Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Et rigt kulturliv er ikke kun flødeskum på den velstillede borgers lagkage – det er en forudsætning for, at vi kan forholde os seriøst til klimakrisen

Klimakrisen kan ikke løses med overfladisk symptombehandling, men kræver en grundlæggende ændring i vores kulturs verdensopfattelse, lyder hovedargumentet i fysiker og musiker Anders Holst Bodins bog ’Klimakrisens rødder’
Kultur
4. oktober 2019

Klimadepression er en ganske virkelig ting i vores tid. Mange mister modet i takt med en stigende erkendelse af, hvor uholdbar vores nuværende samfundsudvikling er, og hvor utilstrækkeligt lidt der bliver gjort for at ændre den.

Det medfører en etisk fordring for enhver klimaforfatter: Hvis man vil skrive seriøst om klimakrisen, må man tage hånd om sin læser. Der følger et ansvar, når man vil vise nogen noget, der ikke er til at holde ud at se.

Anders Holst Bodin er sig fuldt ud bevidst om dette ansvar i sin debutbog Klimakrisens rødder. Han er ph.d. i fysik og har forsket i bæredygtig energiudvikling. Samtidig spiller han klarinet, har gået på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og været i mesterlære hos Peter Bastian. Hans uddannelsesprofil forener altså naturvidenskabelige og humanistiske discipliner. Det kommer til udtryk i bogens veloplagte blik for både den ydre og indre virkelighed.

Anders Holst Bodin: ’Klimakrisens rødder’.

Gucca
Igennem bogen løber en strøm af optimisme (ikke at forveksle med jubeloptimisme), som gør det muligt at se de deprimerende statistikker og prognoser og rent faktisk fortsætte med at læse. Selv om analyserne ofte har nedslående konklusioner, følges de altid op af konkrete løsningsforslag. Der er noget overraskende opløftende over blandingen af klarsynet kynisme og pragmatisk opbyggelighed.

Det føles, som om nogen italesætter elefanten i rummet uden at skælde ud og forsøge at udpege den skyldige, der har lukket den ind. I stedet forsøger han at indlede en dialog om, hvordan vi kan komme til at leve med den og måske endda med tiden få hjulpet den ud igen.

Vi hører mange bud på, hvor vi skal sætte ind, hvis klimakrisen skal løses: teknologi, markedsregulering, styreformer, forbrug. Bodins bud er derimod: kulturen.

Med udgangspunkt i ledelsesteoretikeren Peter Senges isbjergsmodel argumenterer Bodin for, at forandringer i vores kulturelle rammer for forståelse går forud for strukturelle ændringer.

»Som kultur er vi defineret af en række førrationelle grundfortællinger, en samling af ubevidste antagelser, som definerer hele vores verdensbillede. Det er på det niveau, problemerne skal løses.«

Og hvad betyder det så? Det betyder, at det ikke går langsomt med den grønne omstilling, fordi befolkningen og politikerne er egoistiske eller uoplyste, men fordi vores fælleskulturelle verdensopfattelse ikke længere stemmer overens med den tidsalder, vi lever i.

Et levn fra fortiden: lykken er lige på den anden side af et nyt produkt eller en ny rejse

Der hersker ifølge Bodin (og mange andre) en vækstmentalitet, som går ud på, at vækst i sig selv altid er et gode. Denne mentalitet er dog et levn fra tidligere tider, hvor BNP’en var væsentligt lavere, og øget velstand derfor betød øget velvære.

I dag lever vi til gengæld i Danmark i det, Bodin kalder en postmateriel tid. Det betyder, at de fleste af os allerede er så velstillede, at flere penge og produkter ikke bidrager til vores livskvalitet. Men det forhindrer os ikke i at blive ved med at gentage en kulturel fortælling om, at lykken er lige på den anden side af et nyt produkt eller en ny rejse.

Observationen er ikke særegen, men det er til gengæld pointen, den bruges til at fremføre: Vores forfædre ønskede ikke, at vi skulle fortsætte med at arbejde lige så hårdt som dem. De ønskede et samfund, hvor velstanden blev omdirigeret til et rigere kulturliv, der kunne sikre sine individers dannelse og livskvalitet.

Og et rigt kulturliv er ikke kun flødeskum på den velstillede borgers lagkage – det er en forudsætning for, at vi som fællesskab og individer bliver i stand til at forholde os seriøst til klimakrisen.

Bodin understøtter denne pointe med et væld af analyser, som umuligt kan gøres rede for på en enkelt avisside. Men det er alligevel værd at hive hans mest rammende samtidsdiagnose frem: den moralske subjektivisme.

