Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Stiklingen’ fremstiller faderskabet som en hyggelig tur i rutsjebanen

Islandsk forældreroman er mekanisk og sentimental
’Stiklingen’ af Audur Ava Ólafsdóttirer er en pudsig feel good-roman med enkelte stærke øjeblikke, men romanen hæver sig så sjældent over det mekaniske eller sentimentale.

’Stiklingen’ af Audur Ava Ólafsdóttirer er en pudsig feel good-roman med enkelte stærke øjeblikke, men romanen hæver sig så sjældent over det mekaniske eller sentimentale.

Miriam Dalsgaard

Kultur
4. oktober 2019

For frivilligt barnløse som mig kan forældres kærlighed fremstå uudgrundelig og fascinerende. Denne tilsyneladende ukuelige følelse, der gør det muligt at udholde søvnløse nætter og endeløse praktiske gøremål, og som skaber en klippefast tro på, at alle andre også nyder at se billeder af vidunderet i selv de mest almindelige situationer.

I de seneste år er der særligt to bøger, som har lært mig noget om, hvad det vil sige at være forælder. Den ene er Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, som beskriver sorgen efter et barns død. Den anden er Karl Ove Knausgårds Om foråret, der nænsomt og rørende skildrer en dag sammen med en næsten nyfødt datter.

’Stiklingen’. Audur Ava Ólafsdóttir.

Saxo
Islandske Audur Ava Ólafsdóttir – der for nylig vandt Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Ar – skriver også om forældrekærlighed i Stiklingen fra 2007. Derfor var min interesse vakt fra begyndelsen, men i forhold til de to andre har den væsentligt mindre at byde på.

Arnljotur og Anna er i begyndelsen af tyverne, da de ender sammen efter en bytur. Selv om Anna bliver gravid og føder datteren Flora Sol, har de stort set ingen kontakt med hinanden, og Arnljotur hører oftest om dem gennem sin far, der er blevet ensom efter at have mistet sin kone i en trafikulykke.

For at ære sin mor rejser Arnljotur til et sydeuropæisk land, hvor han skal føre en berømt klosterhave tilbage til fordums pragt. Med sig har han stiklingerne fra den særlige ottebladsrose, som det lykkedes hans mor at fremdyrke i den islandske jord.

Trods klosterbrødrenes indledende modvilje har Arnljotur stor succes med haveprojektet, indtil han pludselig må sætte det hele i bero, da Anna dukker op og beder ham passe Flora Sol, mens hun skriver sin universitetsopgave færdig.

Arnljotur møder verden på en sært mekanisk måde. Når han møder en kvinde, tænker han, næsten uanset hvor flygtig eller formel situationen har været, at hvis hun »uden omsvøb spurgte mig (…) om jeg ville gå i seng med hende, ville jeg ikke svare nej«, og han behandler Anna som et mystisk analyseobjekt, som når han tænker, at hun »næppe« er »sådan en, som vil tjekke fedtprocenten og bagefter se på en med et anklagende blik, sådan som man har hørt eksempler på. Hvis man kan drage nogen konklusioner af sidste aftensmåltid, så spiser Anna alt, hvad der bliver sat på bordet, roser maden og tager så en portion mere«.

Stiplet linje gennem verden

Handlingen i Stiklingen forløber underligt gnidningsfrit. Arnljotur lader sig føre med af begivenhederne, så alting falder lige så langsomt i hak, bortset fra til allersidst. Her ønsker han sig, at noget bestemt vil ske, så viser det sig, at det ikke kommer til at ske, og så skubbes konflikten brat i baggrunden af en sentimental slutscene.

Selv om romanen bliver ved med at fortælle mig, at han driver rundt uden at vide, hvad hans fremtid skal byde på, føles det ikke, som om han zigzagger, men bare som om han følger en lige (og måske en anelse stiplet) linje gennem verden.

Arnljotur befinder sig ellers i en interessant ny mellemposition, hvor han til den ene side har en datter, han ikke har ønsket sig, og til den anden side har en far, hvis omsorg er indiskutabel, men ikke nødvendigvis af den slags, Arnljotur vil have.

»Fars bekymringer er overvældende, i modsætning til ham nærer jeg tillid til verden,« tænker han, men forskellen mellem dem bliver ikke rigtig brugt til noget. Deres interaktion begrænser sig til telefonsamtaler, hvor faderen siger de samme ting som sidst, mens sønnen vender øjne og bagefter tænker »Det roder op i mit indre at tale med far og vækker alle mulige følelser«.

I glimt er Arnljoturs samvær med Flora Sol stilfærdigt hengivent og fint, men hans udvikling fra modvillig til kærlig far kommer langsomt og åbenlyst; i stedet for en eksistentiel rejse virker den mere som en ufarlig rutsjebanetur. Hans tanker bliver sjældent mere indsigtsfulde end »Det er et stort arbejde at sørge for et barn, det er egentlig aldrig muligt at gennemføre en lang, sammenhængende tanke.

Så længe barnet er vågent, er man praktisk taget fuldstændig optaget.« Stiklingen er en pudsig feel good-roman med enkelte stærke øjeblikke, navnlig i en scene, hvor Arnljotur tager afsked med sin mor over telefonen, mens hun sidder fastklemt i den havarerede bil. Men romanen hæver sig så sjældent over det mekaniske eller sentimentale, at den ikke forløser sit store følelsesmæssige potentiale.

’Stiklingen’. Audur Ava Ólafsdóttir. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. Batzer & CO. 382 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her