Det er sjældent, at titler på erindringer er gådefulde. Men også her formår den tidligere socialdemokratiske toppolitiker Ritt Bjerregaard at bryde med konventioner. Hun kalder det hidtil seneste bind, det tredje, af sine erindringer Udenfor. De handler om perioden fra 1991 op til vore dage.
Og her kan en læser stejle: Ritt var da ikke udenfor, så længe hun stadig valgte at være i politik! I årene efter 1991 var hun stadig højtprofileret folketingsmedlem, 1994-99 var hun Danmarks EU-kommissær, 2000-2001 fødevareminister, så igen folketingsmedlem og 2006-2010 Københavns overborgmester. Det er da at tilhøre den danske elite af magthavere.
Ritt Bjerregaard: 'Udenfor – Erindringer III'.
Læseren må selv gætte. Og et godt gæt er, at det er en underforstået hentydning til magtspillet i de øverste socialdemokratiske lag. Skiftende ledelser – Nyrup, Lykketoft, Thorning – prøvede at holde Ritt udenfor. Når det ikke lykkedes dem, skyldes det, at hun var smartere til julelegene end de.
Magtdelingen
Forud var gået, at Ritt fra midten af 1980’erne udgjorde den ene halvdel af den øverste ledelse; den anden var Svend Auken. Som Ritt selv forklarer i bogen:
»Siden Anker trak sig som formand, og Svend overtog formandskabet, havde vi levet med den aftale, vi havde indgået: Han skulle være partiformand og politisk ordfører, sidenhen statsminister. Jeg skulle være gruppeformand og sidenhen udenrigsminister. Vi ville støtte hinanden i tykt og tyndt.«
I begyndelsen gik det fint. Ritt holdt styr på sagerne, og Svend holdt inspirerende taler. I 1990 fik Socialdemokratiet et nydeligt valg: 37,4 procent af stemmerne. Men det var ikke nok til at sætte Auken ind i Statsministeriet. De borgerlige midterpartier, især De Radikale, var utrygge ved, at Aukens letbevægelige sind ville lede ham til uansvarlig politik. Den konservative Poul Schlüter kunne fortsætte.
Det skabte uro i Socialdemokratiet om Aukens forbliven på lederposten. Samtidig hængte Ritt en møgsag om halsen på Svend. I kraft af gode forbindelser havde hun fået en fin lejlighed på det københavnske Vesterbro. Den skulle hun bruge til de selskabelige sammenkomster, hendes udenrigsordførerstilling pålagde hende, henviste hun til. Men hun ville ikke opgive det særlige tillæg, som Folketinget gav hende for officielt at have bopæl på Fyn.
Resultat: En vild medieballade, som Auken ikke kunne formå Ritt til at standse ved at give afkald på tillægget. En udmattet Auken afsatte Ritt som gruppeformand og indsatte sig selv, skønt han var et rodehoved til alt praktisk. Auken mistede grebet, også fordi Ritt modarbejdede ham. Poul Nyrup Rasmussen meldte sig – ansporet af De Radikale – som modkandidat til Auken. Nyrup vandt på den ekstraordinære partikongres i april 1992. Ritt forklarer i bogen:
»Selv om min kreds havde støttet Poul Nyrup ved afstemningen, var vi politisk langt mere på Svends linje, og også derfor var det uden den store begejstring, vi modtog resultatet af afstemningen.«
Tropper op
Ritt og hendes nærmeste i folketingsgruppen tropper op til Poul Nyrups sejrsfest hjemme i hans Østerbro-lejlighed. Ritt fortæller i bogen:
»Det gav lidt hævede øjenbryn hos nogle af deltagerne, der gerne så, at vi blev holdt helt ude, selv om vi havde støttet Poul. Det havde vi ikke tænkt os. Vi var klar til også at sikre os en plads i den videre udvikling af Socialdemokratiet.«
Efterfølgende bliver Schlüter væltet af Tamilsagen, og de borgerlige midterpartier svinger over til Nyrup, der går i gang med at danne ny regering.
Ritt venter spændt hjemme ved telefonen. Hvad har Nyrup at tilbyde hende? Helst vil hun være udenrigsminister, ellers miljøminister. Nyrup ringer først næste morgen. Ritt fortæller:
»Så vidste jeg, at jeg var en af de sidste i køen, der skulle med i regeringen – pladserne var besat, før Nyrup nåede til mig. Han kunne godt tænke sig, at jeg blev trafikminister.«
Trafikminister! Man ser for sit indre blik Ritt Bjerregaard som Muppet-dukkernes Miss Piggy, der forarget-krænket slynger halstørklædet:
»Moi! Trafikminister!«
Hun siger nej. Sine bevæggrunde forklarer hun nu således:
»Det undrede mig ikke, at De Radikale skulle have udenrigsministerposten – så slap Poul for besværet med, om det skulle være Svend Auken eller mig. Han havde nok heller ikke lyst til at have nogen af os så tæt på sig selv.«
Værre endnu:
»Jeg anede en plan bag ideen om, at det netop var Trafikministeriet, jeg fik tilbudt, så jeg kunne kæmpe med Svend. Det var mig, der skulle forsvare bilisme og motorveje, og Svend, der skulle have alt det grønne, som jeg i årevis havde arbejdet med i folketingsgruppen, og som interesserede mig.«
Ritt går ud i medierne og forklarer, hvorfor hun fandt Nyrups tilbud under sin værdighed. Så var krigserklæringen blevet gensidig.