Den moralske subjektivisme er forestillingen om, at enhver selv har ret til at afgøre, hvad de synes er rigtigt og forkert. Det er på grund af den, at det opfattes så provokerende, når nogen fortæller os, at vi ikke må spise kød eller flyve.

Den stammer fra en tid, hvor individets frigørelse fra undertrykkende systemer var en nødvendig og ærværdig kamp. I dag lader den stærke tro på en sand indre kerne, som vi skal have held med at udfolde, dog til i højere grad at medføre mentalt stress end reel frigørelse.

Med klimakrisen er vi nødt til at finde en fælles forståelse af situationen og behovet for løsning, som vi rent faktisk kan blive enige om at holde hinanden op på. Mavefornemmelse kan ikke være vores eneste moralske kompas.

Det er et ambitiøst projekt at forene to af de mest luftige fænomener, man kan forestille sig: klima og kultur. Det lykkes overraskende godt, og det er først og fremmest takket være en simpel og klar komposition.

Bogen er bygget op i tre dele: Første del etablerer en brændende platform: Vækstmentaliteten og den antropocæne tidsalder, vi lever i, har medført en række problemstillinger, som vores samfundsstruktur og kulturfællesskab (eller manglen på samme) ikke evner at håndtere.

Anden del diagnosticerer vores kulturelle forhindringer og diskuterer muligheden for at overkomme dem.

Tredje del forsøger at tilbyde løsninger på de præsenterede problemstillinger samt optegne de væsentligste spørgsmål, vi som privatpersoner og samfund bør stille os selv.

Gennem et stærkt kulturliv kan dialogen om moral og værdier skabe reel forandring

Klimakrisen er svær at forholde sig til, fordi den udfolder sig på så mange forskellige niveauer. Det er ikke nogen smal opgave at se koblingen mellem en plastikpose i hånden og en smeltende gletsjer to år senere på den anden side af kloden.

Men Bodin har succes med at skabe overblik, fordi han mestrer en bred palet og anvender den til at anlægge et bredt perspektiv.

Rent indholdsmæssigt bevæger teksten sig hen over et bredt og forskelligartet udvalg af kilder og teorier. På to sider kan teksten bevæge sig fra Socialdemokratiets valgprogram fra 1945 hen over tal fra Verdensbanken, Svend Brinkmann, Aristoteles og til sociologiprofessor Hartmut Rosa.

Samtidig bevæger teksten sig med sikker føring mellem niveauer og skalaer: Fra det helt nære og håndgribelige ved anekdoter fra forfatterens eget liv til det globale og svært begribelige ved ændringer over lang tid i temperaturer, biodiversitet, befolkningstal og BNP.

Og sproget er klart og præcist, uanset om blikket er naturvidenskabeligt eller humanistisk. Det er desuden forfriskende at læse en forfatter, der overbevisende kan opstille og anvende en matematisk formel til at koble økonomiske forudsigelser fra OECD med klimarapporter fra FN’s klimapanel ICPP og 50 sider senere uden forbehold kan bruge en formulering som »menneskelig blomstring«.

I den sympatisk motiverede ambition om at forene naturvidenskabens og humanismens sprog mærker man tydeligt åndsfællesskabet med Bodins afdøde læremester, Peter Bastian.

Ifølge Bodin er vi alle politikere, der i vores daglige liv bevæger os mellem forskellige niveauer af indflydelse. Men vi er aldrig fuldkommen fri for indflydelse hverken fra eller andre. Det er et grundvilkår, vi må acceptere. Der er ingen frihed i at bilde sig ind, at man er en ø.

Vi har et fælles ansvar, som vi kun kan løfte, hvis vi føler os som et fællesskab. Det er ikke en nem opgave at skabe fælles forståelse, men den bedste mulighed er, ifølge Bodin, et stærkt kulturfællesskab. Ikke et ekskluderende og nationalistisk, men alligevel ét der er rodfæstet i vores delte kulturarv. Gennem et stærkt kulturliv kan dialogen om moral og værdier blive tilpas nuanceret og medmenneskelig til, at reel forandring kan finde sted.

Men det kræver, at der kommer politisk vilje til at investere i kultur(fællesskaber), hvor vi kan mødes og finde sammen i et fællesskab båret af lyst såvel som ansvar. I stedet for at vi går hver for sig og føler os enten utilstrækkelige eller helt uden ansvar.

Egentlig kan det ikke siges meget bedre, end den afdøde tegner og forfatter Rune T. Kidde gjorde det:

»Frihed er at være bundet med de rette bånd.«

Anders Holst Bodin: ’Klimakrisens rødder’. Multivers, 284 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her