Læsetid: 5 min.

Det er svært at elske sig selv, når ingen andre gør det – og omvendt

Dokumentarfilmen ’Fat Front’ portrætterer fire unge, tykke kvinders kamp for at blive accepteret som dem, de er – og for at acceptere sig selv, som de er. Det er inspirerende og livsbekræftende – også for en midaldrende filmredaktør, der selv har kæmpet med overvægt og omverdenens misbilligelse det meste af sit liv
Fat Front er en afgørende film. Den fortæller om fire kvinder, der modigt baner vejen for alle os andre, kvinder og mænd, piger og drenge, og som sætter sjældent ærlige ord og billeder på, hvordan det er at føle sig forkert, selv om man er præcis lige så rigtig som alle andre.

Fat Front er en afgørende film. Den fortæller om fire kvinder, der modigt baner vejen for alle os andre, kvinder og mænd, piger og drenge, og som sætter sjældent ærlige ord og billeder på, hvordan det er at føle sig forkert, selv om man er præcis lige så rigtig som alle andre.

Marie Hald

11. oktober 2019

I opgangen, der binder etagerne og redaktionerne sammen her på avisen, hænger der en række 15-20 år gamle annoncer for Dagbladet Information. I kampagnen forsøgte reklamebureauet bag sig med en skæv, pointeret vinkel på samfundsdebatter – Pia Kjærsgaard med brun hud, en tampon med blåt blod, en hjemløs dreng i en papkasse – og det vakte en vis opsigt og morer stadig.

Der er dog én af annoncerne, som altid har generet mig: Det er et fotografi af en tyk, nøgen mand, der sidder med siden til og lidt fåret kigger i kameraet, og så teksten:

»De fleste selvmord i Danmark begås med kniv og gaffel.«

Som en mand, der siden puberteten har kæmpet med overvægt, og som i dag, i en alder af 47, er noget nær det tykkeste, jeg nogensinde har været – jeg kan ikke længere undskylde mig med, at jeg blot har kraftige knogler – er jeg med tiden kun blevet mere og mere irriteret over den annonce.

Jeg kigger væk, når jeg går forbi, fordi jeg føler, at manden på fotografiet – er det i virkeligheden mig selv? – vil have mig til at skamme mig og føle mig utilstrækkelig og uansvarlig.

Bare rolig, det gør jeg allerede.

Skam og utilstrækkelighed

Derfor er det også med stor fornøjelse og respekt og beundring, at jeg har fulgt med i de seneste års kropspositivistiske, kropsaktivistiske bevægelser, hvor især unge, tykke kvinder forsøger at ændre omverdenens syn på mennesker, der ikke opfylder traditionelle skønhedsidealer.

Det er kvinder, som er vokset op med konstante bebrejdelser, slankekure – hvor har jeg dog selv spist meget Nupo-pulver – en følelse af skam og utilstrækkelighed, fordi deres omgivelser hele tiden har fortalt dem, at de ser forkerte ud.

I Louise Detlefsen og Louise Unmack Kjeldsens nye, fine og vigtige dokumentarfilm, Fat Front, møder man fire af de markante kropsaktivister: 33-årige Helene fra Danmark, 29-årige Wilde fra Norge, 31-årige Marte også fra Norge og 21-årige Pauline fra Sverige.

De er alle stærke, udfarende, livsglade kvinder, der ikke er bange for at sige og vise, hvem de er. De holder foredrag, arrangerer tøjloppemarkeder for tykke kvinder, demonstrerer og etablerer netværk, hvor de kan støtte hinanden og finde den accept og anerkendelse, det omgivende samfund i vid udstrækning stadig ikke kan finde ud af at give dem.

Men filmen, der går meget tæt på kvinderne, viser selvfølgelig også, at vejen til accept på ingen måde har været nem. De har store og små ar på krop og sjæl og historier om svigt at fortælle, og alle fire – og de øvrige kvinder, de møder – har endnu meget at slås med, ikke mindst den usikkerhed og det selvhad, der kommer sig af altid at have fået at vide, at man er for tyk og burde tabe sig.

