Læsetid: 4 min.

Stemmen på kanten af tavshed

Peter Laugesen gør i sine poetiske ’Aftenblade’ de små ord store og betydningsfulde
Aftenblade, som samlingen hedder, kan opfattes som en bunke sammenrevet vissent efterårsløv og som papirark beskrevet af en for så vidt tilfældig person, alt imens vedkommende bevæger sig frem gennem livsaftenen, tilværelsens efterår, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Aftenblade, som samlingen hedder, kan opfattes som en bunke sammenrevet vissent efterårsløv og som papirark beskrevet af en for så vidt tilfældig person, alt imens vedkommende bevæger sig frem gennem livsaftenen, tilværelsens efterår, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Simon Knudsen

18. oktober 2019

Med sine nye digte og sin bog nummer et-eller-andet mellem halvtreds og treds er Peter Laugesen på vej til at tale poesien ned til nul og skrive sin karakteristiske stemme et sted hen i nærheden af total tavshed. Jeg ved, at det kan lyde som en forskrækkelig højmodernistisk kliché, men den passer altså på denne bog, på hvis sider der nogle gange står forholdsvis lidt, og i hvis tekster man fornemmer en søgen efter det minimale, men netop derfor prægnante digteriske udtryk.

Aftenblade, som samlingen hedder, kan opfattes som en bunke sammenrevet vissent efterårsløv og som papir beskrevet af en for så vidt tilfældig person, alt imens vedkommende bevæger sig frem gennem livsaftenen, tilværelsens efterår. I hvert fald går der gennem bogen et usentimentalt vemod og en besindelse på livstidens forskellige faser:

Peter Laugesen: Aftenblade.

Gucca
»At være barn og tro på verden, at den er der,
den er ikke forsvundet. Den kan være noget andet
men den er der.
At brænde ned mod aften som en absolut glæde.
At kaste en bamse gennem stuen.
At bo i en lejr på et skib i et telt ingen steder.«

Disse fire sekvenser indledt med »At« ordner sig i to par som ’barn + voksen’ fordoblet. Men linjerne får samtidig lov til at skænke hinanden betydning, så barnets oplevelse af verden får alderdommens visdom over sig, mens den ældre genfinder en fundamental, umiddelbar taknemmelighed ved det at være til og kunne sanse.

Hvis ét spor i samlingen rummer barnet, som opnår visdom, og den voksne, som genfinder en blank modtagelighed, bliver et andet spor det metapoetiske, som Peter Laugesen sådan set altid har fulgt, men som denne gang afsætter færre tekster end sædvanligt. Særlig typisk for hans selvforståelse er følgende beskrivelse af hans metode. Han skriver:

»Jeg skriver det ind i hinanden hulter til bulter
som en form i proces eller en titel
og en dag eller nat sætter jeg mig ved mit bord
og skriver det videre til det endelig er ufærdigt«.

Den sidste formulering står som et stejlt paradoks. Men læg også mærke til det lille ord »det« som vi får to gange, uden at det bliver forklaret, hvad pronominet henviser til. Det ligner typisk Laugesen at gøre små ord store og gådefulde. Når han eksempelvis skriver »Det er en gave/ fra et andet sted«, er man fristet til at læse »det« både som livet og poesien. Men andre steder forbliver »det« fuldstændig åbent:

»men det siger ikke noget
det siger ingenting
og det er bare sådan
men det giver sig ikke til kende
eller det er det det gør 
når det går sin vej
og mørket lukker sig bag det«.

Lige så åbent virker det så godt som tomme kerneord i følgende digt, som for den sags skyld både kan handle om livsfølelsen som om poesiens uendelige potentiale:

»Det er der altid
og man ved det aldrig
Det synger bagved alt
man vælger ikke
for hvad skulle der være at vælge og hvem skulle gøre det«.

Brugen af »det« virker blødt flydende, og det samme gør Laugesens anvendelse af adverbiet »her«. Også det kan både referere til livssituationen og til teksten, som når der står: »Det hele er her.« Andetsteds bliver forankringen i nuet og på stedet derimod opløst:

»Den store enestående oplevelse
at være her og nu og ingenting.«

Man kunne måske tale om en rituel, meditativ dvælen, som tenderer mod eliminering af jeget?

Troskab mod en skrift famlende mod betydning

Anmeldelsen her har indtil videre søgt at indkredse det eksistentielle, det metapoetiske og endelig det småordsmæssige spor i bogen. Man kunne have fulgt andre. Der forekommer iagttagelser gjort i diverse byer, referencer til digtning og billedkunst, og sandelig om ikke Peter Laugesen bruger året 2017 til at mindes den russiske revolution:

»Den store drøm om en anden
og bedre verden for dem
der aldrig før
har været nær
ved nogen frihed«.

Modsætningen kan så være tilstandene lige nu, hvor digterjeget slet ikke forstår »den rolige velovervejede beslutsomhed / hvormed / alting i takt tramper af sted / mod mørket og måske / ikke andet / måske døden som vi ikke kender / måske bare større / og større håbløshed / forstyrrelse af alle sanser / i en anden verdens ynkelige / tjeneste.«

Øh – det var vist Arthur Rimbaud, som pludselig kom fløjtende ind over? Seeren, som måske også hører til dem, der i et andet digt omtales som værende gået i forvejen:

»Der er steder
kun de kan se
der er tvunget til det,
og vi må nøjes
med deres vidnesbyrd om,
hvad de har set.
Vi har set noget andet
og vi skal vidne om det.«

Selv vidner Laugesens bog om troskab mod en skrift famlende mod betydning. Og dalende ned mod et næsten-ingenting, der kan vise sig muligvis at være alt:

»Gardinet dækker ikke helt.
Hør vinden. Hør træerne.
Så let natten er.«

Peter Laugesen: 'Aftenblade'. Digte. Gyldendal. 72 sider. 150 kroner.

Hvad ville du gøre, hvis du sad enerådigt på magten? I anledning af folketingsvalget har vi fået digtere til at skrive frit om, hvad de ville gøre, hvis de sad i netop den situation. Her er det Peter Laugesen, der har ordet
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu