Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Snedronningen’ er en fabelagtig opera med en dyb resonans

Hans Abrahamsen har begået endnu et bemærkelsesværdigt værk, hans første opera. I ‘Snedronningen’ efter H.C. Andersens eventyr viser han, hvor frit, frodigt og dybsindigt man fortsat kan komme overens med en genre, der er tynget af klicheer og konventioner
Det Kongelige Kapel var hele vejen i sit es under den eminente Robert Houssart og meddirigent Ian Ryan. Som kontrapunkt til denne rigdom af musik drages man på scenen gradvis ind i en drømmeverden af lys, refleksioner af spejlsplinter, sne og stjernebilleder, sommetider i rolige bevægelser, sommetider i vilde eksplosioner. Det er herfra, historiens grundtemaer udgår, skriver Valdemar Lønsted.

Det Kongelige Kapel var hele vejen i sit es under den eminente Robert Houssart og meddirigent Ian Ryan. Som kontrapunkt til denne rigdom af musik drages man på scenen gradvis ind i en drømmeverden af lys, refleksioner af spejlsplinter, sne og stjernebilleder, sommetider i rolige bevægelser, sommetider i vilde eksplosioner. Det er herfra, historiens grundtemaer udgår, skriver Valdemar Lønsted.

Per Morten Abrahamsen

Kultur
16. oktober 2019

Snedronningen ligger dér som en funklende juvel, når man slår op og finder frem til den i det første bind af H.C. Andersens samlede eventyr og historier. Det handler om børnene Gerda og Kay og deres kærlighed, som i sidste ende overvinder alverdens ondskab.

Det er fortalt med en dybde i tanken, en godhed i hjertet, et ironisk smil på læben, og med en suveræn evne til at afdække evige menneskelige problemstillinger. Men måske har Snedronningen ligget og ventet i langt mere end hundrede år på, at en Hans Abrahamsen skulle komme forbi for gennem sin musik at tydeliggøre eventyrets kraftfulde oplevelsespotentiale.

Det er nu sket. Og sikke en fabelagtig opera, han har komponeret og realiseret som helstøbt musikteater i samarbejde med librettisten Henrik Engelbrecht, instruktøren Francisco Negrín, dirigenten Robert Houssart og en lang række sangere, lysmagere og teaterfolk.

Sang har ellers ikke været det første, man forbandt med Hans Abrahamsen. Indtil den sublime sangkreds let me tell you, skrevet til sopranen Barbara Hannigan, kom i 2013, opført med hende i maj i år, da Abrahamsen modtog Léonie Sonnings Musikpris. Man kan sige, at han er sprunget helt ud af skabet med Snedronningen.

Der er ingen tvivl om, at det har taget sin tid at komme overens med operagenren, tynget, som den er, af fortidens klicheer og konventioner; den første skitse stammer fra 2007, og arbejdet med let me tell you har sikkert været et kærkomment laboratorium undervejs.

Sangen med vingeslag

Det sanglige element er subtilt integreret i den bestandigt varierede orkestermusik, for det er med orkestret, Abrahamsen genfortæller Andersen, angiveligt med genbrug af blandt andet stof fra kanonværket Schnee for ni musikere. Men der sker en bemærkelsesværdig udvikling med det sanglige udtryk.

I begyndelsens uskyldige legeverden synger Gerda, Kay og bedstemoderen i et messende taleleje, men da Kay har fået splinter fra det knuste djævlespejl i hjerte og øje og ændrer sig til et koldt forstandsmenneske, udtrykker han – sunget af den fine finsk-tyrkiske mezzosopran Melis Jaatinen – sin begejstring for snefnuggenes geometriske perfektion fremfor blomsternes skønhed i et tonesprog, der vokser frem som en hyldestarie.

Gerda – slet og ret hovedpartiet og strålende sunget af sopranen Sofie Elkjær Jensen – udvikler sit udtryk i forhold til de skikkelser, hun møder i sin søgen efter sin Kay, der er bortført af Snedronningen højt mod nord.

Oprevet klagesang i dialogen med damekorets blomster i den gamle kones have og ekspressive toneranker i scenen med de truende krager. Og i Sneedronningens slot griber Abrahamsen – måske tilskyndet af Hannigans manuduktioner i forbindelse med let me tell you – tilbage til den tidlige italienske barok og lader Gerda synge kortvarigt i Claudio Monteverdis stile concitato, en sindsbevæget madrigalstil med hurtige tonegentagelser. Men operaens vokale højdepunkt indfinder sig til sidst, da børnene genforenes i en bevægende kærlighedsduet, omslyngede og lykkelige i en ren sang med bølgende vingeslag, nu pludseligt bevidste om, at de er blevet voksne.

