Anmeldelse
Læsetid: 13 min.

Stærk rejsebog om det almindelige menneske som Østeuropas store taber i årerne efter Murens fald

Den store taber i årtierne efter Murens fald var det befriede Østeuropas almindelige mennesker. Thomas Ubbesen rejste ud i det gamle Østeuropa for at finde håbet, men fandt desillusionen
Først og fremmest viser Ubbesens bog en verden, vi vanen tro har haft et meget distræt forhold til. Så meget vigtigere er den. At den så tilmed er skrevet med en ualmindelig energi, nærvær og en spontan interesse for andre mennesker og hvad de indeholder, er simpelthen en fryd, skriver Niels Barfoed.

Først og fremmest viser Ubbesens bog en verden, vi vanen tro har haft et meget distræt forhold til. Så meget vigtigere er den. At den så tilmed er skrevet med en ualmindelig energi, nærvær og en spontan interesse for andre mennesker og hvad de indeholder, er simpelthen en fryd, skriver Niels Barfoed.

fra bogen

Kultur
1. november 2019

Under Den Kolde Krig ønskede østtyskerne vaskemaskiner, der var lige så gode som dem i Vesten, men som de ikke kunne få på grund af en vis mur. De ønskede sig med andre ord først og fremmest en tilsvarende levestandard som den, deres medtyskere i det kapitalistiske Vesten nød godt af.

Godtfolk ønskede ikke »en tredje vej« eller endnu en socialisme, omend med et nok så »menneskeligt ansigt«. Det var noget, de travle intellektuelle fablede om. De ville bare have det lige så godt som os. Skam få den, der tænker ilde derom!

Thomas Ubbesen: ’Vi var folket – møde med østeuropæere 30 år efter Murens fald’.

Saxo
Jo, de ønskede sig også andet. Bevægelsesfrihed for eksempel. De havde kunnet rejse overalt i de andre østlande inklusive Sovjet, hvad de også benyttede sig af i stor stil. Men nu blev de »løsladt« i alle retninger. Hvad der klart var både en befrielse og, ikke mindst, en ligeværdighed.

Jeg læste forleden Mathias Sonnes interview her i avisen med en gammel DDR-dissident. Manden var aktiv i den illegale opposition i Leipzig under Honecker. For alt i verden holdt den fat i princippet »ohne Gewalt«. Men det faldt mig ind under læsningen, at østtyskerne egentlig allerede var i krig.

Det var østtyske grænsevagter, der loyalt og systematisk dræbte deres landsmænd (244 faldne blev det til) ved Muren. Den 9. november slap DDR-borgerne for den skændsel at være udøvere af og være vidne til statsterror.

Vigtigst af alt løsnede angsten sit greb i folk; den angst, der sidder et sted i kroppen på enhver borger i et hvilket som helst totalitært samfund.

Denne særlige angst, som bunder i, at du er forsvarsløs over for magten, når det kommer til stykket. Den forsvandt. Ligeså den uskrevne, ydmygende, men meget effektive kontrakt, dikteret af staten:

»Hvis du ikke generer mig, men holder dig i skindet, generer jeg ikke dig.« At den opløstes, var også frihed.

Til gengæld kom andre ængstelser til: følelsen af – efter den første vantro glæde – at være i frit fald, identitetsløsheden, ubeskyttetheden, alt det uoverskueligt nye, som væltede ind; alle hajerne fra vest, der kom og ville købe; alt det, der skulle afskaffes og ikke erstattes, fulgt af en massiv arbejdsløshed. ’Hvad er vi værd?’ spurgte de og flyttede vestpå – det gjaldt efterhånden millioner – da de ikke fik noget svar. Som om de ikke allerede havde været rigeligt kostet rundt med af skæbnen og historien …

Tag et begreb som »morgendagen«. Hvad det udtryk kan gemme, ved vi velaflagte borgere i Vesten ikke længere, men i det store Østeuropa er det et alvorligt begreb, der er mættet af fremtidens uvished.

Frygten for, hvad morgendagen vil bringe. Altså, at det kan gå rivegalt, hvornår det skal være. Frygten for ikke længere at kunne »få det til at hænge sammen«. Og at måtte give op. Der er i de sidste 30 år levet mange liv Østeuropa, hvor den blotte overlevelse er al den lykke, man kan drømme om – og så at børnene i det mindste klarer sig.