Bitter pointe
Som sin bitre pointe på historien noterer Ritt:
»Desværre fik jeg endnu en gang understreget, at flinkhed og hjælpsomhed ikke er adgang til en spændende post. Der skal hårdere midler til, og dem måtte jeg efterfølgende i gang med at bruge.«
At Nyrup havde haft anledning til at opfatte Ritt som flink og hjælpsom, vil mange nok bestride. Men interessant er det at følge, hvilke »hårdere midler« Ritt tog i anvendelse for at tvinge Nyrup til at udnævne hende til noget spændende: Hun kastede sig over EU – for at blive den næste EU-kommissær. Hun får sig valgt som formand for Den Danske Europabevægelse. Det er ganske vist Europa, hun interesserer sig for, og ikke foreningen.
Ritt forklarer:
»Det kom til at volde mig kvaler undervejs, fordi foreningen viste sig at bygge på et meget stort bureaukrati med forretningsudvalg, hovedbestyrelse, lokalforeninger, landsmøder mv. Alt det, jeg kendte fra Socialdemokratiet, men havde holdt mig på afstand af. I Europabevægelsen kunne intrigerne rigtig trives. Der var mange små ’næsten-politikere’.«
Nogle ville mene, at det, som Ritt Bjerregaard her væmmes ved, er det danske foreningsdemokrati. Men det er altså de andre, der står for intrigerne, mens Ritt loyalt profilerer Europa og sig selv, bl.a. ved at føre kampagne for et dansk ja til Edinburgh-afgørelsen i 1993 og ved at mødes med den hidtidige danske kommissær, Venstres Henning Christophersen og journalister i Bruxelles i april 1994.
Hun noterer:
»På det næstfølgende møde i landsorganisationen for Europabevægelsen eksploderede intrigerne, og jeg valgte helt at trække mig ud den 16. april 1994.«
Knald eller fald
Men da har bevægelsen også gjort sin nytte for Ritt. Hun har fået høj profil på EU. Om sin stilling forud for folketingsvalget i september 1994 noterer hun:
»Det var en valgkamp, der var knald eller fald for mig – den ville afgøre mine politiske muligheder fremover. Antallet af stemmer ville bestemme, hvad Poul Nyrup var nødt til at tilbyde mig.«
Og hurra. Ritt mangedobler sit personlige stemmetal og får 37,5 procent af de personlige S-stemmer på Fyn. Men Nyrup er længe om at henvende sig til Ritt. Det viser sig, at han først skal nedkæmpe ambitionerne hos den hidtidige landbrugsminister Bjørn Westh.
Men jo, over en kop kaffe fortæller Nyrup Ritt, at hun skal være kommissær. Hun reflekterer over for læseren:
»Fordelen ved det var også, at jeg så ikke skulle være en del af regeringen – det spillede nok også en rolle for Poul.«
Nyrup vil godt snakke ærligt. Til Ritt siger han ifølge hendes gengivelse:
»Ja, du og jeg har en naturlig alliance, hvor vi kan snakke fortroligt med hinanden, fordi vi opfatter de samme ting. ’Det var noget andet med Svend og mig’, mente han, for Svend kom fra et helt andet miljø og havde fået så meget forærende.«
Ritt sammenfatter:
»Det blev en hyggelig samtale, og jeg havde ingen problemer med at love et tæt samarbejde. Dengang vidste jeg ikke, at det var en form, Poul havde, at han gang på gang inviterede folk til et tæt samarbejde.«
Og Ritt konstaterer:
»Han levede aldrig efterfølgende op til gestussen, og vi fik i mine år som kommissær aldrig noget fortroligt forhold. Arbejdsmæssigt fungerede det i nogle af årene, i andre overhovedet ikke.«
Om Nyrups løfter bemærker Ritt:
»Måske havde han glemt det, så snart jeg var ude ad døren.«
Når denne anmeldelse gør så meget ud af, hvorfor Ritt bruger beskrivelsen »udenfor« om sine tilsyneladende magtfulde år, skyldes det, at hendes tekst giver et dybt indblik i socialdemokratiske magtforestillinger og -spil. Her er hun simpelthen en enestående kilde – på grund af sin placering og på grund af sin iagttagelsesevne og mangel på lyst til at sløre realiteterne.
Hendes bog indeholder også instruktive beskrivelser af, hvad en EU-kommissær bruger sine kræfter på, og hvordan man driver økologisk æbleplantage. Men det er i afdækningen af det politiske magtspil, hendes unikke force ligger.
Ritt Bjerregaard: ’Udenfor – Erindringer III’. 336 s., ill. 300 kr. Politikens Forlag.