Per Morten Abrahamsen

Lige så beundringsværdigt er det, at andre karakterer har en klart defineret vokal profil. Bedstemoderen, den gamle kone og finnekonen synges af alten Johanne Bock, og for hver rolle ændrer intensiteten og karakteren sig; det var en meget fin præstation.

Snedronningen, rensdyret og uret (som symbolet på evigheden) er samlet hos barytonen Johan Reuter, tre sider af, hvad opsætningen kalder ‘Den universelle’. Man kunne forestille sig, at en dyb bas ville give denne treeninghed en mere arketypisk dimension, men det var ikke desto mindre fascinerende først at høre Reuter i Snedronningens rituelle replikker og siden i rensdyrets rørende dialog med finnekonen.

Et fint greb er, at begge roller bliver fulgt af to dansere som dobbeltgængere, allermest pirrende med Boris André som det erotisk tiltrækkende rensdyr.

Kragesnakken, angiveligt inspireret af Højt på en Gren og Schuberts Winterreise, sætter Andersens vid og bid på spidsen, skovkragen fortræffeligt ageret af Jens Christian Tvilum, slotskragen på samme vis som skøn dragqueen af kontratenoren Morten Grove Frandsen. I det hele taget er Abrahamsen fuldt opdateret med kønstvetydighederne i operaens brogede verden.

Lyden og lyset

Forestillingen lever og ånder i kraft af en mesterlig symbiose af musikken, der pulserer op fra orkestergraven, og de skiftende lysinstallationer i scenerummet. Abrahamsen behersker den svære kunst at gentage sig selv, uden at det føles som en gentagelse; der er enkelhed og klarhed, sælsomt faldende og stigende linjer, kanonbevægelser, komplekse sammenspil, som falder i hak, dramatiske indbrud, som virker så stærkt, fordi de er så få, og endelig kommer også den store forløsende musik, så man sidder helt stille og bevæget.

Det Kongelige Kapel var hele vejen i sit es under den eminente Robert Houssart og meddirigent Ian Ryan. Som kontrapunkt til denne rigdom af musik drages man på scenen gradvis ind i en drømmeverden af lys, refleksioner af spejlsplinter, sne og stjernebilleder, sommetider i rolige bevægelser, sommetider i vilde eksplosioner. Det er herfra, historiens grundtemaer udgår.

Per Morten Abrahamsen

Hans Abrahamsens blotlæggelse af eventyret giver anledning til at læse det dybere, end man måske ville gøre det i forbifarten. Ligesom han slår flere karakterer sammen hos en og samme sanger, kan man opfatte Gerda og Kay som en samlet person og læse videre med dybdepsykologen C.G. Jung i baghovedet, at Andersen skildrer den menneskelige individuationsproces. Dette med, at man mister sig selv, geråder i krise, møder dæmoner og arketyper, henter skjulte modsatkønnede sider op i lyset for at integrere dem og endelig bliver et mere helt menneske.

Det kan altsammen lyde noget søgt, men ikke desto mindre giver denne særegne opera anledning til at svinge sig op.

Det er ganske vist uhyre vanskeligt at følge Abrahamsens musik i teoretisk forstand, det er Kay-siden af oplevelsen. Men her dagen efter forestillingen kan jeg stadig mærke efterdønningerne, som er båret af operaens rolige åndedrag. Under det musikalske flow ligger Abrahamsens pinligt nøjagtige proportionssans og konstruktionsprincipper, men igen og igen aner man en højere åndelig orden, en varm harmoni, en dyb resonans, som kan tilskrives Gerda-siden i værket. Det kunne være grunden til, at operaen er tilegnet komponistens datter, Emilie.

Snedronningen får allerede i december sin udenlandske førsteopførelse i et af de mest prominente europæiske operahuse, Bayerische Staatsoper i München, og det sker med Barbara Hannigan i partiet som Gerda. Skulle hun melde forfald, springer Sofie Elkjær Jensen til.

Hans Abrahamsen: ’Snedronningen’. Frit efter H.C. Andersens eventyr. Libretto: Hans Abrahamsen og Henrik Engelbrecht. Iscenesættelse: Francisco Negrín. Lysdesign: Bruno Poet og Matt Daw. Medvirkende: Sofie Elkjær Jensen (Gerda), Melis Jaatinen (Kay), Johanne Bock (Gerdas bedstemor), Johan Reuter (Den universelle) m.fl. Det Kongelige Operakor og Kapel under Robert Houssart og Ian Ryan. Urpremiere på Operaen 13. oktober. Spiller indtil 3. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her