Undskyld denne svada. Det er udelukkende, fordi jeg sidder og lige har læst en tankevækkende ny bog. Sagt uden forbehold eller overdrivelse er det en fremragende aktuel rejseberetning af journalisten og forfatteren Thomas Ubbesen. Han har løst en opgave, som ingen før har taget så grundigt og kvalificeret op.

En beretning fra tog, skramlende busser og andet forefaldende

Planen var at rejse ud og spørge hverdagsmenneskene i Østeuropa, hvordan de har det i dag, og hvordan de har haft det i de sidste 30 år i frihed.

Bogen hedder Vi var folket, hvad der spiller på det slogan, østtyskerne marcherede under, da de i oktober 1989 rejste sig op og rankede sig i Leipzigs gader: Vi er folket! Med andre ord: Den selvfølelse, som østtyskerne i sin tid konfronterede regimet med, er en saga blot. Den holdt ikke. Det er titlens triste konstatering: Vi var folket! Underforstået: Og det var ærefuldt, mens det varede. Men hvad er vi nu?

Forfatteren og hans rejsekammerat og hustru, Vibeke Haubek (journalist og europaspecialist på DR), som han opsøgte »folkedybet« i 15 tidligere kommunistiske lande sammen med, er erfarne og husvante.

fra bogen

Deres rute var i nogen grad bestemt af de forbindelser, de har bevaret fra ungdommen og dens glade interraildage, men også i høj grad af alle rejsendes bedste ven: tilfældet. Den gennemførtes i tog og skramlende busser samt andet forefaldende.

Den førte til Minsk, Tjernobyl og Krim og i en bue via Odessa, Bukarest, Sofia, Skopje og Tirana (som det sydligste punkt) og drejede så mod nord via Montenegro, Kosovo, Beograd og Budapest. De afsluttende visitter i Prag og Bratislava kunne godt være droppet. Dér er batteriet ved at være løbe tørt. Men her er området jo trods alt også mere afgræsset.

De ville lede efter håbet og fandt desillusionen.

Hvad de så og hørte, var ikke den tilstand, som de selv og verden/Europa forventede ­– eller i al fald håbede – indfandt sig dengang, da det tilmurede kontinent åbnede sig, og fremtiden skulle struktureres på ny. Joda, og gudskelov for det, med overrumplende fart kom der, efter nogle rundbordsforhandlinger, en håndfuld nye europæiske demokratier på bordet … men. Ja, faktisk handler bogen lige netop om dette intrikate men

Nogle steder endte »friheden« og demokratiseringen i krig. I Østukraine konstrueredes en vanskabt folkerepublik ved navn Donetsk; ifølge Andrej, som bor i hvad han kalder helvedeshullet Donetsk, er det »regeret af bevæbnede gangstere« og opretholdt af den store russiske nabo. Hvad gør det rige, stærke Vesten i anledning af Putins anneksion af Krim? »Ikke en skid!« svarer Andrej kort sig selv.

Grellest at følge Ubbesen og hans kone ind i er nok Moldavien, et lille forkomment land, der er presset ind mellem Rumænien (EU!) og Ukraine (ikke-EU). For ikke at tale om den moldaviske udbryderregion Transnistrien, der gør krav på at være et selvstændigt »land«.

Her hersker med Ubbesens ord »den materialiserede grå håbløshed«; her finder man en »røverkapitalistisk mafiakonstruktion« med slunkne børn og tiggende koner i de skumle, urinstinkende fodgængertunneler.

Sammen er »staterne« et usandsynligt morads af misrøgt, udbytning, forfald og skærende ulighed i en kaotisk og lovløs ny verden. Ubbesen har i den grad sprog til male den postkommunistiske fiaskos bund i Europa, set fra bilruden:

»Vejen er hullet og kørt i smadder, kantet med skrald og ruiner af sværindustri fra sovjettiden (…) Europas fattigste nation, der producerer god vin, bundløs fattigdom og titusinder af udvandrere til Vesteuropas lavtlønssektorer.«

Så her vil der nok ikke være bud efter Tor Nørretranders seneste bog om, at man skal huske at elske sit samfund.

