Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Renée Zellweger er sensationelt god og overbevisende i rollen som Judy Garland

Renée Zellweger synger og spiller sig vej ind i publikums hjerter som Judy Garland i ’Judy’, der noget unuanceret og ikke videre sandfærdigt, fortæller om den berømte musicalstjernes sidste tid på og uden for scenen i London
Renée Zellwegger giver Judy Garland indre og ydre liv i Rupert Goolds bevægende film om den store sangerinde og musicalstjerne, ’Judy’.

Renée Zellwegger giver Judy Garland indre og ydre liv i Rupert Goolds bevægende film om den store sangerinde og musicalstjerne, ’Judy’.

Scanbox

Kultur
25. oktober 2019

»I må ikke glemme mig, vel,« siger Judy Garland i slutningen af Judy, Rupert Goolds film om den berømte sanger og skuespiller. Året er 1969, og hun står på scenen i et teater i London og bliver hyldet af et hengivent publikum, der synger videre på hendes mest berømte sang, ’Somewhere over the Rainbow’, da Judy begynder at græde og ikke selv kan fuldføre sangen.

I biografsalen havde jeg også svært ved at holde tårerne tilbage.

To måneder senere døde hun, blot 47 år gammel, af en overdosis sovemedicin, og her 50 år efter er hun på ingen måder glemt. Tværtimod huskes Judy Garland som en af filmhistoriens store musicalstjerner, der måske ikke var lige så glamourøs og traditionelt smuk, som man forventede det i Hollywood og resten af verden i 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne – man skulle helst se ud som Garlands kolleger hos MGM, Lana Turner, Elizabeth Taylor og Ava Gardner.

Men skøn var Garland, og hun havde masser af udstråling og kunne synge med en sjælden dybde, kraft og modenhed, hvilket gjorde hende til stjerne allerede i en meget ung alder.

»Jeg har stået på scenen, siden jeg var to år gammel,« siger hun flere gange i Judy.

Dæmonerne følger med

Judy, der er baseret på et teaterstykke af Peter Quilter, fortæller om Judy Garlands sidste dage. Garland, der spilles af Renée Zellweger, drikker for meget, har masser af gæld og slæber sine to børn med sig fra den ene optræden til den anden på små musiksteder, hvor hun lige akkurat tjener nok til mad og en taxa hjem.

Men luksushotellet i Los Angeles, hvor hun og børnene bor, smider hende ud, og modvilligt og ydmyget må hun tage hjem til sin eksmand, Sid (Rufus Sewell), hvor børnene kan bo og få lidt ro og stabilitet, mens hun selv rejser til London for at optræde.

Hvor hun har gjort sig upopulær hos filmselskaber og hos musikmanagere i USA, er briterne meget store fans af Judy Garland, og hun bliver modtaget som en dronning. Alle hendes dæmoner har dog taget turen med over Atlanten, og spørgsmålet er, om hun overhovedet kan stå på en scene foran så stort et publikum igen.

Tragisk klangbund

Judy er af amerikanske filmanmeldere især blevet kritiseret for at være lidt for stavepladeagtig og for at lave om på rækkefølgen af begivenheder i Judy Garlands liv. Det gør Rupert Goold og manuskriptforfatter Tom Edge bestemt, men egentlig betyder det ikke så meget, fordi portrættet af kvinden og personen bag ikonet er så rørende og stærkt, som det er. Og det skyldes ikke mindst Renée Zellwegers eminente præstation.

Den 50-årige amerikanske skuespiller, der ligesom Judy Garland har haft et had-kærligheds-forhold til både publikum og pressen, synger selv filmens sange, og selv om der ikke er samme power i hendes stemme som i Garlands, synger Zellweger godt nok til, at sceneoptrædenerne virker overbevisende.

Zellweger har fanget mimikken og gestikken og al den indre tumult, og hendes Judy er i dén grad et menneske i konflikt med sig selv og verden. Hun har så mange ar på krop og sjæl – og slæber rundt på så stort et misbrug af sprut og piller – at hun har svært ved at fungere som menneske og entertainer, samtidig med at hun lever og ånder for det bifald og den kærlighed, som kun publikum synes at kunne give hende.

Hun forsøger at være en god mor for de børn, Lorna og Joey, hun måtte efterlade hjemme i USA. Garland har også en voksen datter, Liza Minelli, som hun føler, at hun har svigtet, og hendes mål med turen til England er at tjene penge nok til at kunne betale sin gæld og købe et hus til sig selv og de mindste børn.

Det er bevidstheden om, at denne drøm aldrig går i opfyldelse for hende, som giver filmen en tragisk klangbund, samtidig med at Zellweger får tegnet et nuanceret og bevægende portræt af en kvinde på kant med livet på snart sagt alle måder.