Det er svært at elske sig selv for det og den, man er, når ingen andre synes at gøre det – og omvendt.

Utilpas i det offentlige rum

Jeg er selv godt klar over, at jeg er så overvægtig, at det ikke er sundt for mig. Jeg ved også godt, at det omkringliggende samfund ikke ser med blide øjne på sådan én som mig – ikke mindst på de mulige sundhedsmæssige omkostninger, der kan være forbundet med min overvægt.

Indimellem oplever jeg endda, at folk råber ad mig på gaden eller i toget, og det betyder, at jeg forsøger at kompensere for al den plads, jeg fylder i verden, og at jeg sjældent føler mig ganske tilpas ude i det offentlige rum.

Det skal ikke forstås således, at jeg er en bly viol, det ville være synd at sige – jeg hviler for det meste ganske godt i mig selv – men usikkerheden lurer hele tiden et eller andet sted i baghovedet, og et forkert blik eller en spids bemærkning kan være nok til at vælte mig rent mentalt. På den måde har jeg, en midaldrende, tyk mand, mere tilfælles med de fire kvinder i Fat Front, end man umiddelbart skulle tro.

Pauline, der stadig bor hjemme, fortæller, at hun sniger sig til at tage mad fra køleskabet, fordi hendes far altid har kommenteret, hvad og hvor meget hun spiser. Marte har aldrig haft en kæreste, og da hun via datingappen Tinder kommer i kontakt med en slank, ung mand, der tænder på tykke kvinder, kommer hun i tvivl om, det er hende eller bare hendes runde former, han og andre mænd vil have. Helene levede i flere år alene og isoleret i sin lejlighed i Aarhus, fordi hun skammede sig.

De baner vejen

En vej ud for hovedpersonerne har været Instagram. Her opdagede både Helene og Wilde en verden af kropspositivister og kropsaktivister og er nu selv blandt dem, der viser sig frem og foto for foto generobrer den værdighed og det selvværd, de gennem hele deres liv har manglet. Deres kamp for accept hænger tæt sammen med kvindekampen, netop fordi kvinder altid er blevet mødt med helt andre og skrappere krav til udseende og fremtoning end mænd.

Skønheds- og modeindustrien orienterer sig hovedsageligt mod kvinder, og i takt med kropspositivismens fremmarch gennem de seneste år er der begyndt at optræde plus size-modeller i reklame- og modesammenhænge. Man må håbe, at det stikker dybere og er andet og mere end blot et forsøg på for en tid at være politisk korrekt. 

Fat Front stikker til en sundheds- og slankeindustri, der har tjent gode penge på at definere, hvad der er sundt og usundt – definitioner, der ikke holder længere. Man kan f.eks. godt være tyk og sund.

Der er ingen tvivl om, at jeg kun har oplevet en brøkdel af al den fatshaming, Helene, Pauline, Marte og Wilde er blevet og stadig bliver udsat for. Der synes ingen hæmninger at være, når det gælder om at udskamme og chikanere kvinder. Alligevel er det ikke svært for mig at identificere mig med dem og deres kamp for bare at kunne være til og være i fred. Jeg har aldrig haft kræfterne eller modet til at tage den kamp på andre end egne vegne.

Derfor er Fat Front en afgørende film. Den fortæller om fire kvinder, der modigt baner vejen for alle os andre, kvinder og mænd, piger og drenge, og som sætter sjældent ærlige ord og billeder på, hvordan det er at føle sig forkert, selv om man er præcis lige så rigtig som alle andre.

’Fat Front’. Instruktion: Louise Detlefsen og Louise Unmack Kjeldsen. Længde: 87 minutter. Biografer landet over.

