Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Tunes of Negation er musik, man hverken kan sove til eller nyde ved fuld bevidsthed

Shackleton, en tidligere mester i at bombe med bas og forvirre med trommer, vil nu til at hypnotisere os med en persisk sufidigter og en hær af basvibratorer. Det lykkes
Shackleton, en tidligere mester i at bombe med bas og forvirre med trommer, vil nu til at hypnotisere os med en persisk sufidigter og en hær af basvibratorer. Det lykkes

Cheddiki

Kultur
19. oktober 2019

Der findes musik, der river dig rundt på dansegulvet. Hits, du skråler med på i hårbørsten på badeværelset. Syng med-sange, der definerer vores fællesskab. Der er musik skabt til sorg, glæde bryllup, begravelse.

Og så er der en helt anden form for musik, der søger at drive dig væk fra nærværet og ind i intetheden.

Egentlig er det lidt overraskende, at det er den vej, den britiske mesterproducer Shackleton (fornavn Sam) har taget. Han startede med at lave dubstep, en rytmisk krøllet og bassugende beatgenre, i midten af 00’erne. Musik, der i hans udgave var noget uimodsigeligt futuristisk, som man følte sig både intellektuelt og sensuelt drevet til at fordybe sig i. Det var musik, man måtte overgive sig til.

Brolagt med kærlighedsfilosofi

Det må man så også i Shackletons nye projekt, Tunes of Negation, men det er en mere tidløs og spirituel overgivelse. Ja, det er nærmest en trance, der søges på det brutalt meditative album Reach The Endless Sea – skabt i samarbejde med keyboardspilleren Takumi Motokawa og malletspilleren Raphael Meinhart.

Titlen er inspireret af den berømte persiske sufimystiker, teolog og digter Jalāl ad-Dīn Muhammad Rūmī. Givetvis er det hentet fra dette vidt udbredte citat i engelsk oversættelse:

»Love rests on no foundation. It is an endless ocean, with no beginning or end.«

Og ifølge pressemeddelelsen ønsker Shackleton med sin musik at »bistå til transmutation og at træde ind i lyset.«

Altså befinder vi os i et territorium, der er brolagt med kærlighedsfilosofiske floskler og gode intentioner. Et territorium, hvor kunstneren sagtens kan mislykkes med sit forehavende, da hver modtager af værket er forskellig fra den foregående. Men lige i dette subjekts tilfælde virker værket.

Ikke at jeg ligefrem ser lyset, men jeg nyder at drive ind i spøgelsernes vildnis, hvor man kan nikke til Brian Eno og David Byrnes ambiente klangånder, men også til den amerikanske mesterminimalist Terry Rileys bølgende gespenster og dronende genfærd.

Forvirring er ligesom tidligere i Shackletons arbejde et kendetegn, men her skyldes det ikke – som tidligere i hans karriere – graden af kompleksitet og overlasten af information, det skyldes musikkens hypnotiske karakter.

Hinsides menneskelig erfaring

Det begynder med sitarlignende synth og glasklingende bedeskåle. Over det kvarter dukker sangerinden Heather Leigh op og synger om liv, død og udødelighed: »Wait for rebirth of the soul.«

Siden følger et mandekor, fløjlsbløde kobbergonger og endelig mobiliseringen af en hær af basvibratorer, der snart danner et snurrende lydmassiv på det andet nummer »Nowhere Ending Sky«. Og så det mangefarvede rytmemylder, der skaber forvirret ekstase på »Rising, then Resonant«. Og til sidst voldsomme synthflader, måske porte ind til noget andet, uendeligt.

I hvert fald en exit ud af et overvældende værk, som man ikke kan falde i søvn til, men heller ikke nyde ved fuld bevidsthed. »The Time Has Come«, hedder afslutningsnummeret. Der slutter derude, hvor fornuften slutter, og noget nyt begynder.

Tunes of Negation: ’Reach The Endless Sea’ (Cosmo Rhythmatic)

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her