MGM’s monster

Man kan undre sig lidt over, når nu Judy er så interesseret i Judy Garlands rolle som mor, at sangerens eget monster af en mor ikke er med i filmen. Moren bliver kun nævnt i en bisætning – og ikke for det positive – og spøgelset i Judys fortid bliver i stedet en monstrøs udgave af studiebossen Louis B. Mayer fra musicalselskabet over dem alle, MGM.

Han er en stor og uhyggelig skikkelse (spillet af Richard Cordery), der skiftevis lokker 16-årige Judy (Darci Shaw) med stjernestatus og truer hende med bortvisning under optagelserne til gennembrudsfilmen, Troldmanden fra Oz (1939), hvis ikke hun makker ret og spiser sin amfetamin, overholder sin diæt og stiller op til alle selskabets iscenesatte øjeblikke fra ’hendes’ privatliv: Fødselsdage og dates med den jævnaldrende stjerne Mickey Rooney (Gus Barry).

Ingen tvivl om, at Judy Garland – der var født Frances Gumm – havde en svær opvækst, hvor der blev krævet alt for meget af hende, og hvor hun aldrig fik lov til at være barn eller ung. Hun fik at vide, at hun ikke var attraktiv nok, at hun skulle tabe sig, og hun led livet igennem af lavt selvværd og rystende usikkerhed i forhold til sine evner og sit udseende, som også MGM forsøgte at ændre på, selv om hun en overgang var deres største stjerne.

Det resulterede i et kaotisk privatliv – Garland blev gift fem gange – flere selvmordsforsøg og en karriere, der blev skudt i sænk på grund af hendes misbrug og en skrøbelig psyke, der gjorde hende uberegnelig og mere end vanskelig at have med at gøre. Hun sagde engang, at hendes selvskadende adfærd i høj grad var et forsøg på at skade dem, der var afhængige af hende.

Den søde pige

Inden det så at sige gik så galt, var Judy Garland dog blevet en af den amerikanske musicals helt store skikkelser. Hun spillede ofte den søde, velsyngende pige, som helten til at begynde med ikke ænser, fordi hun angiveligt ikke er lige så smuk og forførende som de andre piger, han har kastet sin kærlighed på.

Første del af Garlands karriere er fuld af den slags roller – blandt andet i komediefilmserien om Andy Hardy, hvor hun spillede over for Mickey Rooney – også da hun reelt var for gammel til dem. Selv efter, at hun betog en hel verden i rollen som godhjertede Dorothy, der i den brillante Troldmanden fra Oz hjælper en løve, et fugleskræmsel og en blikmand med at finde de karakteregenskaber, de hver især mangler, havde hun svært ved at bryde fri af den form for fantasiløshed og typecasting.

Men hun var altid god og troværdig i sine roller – og dén stemme! – og de blev med tiden større og fyldigere, for eksempel i populære, succesfulde musicals som Easter Parade (1948), Meet Me in St. Louis (1944) og The Pirate (1948), hvor hun spillede over for blandt andre Fred Astaire og Gene Kelly og på ingen måder havde svært ved at følge med dem i dans og da slet ikke i sang, tværtimod.

Meget af historien

Det var dog først med George Cukors bittersøde musical A Star Is Born fra 1954, at Judy Garland for alvor fik mulighed for at vise, hvad hun kunne som skuespiller, men det var på et tidspunkt, hvor hendes skuespilkarriere stort set var forbi.

I filmen spiller hun Esther Blodgett, der drømmer om at slå igennem som skuespiller, og som får chancen under navnet Vicky Lester, da hun møder og falder for den noget ældre, fordrukne filmstjerne Norman Maine (James Mason). Og mens hun bevæger sig op mod toppen af Hollywoods hierarki, glider han langsomt ned mod bunden, og resultatet er sine steder morsom, men også en dramatisk og dybt tragisk fortælling om berømmelsens pris og umulig kærlighed.

Det er en blændende film, som også rummer paralleller til Garlands eget liv og karriere. Filmen er for nylig blevet genindspillet med Lady Gaga og Bradley Cooper i hovedrollerne.

I takt med at der op gennem 1950’erne og 1960’erne blev længere mellem filmrollerne, nød hun enorm succes som sangerinde på både scenen og på plade. Men misbruget og et skrantende helbred lagde hindringer i vejen, mens en kæmpe skattegæld betød, at hun ikke havde råd til at trække sig tilbage og få den ro og hvile, hun havde brug for.

Det lykkes Rupert Goold at få fortalt meget af denne tragiske historie i Judy, som sagt med en del kunstnerisk frihed, og Renée Zellweger formår ikke bare at levere en god imitation af sangeren, men får os – mig – til at tro på, at hun er Garland. Det vil jeg ikke lige sådan glemme, ligesom jeg heller ikke vil glemme Judy Garland selv. Hun er stadig deroppe et eller andet sted over regnbuen ...

’Judy’. Instruktion: Rupert Goold. Manuskript: Tom Edge. Fotograf: Ole Bratt Birkeland. Længde: 118 minutter. (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her