En ting, der ramte de to instruktører hårdere end alt andet i mødet med de unge kvinder: alt det spildte liv. »Alt det de udskød, til de ’havde tabt sig’. Når man sidder her i min alder og ser på kvinder i 20’erne, der nægter sig selv lyst og nydelse, gør det ondt i hjertet,« siger Louise Detlevsen. »Jeg får lyst til at råbe: I skal ud og leve med fuld hammer. I skal ikke vente med at gå på stranden, fordi en delle falder ud over bikinikanten. Solen skinner, søster. Det er dine venner. Bad! Nyd det!«
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Erik Fuglsang
  • Jens Flø
  • Torsten Jacobsen
  • David Zennaro
  • Katrine Damm
  • Asta Kongsted
  • Heidi Larsen
  • Henning Kjær
  • Anna von Sperling
  • Eva Schwanenflügel
  • Anker Heegaard
Flemming Berger, Erik Fuglsang, Jens Flø, Torsten Jacobsen, David Zennaro, Katrine Damm, Asta Kongsted , Heidi Larsen, Henning Kjær, Anna von Sperling, Eva Schwanenflügel og Anker Heegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her hvor jeg bor - en haveforening - er der ganske mange, der er mere end godt i stand, både kvinder og mænd, det pudsige er, at det for det allermeste er gutterne, også dem med de vældig store maver, der synes de skal - og har ret til - at kommentere på kvindernes udseende.
Ikke at jeg overhovedet tror, at det - nu om stunder i hvert fald - er spor rart at være overvægtig som mand.
Det er så nok lige det nøk hårdere/sværere som kvinde, hvor mænd i århundreder - årtusinder har defineret kvinder, og vi har været så venlige, at lade os indrullere i den (selv)forståelse.

Peter Tagesen, Erik Fuglsang, Anina Weber og Kim Chang anbefalede denne kommentar

@Katrine Damm
Ja det er da en kompliceret og komplekst ting. men det ændre ikke ved det jeg skrive er sandt. Jeg har ikke givet udtryk for at det kun er så simple.

Men hvad er det som jeg skriver der er forket, som er Sludder og vrøvl??

Og du tag ting ud af kontekst
"Og SKAL se ned på dem, som er svært overvægtige"
"og SKAL se ned på dem, der er svært overvægtige, Ikke som menneske, men på deres overvægt."
Vi snakke overvægt og ikke mennesket. der er forskel. Det er ikke en god ting at være svært overvægtig. Så det SKAL man ikke se positiv på. Lige meget, hvor lidt skyld man selv har i at være svært overvægtige. Så er IKKE en positiv ting.

Ps. Men jeg anerkendte da at det mændenes skyld som altid (sarkasme)

Jens Jensen, du har selvfølgelig ret i, at det ikke er sundt at være svært overvægtig.
Prøv at kigge over på det andet kommentarspor angående emnet og filmen.
Og måske prøv at holde op med det der 'skyld', jeg påpeger såmænd bare et historisk fact.
Og nej, jeg kan - ved den sødeste grød - ikke se, hvorfor man 'skal' se ned på nogens overvægt. ( og jeg vil såmænd gerne vedstå, at jeg selv har en rem af huden)
Mon ikke, det er svært nok i forvejen - man kunne jo også bare tage at blande sig udenom.

@Katrine Damm
"man kunne jo også bare tage at blande sig udenom"
NEJ. når man vil fortæller der ikke er noget galt i at være svært overvægtige. og ens livsstil kan gå ude over ens børn og nærmest. så kan jeg kun sige klat NEJ, man skal ikke blande sig udenom.

"prøv at holde op med det der ’skyld’"
Som jeg skriver "Man kan altid diskutere skyld. Men man kan ikke diskutere ansvar"

" hvorfor man ’skal’ se ned på nogens overvægt"
Der er 2 valg. Se op til, eller se ned på.

"jeg påpeger såmænd bare et historisk fact"
Er det det med at mænd vil have sunde kvinder og kvinder ikke selv har ansvar?

