-genren, mens Baest dygtigt dyrker dødsmetallens guldalder.

Bornholmsk dødsmesse

Orm var allerede i sin undfangelse formet af mytestof: Ikke alene var bandet og dets medlemmer fra starten omgærdet med mystik, musikken rummede også henvisninger til den nordiske mytologi – i sig selv et klassisk træk i black metal.

På sin vis fortsætter Orm i den underverdensfærd, som Ir er, men samtidig er pladen et markant brud med det mere almene mytestof. Ir dykker nemlig ned i en mere konkret topografi, idet albummet er en besyngelse af det Bornholmske landskab besjælet af ånder eller underjordiske væsner.

Rejsen ind i dette landskab udfoldes i to lange kompositioner eller ’kapitler’, der hver fylder en LP-sides længde, og som samtidig er en dødsmesse. Bag sagnstoffet gemmer sig nemlig et personligt sorgarbejde, en bearbejdning af en vens selvmord.

Grebet med at forbinde lokale sagn, topografier og en personlig sorg, giver Ir et klart tyngdepunkt. En blanding af noget personligt og noget meget almenmenneskeligt, for dødsmessen bliver netop aldrig selvbiografisk. Det er også en højnelse af Orms kunstneriske ambitioner, men bandet har noget at have det i.

Deres sortmetalliske vekslen mellem det sfæriske, det melankolske og den brutale vrede viser sig som en overbevisende klædedragt for sorgen – orkestreret med både messende droner, akustisk guitar, trompet, men selvfølgelig også en ond dosis blast beats, flænsende guitarer og skrigende vokal.

Kunstneriske gestaltninger af tabserfaringen har det med først og fremmest at fremhæve melankolien, men vreden er uden tvivl også en ledsager hos mange. Ir tilbyder ikke noget velmenende terapeutisk svar på, hvordan man skal forvalte tabet, men den tilbyder en mørk bornholmsk klippe, som følelseshavet kan banke imod.

Charme, selvtillid og headbangerhår

Hvis Orm trækker på lokale sagn for at omkranse en personlig fortælling om sorg, så griber Baest omvendt fat om et af litteraturhistoriens mest kanoniserede værker, nemlig Dantes Den guddommelige komedie – mere specifikt Inferno-delen med beskrivelsen af Helvedes ni kredse.

Det kan ikke ligefrem kaldes et originalt udgangspunkt for et metalband, og det er da på sin vis også symptomatisk for Baest, der i det hele taget ikke synes at stræbe efter originalitet, men efter at være seje.

Dødsmetal er sejt og Dantes Inferno er sejt – og det engelske death metal-band Bolt Thrower er også seje, så de får også lige en tribute, efter at vi har vandret gennem Helvede.

Ligesom den klassiske digter Vergil leder Dante gennem Helvede, så henviser Baest også hele tiden til dem, der er gået forud. De har ikke bare én guide, men en hel række metalliske pionerer, som viser dem rundt i det infernalske univers.

Baest har en solid sans for især den klassiske svenske death metal, men også amerikanske og engelske helte guider dem på vej.

Er man fan af death metal af den gamle skole, er man således i godt selskab på noget, der vel næsten kan kaldes en dannelsesrejse. Og Baest er flittige elever, enormt gode til at skabe et destillat af alt det fede ved den gamle death metal.

De har forstået, at det ikke bare gælder om at tonse løs, men at god metal også kræver solid kompositorisk nerve, dynamik, melodi. Med Venenum har Baest skabt et dødsmetallisk svendestykke til UG. Det er forbløffende godt håndværk – stor kunst er det dog ikke.

Behøver det så at være det? Fornemmer man en vis splittelse hos anmelderen, tager man ikke fejl, for nok kan det synes nemt at dissekere et værk af denne art, men jeg må også sige, at jeg bliver revet med, præcis som jeg gjorde, da jeg blev blæst bagover af Baest, første gang jeg oplevede dem live.

Det er da også især live, at bandet har formået at udbrede det onde budskab. Og det kommer uden tvivl også til at ske med numrene fra Venenum.

Baest er charme, selvtillid og headbangerhår, og når først musikken spiller, er man nødt til at give efter og elske dem – hvilket, kombineret med dygtigt PR-arbejde, også må være en grund til, at Baest nærmest er blevet folkekære trods det ekstreme udgangspunkt.

Men når musikken stopper har man alligevel en nagende mistanke om, at dette er far-rock for en generation vokset op med Entombed.

Orm: ’Ir’ (Indisciplinarian)

Baest: ’Venenum’ (Century Media)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her