Læsetid: 4 min.

Thure Lindhardt gør os klogere på det mærkværdige arbejde, det er at være skuespiller

Skuespiller Thure Lindhardt fortæller åbent om sit fags udfordringer, eksistentielle kampe og biseksualitet i sin ikke uinteressante bog om sit stadig unge liv
Skuespiller Thure Lindhardt fortæller åbent om sit fags udfordringer, eksistentielle kampe og biseksualitet i sin ikke uinteressante bog om sit stadig unge liv

Robin Skjoldborg

25. oktober 2019

Det er en besværlig genre, som den veletablerede og internationalt anerkendte skuespiller Thure Lindhardt og journalisten Rune Skyum-Nielsen kaster sig ud i. Den håndholdte biografi, der udklækkes på forlagets økonomiafdeling, snarere end i hjertet af hovedpersonen selv. Den slags biografi, der kommer til verden ved et sokratisk fødselsarbejde, som der indimellem går lige lovlig meget sludren og sladren i.

Måske ender denne biografisk anlagte bog om Thure Lindhardt, Vi ved jo hvordan det er at være menneske, så relativt godt, som den gør, fordi Lindhardt har insisteret på at skrive selv – og fordi Skyum-Nielsen så snarere har ageret sparringspartner og redaktør.

Thure Lindhardt i samarbejde med Rune Skyum-Nielsen: ’Vi ved jo hvordan det er at være menneske’.

Saxo
Thure Lindhardt syntes simpelthen, det var for kedeligt bare at sidde og fortælle om det liv, der hidtil var levet. Men da han først fik ideen om selv at udforske skriveprocessen, så var det en anden snak. Og selv om det ikke er en formfuldendt eller perfekt bog, er den bestemt ikke uinteressant. Måske fordi det er nemmere at være fortrolig med papiret, at lade sin stemme fæstne tillid til skriften end til et andet menneske?

Når man sidder over for en journalist, holder de fleste (hvis de har deres liv kært) noget tilbage. Men over for papiret? Der åbner man sig. Og det virker det i hvert fald til, at Thure Lindhardt gør i sin bog. Han skriver tilsyneladende (man ved det jo aldrig) relativt ærligt og forholder sig meget kritisk til sig selv og sine tidligere fadæser.

Skuespilleren har ikke travlt med at pynte sig med hverken egne eller andres fjer, og det taler virkelig til bogens fordel.

Vi ved jo hvordan det er at være menneske er struktureret primært ud fra Thure Lindhardts enormt alsidige roller og medvirken i indenlandske og udenlandske produktioner, og derfra springer vi så ned i hans livssituation på det tidspunkt.

Det betyder, at bogen ikke er strengt kronologisk, og det er klart en fordel. Så behøver hovedpersonen ikke at skrive gudsjammerligt kedelige passager om klassens time i 4. klasse, fordi det tidsrum nu engang skal dækkes, men kan hellige sig de største lynnedslag.

Man bliver selvfølgelig klogere på Thure Lindhardt ved at læse bogen. Skuespilleren løfter blandt andet sløret for sin biseksualitet og for, hvordan han i begyndelsen løj for pressen om, at han var til mænd, fordi branchen var fuld af historier om, at homoseksuelle skuespillere ikke fik tilbudt roller.

Vi hører om ulykkelige forhold, forelskelser og perioder ude af kontrol, selvlede, virkelighedsflugt og præstationer, han selv mener var for ringe. Især bliver man dog klogere på skuespilfaget af at læse Lindhardts bog. Og man får også større respekt for det. Og det er faktisk det mest interessante ved bogen.

Problematisk grad af indlevelse

Thure Lindhardt er ret god, synes jeg, til både at reflektere og fortælle om det mærkværdige arbejde, det egentlig er at være skuespiller. Almindeligvis tænker mange måske, at det sværeste er at huske de fordømte replikker. Men det er vitterligt det mindste af det.

Som også Ghita Nørby, der fra meget tidligt i Thure Lindhardts karriere bliver en slags mentor for ham, belærer ham, så handler det jo ikke bare om »at producere replikker«, men simpelthen om at finde frem til sin egen dybt menneskelige version af en given rolle, så man kan ramme den, og så skuespilleren har den størst mulige indlevelse i den person, han eller hun spiller. Det handler om at finde følelser, tanker i én selv, der gør det andet menneske begribeligt for en.

Det kræver da også virkelig hjælp, da Thure Lindhardt skal spille rollen som Natascha Kampuschs kidnapper i filmen 3096 dage. Men til sidst bliver han så god til rollen, at han begynder at forsvare overgrebsmandens handlinger og har svært ved at slippe rollen igen. Her har Lindhardt opnået en så stor grad af indlevelse, at det begynder at blive problematisk.

Robin Skjoldborg

Bogens titel er desværre en af de mest irriterende sætninger i bogen, Vi ved jo hvordan det er at være menneske, fordi det fejlagtigt kommer til at henvise til forfatterne bag bogen og dermed lyder sådan lidt bedrevidende – vi to, gamle dreng, vi ved nok, hvordan det er at være menneske. Det er ærgerligt, for det kommer fra et godt sted.

Titlen er et citat fra Ghita Nørby, der ofte inviterer den unge Thure til en enten skældud, ros eller hjælp hjemme i privaten, og her siger hun altså, »du ved jo, hvordan det er at være menneske, du kender til vrede, afmagt, had, kærlighed. Det er jo det, vi kan, vi skuespillere, vi kan indleve os«. Og det er jo fint udtrykt af fru Nørby, så det skulle man sådan set bare have ladet være. Men pyt! Læseværdig er bogen ikke desto mindre.

Thure Lindhardt i samarbejde med Rune Skyum-Nielsen: ’Vi ved jo hvordan det er at være menneske’. Gyldendal. 312 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Anders Reinholdt
  • Anders Olesen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • David Zennaro
Klaus Lundahl Engelholt, Anders Reinholdt, Anders Olesen, Bjarne Bisgaard Jensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu