Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hans Rønne har skabt en hjertevarm, Niels Hausgaardsk monolog om livets sidste epoke

Teaterveteran Hans Rønne er aktuel med monologen ’Det begynder at blive koldt om fødderne’ på teater Svalegangen i Aarhus. En både morsom, rørende og eftertankevækkende lille forestilling om livet iscenesat af Lars Knutzon
I Hans Rønnes nye forestilling står han alene på scenen i en lun monolog om livet og døden og alt derimellem. Teksten har han selv skrevet, hvilket giver den et ekstra personligt præg.

I Hans Rønnes nye forestilling står han alene på scenen i en lun monolog om livet og døden og alt derimellem. Teksten har han selv skrevet, hvilket giver den et ekstra personligt præg.

Foto fra teaterforestillingen

Kultur
24. oktober 2019

Hans Rønne er efterhånden blevet en veteran inden for dansk teater. Han er ofte garant for det tankevækkende, nære og morsomme. I hans nye forestilling Det begynder at blive koldt om fødderne står han alene på scenen i en lun monolog om livet og døden og alt derimellem. Teksten har han selv skrevet, hvilket giver den et ekstra personligt præg.

En unavngiven mand på alder med Rønne selv deler sine tanker om døden, tro, kærlighed, gode sko, tandlæger og dårligt blodomløb i skøn forening. Ikke på en belærende eller særlig filosofisk vis, men mere som en stream of consciousness, hvor ordene dukker op spontant i løbet af en samtale, hvor det ene emne forsvinder over i det næste.

Rønne lægger blødt ud med en snak om at have kolde fødder og derfor have fokus på gode sko. Han kommer ind på scenen med en skoæske fra Nike i hånden og fortæller begejstret om de nye sko og deres »stabiliserende vaffelsål«, der er inspireret af poterne på en cockerspaniel.

Det hele virker let og humoristisk med en klimprende guitar i baggrunden. Men næsten umærkeligt får han drejet snakken over på noget mere eksistentielt. For han ligger der i sengen om natten »med kolde fødder som en kommende afdød«.

På ganske kort tid kommer vi fra nye sko til gamle venner, der dør på stribe. Talen falder naturligt, og publikum er med på turen fra de første mange latterudbrud til en mere udtalt tavshed, efterhånden som emnerne bliver tungere.

Når døden kommer for nær, følger tankerne med

Siden 2008, hvor dødsfaldene i hans vennekreds satte ind, er han begyndt at fryse om fødderne. Sikkert på grund af dårligt blodomløb, som gør det vanskeligt at få blod nok til »udkantsområderne«. I en enkel fortælling med finurlige kommentarer, der mange steder minder om Niels Hausgaards tørre humor, byder Hans Rønne publikum ind i tankerne hos en mand, der er nået dertil i livet, hvor døden ikke længere er utænkelig.

Han fortæller om nære venner, der er døde, og om den lille nabopiges kat, der blev kørt over. Men selv om temaet er stort, og det er en grundlæggende præmis for vores eksistens, at vi skal dø, så opnår Hans Rønne i Lars Knutzons kyndige instruktion en fin balance, der mestendels hælder mod det morsomme, men alligevel visse steder får de små forræderiske tårer til at pible frem i øjenkrogen.

Gitte Baastrup har holdt scenografien så enkel, som det næsten kan gøres uden helt at udelade den. En hvid baggrund, der forsætter hen over gulvet, danner et rum for fortællingen. Derudover er der kun en enkel træbænk med to stolerygge påsat i den ene ende. Det hele omkranses af Poul Jepsens gyldenvarme lyssætning, der som Rønnes ord spiller på kontrasterne. Enten er der lyst, eller også er der helt mørkt på scenen.

Alt dette skaber rammerne for fortællingen, der bæres af Hans Rønnes charmerende, naturlige fremtoning og hans udtryksfulde gestik. Han skaber selv de rum og de mennesker, han fortæller om.

I sin beskrivelse af den femårige nabopiges mindehøjtidelighed for den nyligt afdøde kat i familiens baghave er han på samme tid sig selv og barnet. Når han er den gamle mand på bænken, kigger han skråt ned, som så han på barnet, mens han taler.

Og når han er barnet, kigger han modsat op, mens hele hans mimik og holdning ændres og gives et barnligt udtryk. Det er såre simpelt og en klassisk løsning, men det fungerer vældig fint. Det er som at iagttage en samtale mellem flere personer, selv om vi hele tiden er bevidste om, at Hans Rønne er mutters alene på scenen.

Det begynder at blive koldt om fødderne er lidt som at få et kram af en god ven. Forestillingen giver varme og skaber rum for latter midt i svære emner, som på intet tidspunkt bliver for hårde. »Jeg skal dø en dag. Alle de andre dage vil jeg gerne leve,« siger vennen Allan med Hans Rønnes stemme. Og det indrammer meget fint essensen af forestillingen, som er en nøgtern konstatering af, at vi alle skal dø – uanset om vi tror på noget eller ej.

’Det begynder at blive koldt om fødderne’. Produceret af ’Teatret’ i Aarhus. Tekst: Hans Rønne. Instruktør: Lars Knutzon. Scenograf: Gitte Baastrup. Lys: Poul Jepsen. Medv: Hans Rønne. Oplevet på Teatret Svalegangen. Forsætter turnéen til Thy Teater, Teater V, Team Teatret og Teatret Møllen frem til 30. december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her