Jan Weber Fritsbøger

man skal se ned på intolerance og fordømmelse, men måske ikke på den intolerante og fordømmende,
faktisk burde man aldrig se ned på noget menneske for at være dem de er,
og endnu værre er det at se ned på eller ligefrem hade grupper af mennesker fordi de ikke er som en selv,
med hensyn til overvægt er det ikke ok at gøre den overvægtige skyldig, da overvægt jo også kan skyldes faktorer som slet ikke handler om adfærd,
såsom genetiske faktorer eller andet som den overvægtige ikke har indflydelse på og dermed heller ikke ansvar for,
jeg er helt enig med Katrine jensjensen vrøvler og hans ytringer er udpræget grimme.

@Jan Weber Fritsbøger
"hans ytringer er udpræget grimme"
Med hvad? Prøve at fortælle mig med hvad, ude at lave en stråmænd.

Til det med skyld, prøve at læse igen.
"Man kan altid diskutere skyld. Men man kan ikke diskutere ansvar."
Når jeg skriver "Man kan altid diskutere skyld" det vil siger der er nuancer til hvorfor man er svært overvægtig, og at jeg snakke om ansvar og ikke skyld. Eller "Lige meget, hvor lidt skyld man selv har i at være svært overvægtige. Så er IKKE en positiv ting". Igen skriver jeg at der er nuancer.

Og ja man kan altid snakke om den 1% der er 100% uskyldig, men jeg snakke i generelt og ikke i absolutter.

la os holde os til bolde og ikke manden tak. For at overbevise en med shaming virker ikke på mig. Men jeg vil da meget gerne høre hvad jeg er forkert med(ude stråmænd tak)

Men hvis man ikke selv har ansvar for ens liv, hvem har så?

Har man en gen fejl eller homo/stofskifte problemer. ja selv stress og manglen søvne kan give en vægt problemer. Men selv med de ting, er det stadigvæk ens livsstil der er et problem.

For det er velkendt at nogle nemmer tag på i vægt, i forhold til andre mennesker. Men det ændre ikke ved ens eget ansvar, for ens livsstil.

Men jeg er da ikke i tvivle om, at der er en del designe med mad og salgstrick, der gør at det er nemmer at komme til at overspise og købe usundt. Det kan gøre det svære at holde en god livsstil. Men det ændre ikke ved ansvaret. Men også derfor jeg opdeler ansvar og skyld.

Det er helt korrekt, at det fat-shames ret meget mere mod kvinder end mænd. Jeg har stort set ikke oplevet det, mens jeg har levet som mand, mens det var helt almindeligt, da jeg levede som kvinde. Og så kom det i øvrigt fra både mænd og kvinder.

Carsten Nørgaard

@David Zennaro: Jeg har kendskab til en mand, der mere end én gang er blevet stoppet op på gaden, chikaneret og udsat for decideret fysisk vold, fordi han var stærkt overvægtig. »Your mileage may vary,« som man siger på engelsk.

Jeg og familien boede på landet. Der var flere katte, tamme som halv vilde.
En kat fik halen flænset i en landbrugsmaskine. Så gik udskamningen igang i flokken.
Jeg forbandt halen, men det hjalp ikke. Jeg valgte, at lade dyrlægen aflive katten.

Sådan er mennesker ikke ? Men det forklarer de biologiske mekanismer, der engang fik konsekvenser - som i nazityskland.

Flemming Berger

Da spanske tropper i sin tid efter meget hårde kampe erobrede Gran Canaria, fandt de midt på øen indbyggernes helligdom og dens præstinder.Disse præstinder var overmåde godt i stand,hvormed de repræsenterede sundhed og liv på en ø, hvor sult optrådte lidt for ofte.

Når folk føler behov for at fortælle andre,hvad der er sundt og rigtigt - og for kvinders vedkommende attråværdigt - bliver manglen på undervisning i historie i skolerne pinligt tydelig.

Jeppe Lindholm

De få gange jeg igennem livet har været forelsket har det været i personen. Og korpus på den person man elsker er altid smuk.