Der er to slags mennesker i verden

Bogen er så fuld af nærvær, at man nemt kan glemme den tilgrundliggende historie. Den benhårde sovjetiske styring, som østblokken måtte døje med siden Anden Verdenskrig og de følgende næste 45 år, er der en tragisk forklaring på: Østeuropæernes pris for at slippe for én plageånd, Hitler, var at få en anden på halsen: Stalin.

Det var udgangen på sejrsmagternes handel i Jalta februar 1945. Den pris slap vi andre for, og det er denne forskel, der gør, at vi i Vesten har været ovenpå hele tiden. Det er samtidig den forskel, der gør, at vi i grunden ikke kender eller forstår hinanden, stadig ikke.

Som om Muren i virkeligheden ikke er faldet.

Vladimir, en uimodståelig 60-årig bonde et sted i Hvideruslands vidder, ender med at sige:

»Der er to slags mennesker i verden: Os, der har levet under kommunismen, og jer der aldrig har kendt andet end frihed hele jeres liv.« Vladimir har besøgt Finland – på cykel. Han tog færgen fra Letland (Riga må man formode) og kiggede på finnerne dér på dækket og sammenlignede dem med sig selv.

»Det er en helt anden slags mennesker, tænkte jeg. De er glade og afslappede, men vi – jeg mener ikke mig selv, men alle vi fra østlandene – vi får ingen rigtig glæde og nydelse ud af livet, så enkelt er det bare. Især er vi ikke frie inde i hovederne. Og så er vi fattige, og der ser ikke ud til at være nogen ende på det.«

fra bogen

Det er i øvrigt som talt ud af munden på Vladimirs landsmand, den store hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj, der altid har ment, at problemet med det postsovjetiske samfund er, at borgerne ikke har begreb om, hvad frihed er.

Vladimir, der havde held til at erhverve sin jord i 1990, d.v.s. før Lukasjenko – til dato landets diktator – kom til, er nok ikke det bedste eksempel på netop den uvidende østeuropæer, som Ubbesen portrætterer. Han driver standhaftigt sit private landbrug efter forgodtbefindende i et hav af kollektivlandbrug omkring sig. Han er faktisk en af bogens frieste mennesker – dybt inde i det sidste stift sovjetiske land i dagens Europa, Hviderusland.

Den ofte mislykkede omstilling mange steder fra planøkonomi til markedsøkonomi, fra etpartisystem til parlamentarisme, fra tilsyneladende lighed til åbenlys ulighed medførte til tider en længsel efter »de gode gamle dage« under kommunismen, navnlig naturligvis blandt dem, der er omkring 45 og derover, og den er meget tilstedeværende i bogen. Der var orden, tryghed og solidaritet. Der var mening! Ikke i ideologisk forstand.

Østeuropæerne i almindelighed gik ikke rundt og var kommunister – slet ikke fra og med 60’erne. Men eksistentielt og socialt. Den såkaldte stagnationstid fra sådan ca. midt-60’erne til midt-80’erne, kort sagt Bresjnevs epoke, var for mange den bedste. Der var en samhørighed og en stabilitet. Det er talrige tunger, som Ubbesen har fået på gled, enige om. Og om at den tid er forbi. I Skopje stod der engang en statue af Tito. Den pillede bystyret ned, da der kom andre boller på suppen i 90’erne. Nu er den oppe igen på krav fra borgerne.

Hvad de unge angår, så er kommunismen for dem, noget historielæreren snakker om. Hvad vil de så, når man spørger dem, og de ellers kan løsrive blikket fra mobiltelefonen? De vil – ha’ »succes«. Hurtigt og helst uden at arbejde (hvis de voksne skal sige det). Fysisk arbejde, der blev forgudet, da proletariatet var helteklassen, er ikke i høj kurs.

Sådan fungerer kapitalismen vel alle steder – men i Østeuropa er det bare mere råt

Den ny frihed blev identisk med nogles mulighed for at berige sig selv. Men heldet rummede også sine farer. Hvis man får for meget held i sprøjten i de mere rå hjørner af Østeuropa, kan man risikere at få skruppelløse konkurrenter i hælene, som har fået færten; det får mange til at springe fra, mens legen er god, og søge over i en anden niche. Sådan fungerer kapitalismen vel alle steder – men i Østeuropa betydeligt mere råt. Demokratiet skabte eller tillod, at der udviklede sig en gennemrådden politisk klasse.

