Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

I ’Den sorte bog (B-sider)’ er Lone Aburas stadig vred

Lone Aburas har skrevet frasorterede digte, vredesudbrud og galde, ingen rigtigt kan bruge til noget
Kultur
4. oktober 2019
I Den sorte bog (B-sider), som digtsamlingen hedder, kan man allerede i titlen fornemme, at forfatteren ikke er blevet mildere. Det er sorte og sure opskød, galde tilmed, der harkes op i denne bog, der faktisk meget sjovt og passende har genren ’B-sider’, skriver Nanna Goul.

I Den sorte bog (B-sider), som digtsamlingen hedder, kan man allerede i titlen fornemme, at forfatteren ikke er blevet mildere. Det er sorte og sure opskød, galde tilmed, der harkes op i denne bog, der faktisk meget sjovt og passende har genren ’B-sider’, skriver Nanna Goul.

Vreden har en voldsom energi, som en række forfattere de seneste år har hentet en stor litterær kraft ud af. Man kunne nævne Maja Lee Langvad (Hun er vred), Yahya Hassan (Yahya Hassan) og Lone Aburas (Det er et jeg der taler), hvor sidstnævnte i 2017 vandt Montanas Litteraturpris.

De tre forfattere har i de pågældende bøger fundet et særligt greb, en særlig frekvens, hvor de kunne kanalisere deres vrede ud på en måde, der også kunstnerisk set var virkelig vellykket. Vredens kraft havde fundet sin form, det er ikke nogen nem opgave at transformere den til litteratur! Og nu forsøger Lone Aburas sig så igen med at vandre ad vredens stier – og det tilmed i en digtsamling. Forfatterens første.

I Den sorte bog (B-sider), som digtsamlingen hedder, kan man allerede i titlen fornemme, at forfatteren ikke er blevet mildere. Det er sorte og sure opskød, galde tilmed, der harkes op i denne bog, der faktisk meget sjovt og passende har genren ’B-sider’.

B-siden kan både dække over den anden side af vinylpladen, den, der typisk ikke har de største hits, og det kan simpelthen også betyde, at det er numre, sider, der helt er skåret fra i det færdige produkt. Som man eventuelt kan lytte til som ekstramateriale. Men ikke som de primære tekster.

Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, at digtene i Den sorte bog (B-sider) faktisk lever meget godt op til det koncept. Digtene opleves som nogen, der er blevet skåret fra en endelig digtsamling. De er sure og vrede, retter sig mest i overskrifter mod noget konkret, de er på en mærkværdig måde navlepillende i al deres vrede, vreden aktiveres muligvis af noget ydre, men det er især tilstanden, de fremkalder indeni, der italesættes.

Det er en slags lade og lidt uoplagte teenagedigte.
Det er digte, som de kunne skrive i Ungdomshuset. Bortset fra, måske, at de her digte godt ved, at deres position er umulig. At det hjørne, hvor de har malet sig op, er udsigtsløst. At det er et sort hul. Men ikke desto mindre ligger de bare der. Og er pissevrede. Og gider for fanden ikke kravle op.

Vreden står bare og råber af sig selv

Digtsamlingen består af to dele, Sådan taler det europæiske menneske og Baba, hvor førstnævnte er forfatteren, der stamper på sin håbløse vrede, og anden del snarere genfortæller og kommenterer faderens immigrationshistorie, og hvordan den har påvirket – og måske tynget – jeget.

I første del betegner jeget sig som ’revolutionsliderligt’, det lyder sådan:

»Jeg har endnu engang junket mig
med andres byrder«.

Og videre:

Lone Aburas: ’Den sorte bog (B-sider)’.

Saxo
»Jeg har gået til møder og demonstrationer
siden jeg var seksten
men tror ikke på det længere.
Jeg drømmer voldeligt
på et sprog der er dumt og enkelt:
Dommedag
Flagdag
Lørdag (…) Jeg har ingen følelser
for de vestlige værdier.
Jeg kommer ikke til at forcere
det valggardin én gang til
for at deltage i demokratiet.
Vores forhold er så godt som dødt.«

Jeget har simpelthen givet op. Det er fra håbløshedens bund, at der skrives, og selvlede og selvkritik er der også masser af:

»Jeg plages endnu en gang
af den ubrugelige skyld
bærer med skam
en smerte som ikke er min
men jeg yder ingen modstand.
Skriver bare et smædedigt
kontrafaktisk og historieløst«.

Der er tilmed en indsigt af, at jegets projekt er dødsdømt:

»Jeg kan blive ved med at
skrive om konkrete uretfærdigheder
herfra og ind i et planetarisk futurum«.

I anden del er håbløsheden måske lidt mindre, idet faderens immigrationsrejse i det mindste gav (ham, faren) håb, og at det på en omvendt måde forpligter datteren (og jeget) til at gøre noget, for fanden, og ikke bare stå der og vrænge i al sin galde. Men det bliver alligevel en opgave, jeget ikke rigtig kan magte.

Jeg ved ikke rigtig. Den sorte bog (B-sider) er en digtsamling, der konceptuelt set kan dække sig ind: Det er er frasorterede digte, vredesudbrud og galde, ingen rigtigt kan bruge til noget. Båret frem ad en (bevidst) irriterende stemme, der er træt af sig selv og frygter at afsløre sig selv som hykler.

Det er sådan set fint nok. Og sjovt nok. Det ændrer bare ikke rigtigt ved, at digtene er relativt flade, og at de sprogligt set ville have gjort sig bedre i en prosatekst. Vreden får i denne omgang ikke digtene til at løfte sig. Måske fordi vreden ikke samler sig om en udvendig substans, det er mere, som om den bare står og råber af sig selv. Digtene kommer altså ingen vegne. Og de vil heller ikke komme nogen vegne. Så tja … ikke nemme digte at have med at gøre!

Lone Aburas: ’Den sorte bog (B-sider)’. Gyldendal, 58 sider, 149 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her