Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Sarah Connor er tilbage og sparker røv som aldrig før i den nye Terminator-film

Tim Millers ’Terminator: Dark Fate’ taber pusten mod slutningen, men er indtil da en velformet efterfølger til James Camerons 28 år gamle ’Terminator 2: Dommedag’
Sarah Connor (Linda Hamilton) sparker stadig røv – her sammen med en gammel ’ven’ (Arnold Schwarzenegger) – i Tim Millers ’Terminator: Dark Fate’.

Sarah Connor (Linda Hamilton) sparker stadig røv – her sammen med en gammel ’ven’ (Arnold Schwarzenegger) – i Tim Millers ’Terminator: Dark Fate’.

Nordisk Film/20th Century Fox

Kultur
31. oktober 2019

Det er ikke tilfældigt, at det er tre kvinder, som har hovedrollerne i det seneste kapitel af Terminator-sagaen, Terminator: Dark Fate. Det bliver endda sagt på et tidspunkt i filmen, at det ikke er en mand, men en kvinde, der i fremtiden vil redde verden fra en grum, grum skæbne – og ikke som mor til en mand, hvis skæbne det er at redde verden, men som sig selv.

Det er ret forfriskende, også i en franchise, der fra begyndelsen i 1984 allerede gav god plads til kvinderne.

Terminator: Dark Fate, der er instrueret af Tim Miller (Deadpool), er produceret af James Cameron, manden bag serien, og han har valgt at skrue tiden 28 år tilbage til Terminator 2: Dommedag (1991) og derved ignorere film tre og fire i serien.

Det er et klogt valg. Historien var i dén grad kommet på afveje, og nu genstartes der i årene efter, at Sarah Connor (Linda Hamilton) har stoppet den dræberrobot, en såkaldt terminator, som intelligente, menneskeundertrykkende maskiner i fremtiden har sendt tilbage for at dræbe hendes søn, John, og således stoppe det oprør mod maskinerne, han som voksen kommer til at stå i spidsen for.

Det viser sig dog, at flere terminatorer er på jagt efter John, og det lykkedes en af dem at få ram på ham.

Velformet fortælling

Terminator: Dark Fate springer frem til nutiden, hvor en ung, mexicansk kvinde, Dani (Natalia Reyes), må se sig jagtet af en ny generation fremtidsrobot, der er endnu mere avanceret og svær at stoppe. Heldigvis får Dani, der selv ikke aner, hvad der foregår, hjælp af Grace (Mackenzie Davis), et menneske med særlige evner, som er blevet sendt tilbage fra fremtiden. Og søreme om ikke den aldrende, men ikke mindre røvsparkende Sarah Connor også dukker op med en solid omgang paranoia og et våbenarsenal af de større i bagagerummet.

Og så er banen ellers kridtet op til en på mange måder velformet og velfortalt film, der handlingsmæssigt minder meget om Terminator 2: Dommedag, og som giver James Cameron mulighed for at udbygge sit univers med endnu flere film, som følger Danis oplevelser – og leger med vores stigende frygt for kunstig intelligens, tænkende robotter og de morderiske tendenser, vi måtte have givet videre til dem.

Den nye terminator, der kan tage skikkelse af enhver, den rører ved, og som ovenikøbet kan dele sig i to og angribe fra flere sider, er en uhyggelig og tilsyneladende ustoppelig fjende. Men Grace, der både har flere kræfter og kan holde til mere end almindelige mennesker, er en formidabel kriger, som vil gøre hvad som helst for at beskytte Dani.

Det samme er Sarah Connor, som har brugt de mange år, der er gået siden Johns død, på at jagte og tilintetgøre de terminatorer, som med jævne mellemrum dukker op i vor tid.

En anonym kilde – hvem kan det dog være? – sender hende oplysninger om tid og sted, hver gang én af dem er på vej, og så pakker hun sine våben og tager afsted.

Gamle kendinge

Det er en udelt fornøjelse at se Linda Hamilton tilbage i rollen som en ældre og mere kynisk Sarah Connor, der er eftersøgt af myndighederne i ikke færre end 50 amerikanske stater, og som bruger vreden og sorgen over sin søns død som brændstof.

Hun og Mackenzie Davis, der spiller Grace, er et godt match – først kan de ikke udstå hinanden og stoler heller ikke på hinanden, men de finder hurtigt ud af, at de er nødt til at kæmpe side om side, hvis de og Dani skal overleve.

En anden gammel kending dukker også op, og selv om det ikke som sådan er overraskende – han er med i traileren – er det faktisk ganske rørende og lidt morsomt.

Indimellem, især i sidste halvdel af filmen, mister handlingen i bogstavelig forstand jordforbindelsen – der indgår et militært transportfly og en dæmning. Alt kan lade sig gøre i en computer, men hvis ikke det, man ser, har tekstur og tyngde, fungerer det ikke. Så ryger troværdigheden, og det bliver hverken farligt eller spændende, selv om det går hårdt for sig.

Terminator: Dark Fate er bedst, når den holder sig på jorden og på én gang er medrivende karakterdrama og tempofyldt, intens spændingsfilm om mennesker på flugt med hele verdens skæbne på deres skuldre.

Og få skuldre bærer det lige så cool og værdigt som Linda Hamilton, Mackenzie Davis og Natalia Reyes – fremtiden er i dén grad en kvinde.

’Terminator: Dark Fate’. Instruktion: Tim Miller. Manuskript: David S. Goyer, Justin Rhodes og Billy Ray. Fotografi: Ken Seng. Længde: 128 minutter. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her