I Bulgarien fortæller folk Ubbesen, at den gamle partielite ejer det hele. Medierne kom i hænderne på de rige. I Albanien er det de veluddannede (som alle er rige folks børn), der kontrollerer pressen og efterretningstjenesten.

Lederne svigtede os, klager russere, også med nostalgiske tilføjelser: Det var en tragedie, at de lod Sovjetunionen falde på gulvet; den rev vores stolthed med. Gorbatjov var en skamplet. Jamen, hvad så med EU? EU? Ak, siger bulgarere og albanere, politikerne bruger EU som malkeko. I Budapest mumler en mand, at for politikerne er det største problem, hvem der får kløer i årets 17 milliarder euro fra EU’s strukturfonde …

fra bogen

At kommunismen årtier senere stadig – hos de lidt ældre – står i et forklarelsens lys, skyldes ikke blot, at store befolkningsgrupper, de gamle, de uuddannede, de i forvejen fattige småfolk, har været de store tabere i den turbulente liberalistiske modernisering, men også at der i de fleste store områder af Østeuropa aldrig har været nogen selvransagelse, endsige opgør med den totalitære fortid og dens grænseløse forbrydelser.

Dem, der har magten i dag – som en Putin – beskytter det gamle diktaturs ry ved ikke at ære de ofre, som æres bør: Millionerne, der udryddedes i fjerne skove ved nakkeskud, i Sibiriens Gulag med sult og frost af deres egne.

»Bødlernes efterkommere,« hedder det et sted, »ønsker at sætte sig på historien og fastholde vores bedsteforældre og hundredtusinder af andre uskyldige i glemslen. De vil erobre fortiden.« Og historieforfalskningen er ikke indskrænket til Putin og hans hofideologer.

I Ungarn prøver Orbàn at slette alle minder fra opstanden i 1956. Til gengæld fodrer han og hans kampfæller befolkningen med chauvinisme og fremmedhad, med slet skjult antisemitisme og nedbrydning af retssikkerheden. For ikke at tale om Rumænien: Det parti, der kalder sig Socialdemokraterne, er i færd med at afmontere antikorruptionsdomstolene. De er bange for, at de selv står til at få ørene i maskinen.

Bitterhed og uden selvmedlidenhed

En sjælden gang imellem slipper Ubbesen det faste, nysgerrige og undersøgende projekt og tillader sig at give sig hen. Et sted er han på et længere besøg i et af de gamle russiske områder – et sted i det, der kaldes »blodlandene« imellem Berlin og Moskva – fordi der næppe er den tønde land, hvor man ikke finder lig på lig fra Anden Verdenskrig.

Han og hans kone er hjemme hos bekendte i den dybe provins. Man har talt og talt og drukket. Han er et øjeblik gået udenfor for at tisse imellem æbletræerne. Det er skumring, og over engen har der lagt sig en tynd aftendis:

»Op gennem den lave, hvide tåge, rager tunge, sorte kokroppe. Der hersker absolut fred og stilhed, kun afbrudt af lange, sørgmodige brøl fra engen. Skoven ligger som en fjern, stadig mørkere ring omkring landsbyen med dens marker, tofter og enge. Inde fra stuen høres latter. De små vinduer gløder gyldent. Jeg går over til den lille stald.«

»Døren står på vid gab, og en petroleumslampe kaster sit blafrende lys på bjælker, hø og dyr. Koen vender hovedet og kigger et øjeblik tænksomt på mig, men vender så tilbage til sin gumlen. Killinger krummer sig sammen til spring og hopper pludselig tværs gennem loftsrummet til næste bjælke (…). Det er sådan det burde være i verden, tænker jeg. Dyrene, menneskene, trygheden, varmen. Alt er absolut som det skal være i dette øjeblik, på dette sted.«

fra bogen

Dét øjeblik rummer sin eviggyldige sandhed – så længe det varer. For det næste øjeblik går rejsen eller pilgrimsfærden videre til nye møder, spørgsmål og svar, i busser med skingrende etnomusik over højttaleren.

