Somme tider bliver jeg ramt af en stor lykkefølelse midt i en kunstudstilling. Det svarer til det sus, som visse vine kan fremkalde i én; som om der åbnes for hemmelige kamre og gemte sluser, der får euforien til at flyde. Måske er det i virkeligheden dét endorfintrip, som i sin tid har gjort mig afhængig af kunst – måske også lidt af vin?
I hvert fald ramte det sjældne sus mig ret hurtigt i Lasse Krog Møllers nyåbnede udstilling Ad Acta på KØS – museum for kunst i det offentlige rum i Køge. Det kom temmelig uventet, for selv om jeg er stor beundrer af Lasse Krog Møllers lidt støvede arkivunivers, hvor han skaber omstændelige samlinger ud af de mest ubetydelige genstande som for eksempel cigaretskodder, så vidste jeg ikke helt, hvad der ventede på KØS.
For Lasse Krog Møller er nok allerbedst kendt for sine kunstnerbøger. Det er i hvert fald i den sammenhæng, jeg kender ham bedst. Bøger udgivet igennem forlaget Asterisk, som kan bestå af alt fra jordprøver fra et bestemt område til fotografier af alle Amagerbrogades frisørsaloner. Krog Møller indsamler på en måde overset data – alt det, der i virkeligheden udgør vores byrum, men som falder under radaren.
I denne udstilling er de ting, han hiver frem fra gemmerne – alle de urealiserede projekter til byrummet – samtidig udførligt blevet beskrevet i et lille hæfte, hvor alle historierne om byerne og forslagene bliver levendegjort med et poetisk anslag, der lægger sig mellem dokumentar og digtning.
Skrottede skitser
KØS i Køge er museum for kunst i det offentlige rum, og derfor består samlingen på KØS ikke af værkerne selv, men af de skitser og modeller, der er blevet skabt, inden værket blev realiseret ude i byrummet i Danmark et sted.
Men samlingen indeholder åbenbart også en hel del skitser til værker, der aldrig blev realiseret. Det er de skitser – alle de skrottede projekter – Lasse Krog Møller har kastet sig over med hele sin poetiske sans for oversete detaljer, arkiver og orkestrering af samlinger.
Udstillingens første del består af en række akvareller, der hænger på vinrøde vægge. Akvarellerne er malet af Lasse Krog Møller og forestiller de byrum, hvortil nogle af udstillingens projekter i sin tid var tiltænkt. Her står en monstrøst stor kobberdue foran et gråt boligkompleks – et vraget projekt til Sønderborg Sygehus skabt af Svend Guttormsen.
I det hæfte, der hører til udstillingen, skriver Krog Møller poetiske og humoristiske tekster om projekterne, hvor det om duen lyder:
»Som bekendt lever duer gerne af affald, mennesker efterlader sig, og synet af den kæmpemæssige due giver da også anledning til at fundere over, hvor store pølsebrød og lignende denne due mon kan sætte til livs.«
For eksempel Mogens Jørgensens forslag til det nye museum, der skulle skabes ved Ishøj, som senere blev til Arken – en gigantisk glaskonstruktion, der tårner mod himmelen og ligner en isvaffel. Et forslag som jeg ikke helt ved, om man skal være skuffet eller lettet over aldrig blev realiseret, Arkens lidt kedelige arkitektur til sammenligning.
Den franske forbindelse
Den anden del af udstillingen er lige så poetisk, men langt mere fysisk. Her er det modellerne selv – fundet i KØS’ magasin – som man nu kan inspicere på tæt hold, for eksempel Lisa Rosenmeiers smukke facetterede diamantlignende skulptur skabt til at skulle flyde i Københavns Havn.
Arkivet er iscenesat i en intim atmosfære af noget gammelt og støvet – her er mørkegrønne vægge og smukke montrer i træ og plancher med tekst på væggen.
Det er her, at suset for alvor griber mig. Jeg får en følelse af at stå midt i en hemmelig skat, som nogen har gjort sig umådelig umage for at finde frem. Sidst jeg havde et tilsvarende sus, var på den franske kunstner Sophie Calles udstilling på jagtmuseet i Paris for et par år siden.
Selv om Lasse Krog Møller og Sophie Calle umiddelbart kan forekomme langt fra hinanden, er der flere ting, der forbinder dem – alene det med at koble sig på eksisterende arkiver og digte videre på dem. De har også begge noget med tekst, fotografi og oversete detaljer i byrummet, og en sjælden poetisk evne til at koble tekst med fotografi og fremhæve tilsyneladende helt ligegyldige ting med humor og æstetisk raffinement.
Som her, hvor vi pludselig kan se, hvordan Aarhus ville have set ud med Ingvar Cronhammars kolos af en sort bunker, der ligner en nødstedt hval. Og for at tale om kolos – hvordan Hirtshals havde været, hvis det absurde projekt Kolossen var blevet realiseret: en ti meter høj bronzetønde, der hviler oven på tre skildpadder.
Omvendt ville jeg da have elsket Rudolph Tegners overdådige og 17 meter høje portal til Fælledparken, der ville have tilført byen et strøg af voluminøs italiensk dekadence, men som heller aldrig blev til noget.
Udstillingen har derfor to dimensioner: Det arkiv, den kobler sig på, og den måde Krog Møller vækker det til live. Det første frigiver en masse fantasi over de byrum, vi alle færdes i, mens udstillingen i sig selv er orkestreret og iscenesat intimt, stemningsfuldt og raffineret.
Jeg synes derfor ikke bare, at udstillingen er vellykket, jeg synes, den er magisk.
Lasse Krog Møller: ’Ad Acta – Arkiverede visioner’. KØS – Museum for kunst i det offentlige rum i Køge. Indtil 23. februar 2020.