Selv om Ubbesens samtalepartnere ofte ikke lægger fingrene imellem, kan nogle godt tænkes at være tilbageholdende i deres kritik af deres eget samfund; ikke at ville skide i egen rede er noget instinktivt og dybtstikkende. Et andet mere gennemgående træk er, at så godt som ingen benytter sig af lejligheden til at udspørge de to danskere: Nå, hvordan går det så hos jer? Det forekommer praktisk taget ikke. Er det af mangel på overskud? Er det offeret, der ikke kan se ud over sin egen horisont, men får sin egen beklagelige situation til at fylde hele verden? Er det fordi Østeruopas afspærring var så konsekvent under den kolde krig? Eller er det på grund af en fordom om, at dér hvor danskerne kommer fra, er alting pr. definition såre godt? Eller med deres moldaviske rejsefører Daniels ord en aften:

»I har levet et liv i uforstyrret tryghed og velstand, mens vi herovre er blevet kastet rundt i manegen gennem hele vores liv uden indflydelse på hverken vores samfund eller historien (...). Tro mig. Den her region og de her mennesker er mærket af dybe sår og traumer. Jeg ved dårligt nok, om de er i gang med at heles endnu.«

Ikke sært, der er ikke er overskud til nysgerrighed og gensidighed.

For Clara i den lille rumænske flække Fundata, der er blevet fordrevet med familie i alt tre gange, første gang af Den Røde Hær. Hun bor nu i den landsby, på hvis kirkegård hendes forældre ligger. Hendes konklusion fremsættes stille og sagligt og ligesom sagt til hende selv:

»Livet har aldrig været godt og bliver det aldrig.« Og vel at mærke uden bitterhed og uden selvmedlidenhed.

Først og fremmest viser Ubbesens bog en verden, vi vanen tro har haft et meget distræt forhold til. Så meget vigtigere er den. At den så tilmed er skrevet med en ualmindelig energi, nærvær og en spontan interesse for andre mennesker og hvad de indeholder, er simpelthen en fryd.

Med Vi var folket i baghovedet lytter man med andre øren til de gængse kloge debatter om Den Kolde Krigs ophør. Den tilføjer en velgørende dimension af livsnærhed. Hvordan har man kunnet undvære den så længe?

Hatten af!

Thomas Ubbesen: ’Vi var folket – møde med østeuropæere 30 år efter Murens fald’. Gyldendal, 303 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det grundlæggende problem er og bliver, at kapitalismen ikke kan understøtte demokratiet. Demokrati er folkestyre, og det betyder, at kapitalen i høj grad underlægges politiske beslutninger, ikke planøkonomisk, men strukturelt.
Det gik godt med demokratierne i Vesten, da det var sådan, vi tog fat, men efter dereguleringen af kapitalen, har vi umærkeligt fået feudalismen tilbage, sådan som det også skildres her. Hvis vi ikke bremser op og sætter hælene i, bliver vi Østeuropa indenfor årtier.

Jakob Trägårdh, Mikael Velschow-Rasmussen, Estermarie Mandelquist, Alf Bjørnar Luneborg, Niels Bent Johansen, Susanne Kaspersen, Kim Houmøller og Søs Jensen anbefalede denne kommentar
Stephan Paul Schneeberger

Steffen Gliese som det er bedst og demokratiet når de er bedst og der har intet med feudalismen at gør, men bare det moderen markedsøkonomi, og spørgsmål om hvem der ejer produktionstiderne, og folk er autoritetstro eller desperat nok til a tro regeringer er svaret og ikke direkte demokrati fra arbejderens selv. Deregulering vil være kommet før eller sender, med uden muren fald, fordi dette samfund kræver profit og kræver udnyttelse, og kræver elendighed

.
.

Stephan Paul Schneeberger

Steffen Gliese som det er bedst og demokratiet når de er bedst og der har intet med feudalismen at gør, men bare det moderen markedsøkonomi, og spørgsmål om hvem der ejer produktionstiderne, og folk er autoritetstro eller desperat nok til a tro på regeringer er svaret som er mere eller mindre autoritær, og imen kke direkte demokrati fra arbejderens selv, fordi socialebevægelse skal først opbygges gen. Deregulering vil være kommet før eller sende (og var u USA allerede i gang) med uden muren fald, fordi dette samfund kræver profit og kræver udnyttelse, og kræver elendighed i massevis

.
.