Læsetid: 5 min.

Vitezslav Nezval digtede fra dengang, verden sidst var ung

Vitezslav Nezval træder under alle omstændigheder frem i manegen her med sin akrobatiske kommunisme, sin dybe barnlige viden i ’Kvinde i flertal’
25. oktober 2019

Den tjekkiske digter Vitezslav Nezval blev født i år 1900. Han var 13, da hans store forbillede, Apollinaire, udgav Alcools, hvis berømte første linje siger, at »á la fin tu es las de ce monde ancien«, hvilket betyder »endelig er du træt af denne ældgamle verden«. Underforstået at så kunne man jo begynde at tænke over en ny og udforme den i praksis.

Vitezslav Nezval: ’Kvinde i flertal’.

Saxo
Poesien er en praksis, én blandt mange, og i den nye verden hang alting sammen, samtidig med at alting faldt fra hinanden. Alt det gamle, hvis stumper og stykker digterne og malerne satte sammen i nye konstellationer og kaldte det forskelligt, for eksempel Dada. Senere kom surrealisterne med deres surrealisme.

Det var en mindre desperat, mere køligt tænkende drømmens konstruktivisme. Surrealismen blev en stor ting.

I 1936, hvor Nezval udgav den bog, der nu udkommer på dansk under titlen Kvinde i flertal i Jan Nejdl Rasmussens oversættelse, havde den været på sit højeste og var på vej nedad.

Nezval var ortodoks surrealist i en ret kort periode, og Kvinde i flertal er den bog, hvor han ligesom ville bevise, at han var en ordentlig en af slagsen, selv om han egentlig ikke var det mindste ordentlig og slet ikke af nogen bevislig slags.

Det gør udgivelsen interessant, selv om den ikke rummer særlig mange af de store, mærkelige digte, som han udgav i mere end tredive digtsamlinger fra begyndelsen af tyverne til sin død i 1958.

Dem skal man finde andre steder, og det kan godt lade sig gøre, også på skandinaviske sprog.

Ivan Malinowski og Viola Wandall-Holms TI DIGTE udkom på forlaget Arena i 1960. Artur Lundkvist og Dagmar Chvojková-Pallasovás Mellan regnets fingrar på FIBs Lyrikklubb i 1968.

Det år, hvor sovjetiske tanks rykkede ind i Prag og knuste foråret.

Nezval forblev et stort barn

I skandinavisk sammenhæng var Nezval i mange år meget læst og påvirkede mange digtere, både blandt de svenske fyrtiotalister og deres danske brødre og søstre, Lundkvist og Malinowski ikke mindst, men også senere generationer, f.eks. kan man høre Dan Turéll i digtet »Bekendelse« fra Kvinde i flertal:

»En aften midt om sommeren vil jeg gå gennem byen som er mig fremmed
Byen hvor jeg ingen kender
Det vil føles som om det er søndag
Jeg vil gå forbi et enormt hus
En underlig bygning Måske er det et museum med udstoppede fugle
Det vil være den time hvor solen går ned
«

Men hvem var han? Artur Lundkvist siger det bedst, tror jeg, i forordet til Mellan regnets fingrar:

»I mangt og meget forblev Nezval et stort barn, med en grænseløs forundring over verden og et genialt blik for alle slags fænomener. Han nærede en romantisk kærlighed til videnskaben og den tekniske udvikling, trådte sommetider ind i rollen som lysmalende utopist og fremtidsforkynder, ligesom Apollinaire. Men hans dybeste følelse gælder alligevel hverken byen eller maskincivilisationen, men den gammeldags landsby, de idylliske småbyer, Bøhmens grønne land.«

Surrealist var han sådan set ikke. Det var nok en stor ting at være midt i trediverne, men efter den kommende krig var surrealismen ikke stor mere. Dens filosofiske basis i marxismen og freudianismen, som egentlig stod Nezval fjernt, var undergravet. Proletariatet var en tåget drøm, og drømmen talte ikke nødvendigvis sandt. Det ubevidste var en tom spand, surrealismen var glemt.

Alligevel var der, også i efterkrigstiden skriver Artur Lundkvist, nogle kritikere, der mente:

»at han var en klejn eller inkonsekvent modernist. Inderst inde var han ikke tidsenlig eller tilstrækkeligt social, men en sværmerisk fantast, en romantiker i forklædning, antog man. Men det var vel sådan, at hans digtning udløstes som en gniststrøm under spændingen mellem de modsatte poler i hans natur.«

Han var en ildsprudlende troldmand, som den gamle Merlin, han møder på pladsen foran Pantheon i Paris i et af digtene i Kvinde i flertal:

»Han har vildkatteøjne
Og stikkende overskæg
På hovedet har han rester af svalereder
Han gumler i gamle forrådnede lægter med sit fremragende tandsæt
I huse der truer med at styrte sammen
Om natten strejfer han gerne om på biblioteker
Og læser hvad der er skrevet om ham
«

Et af hans største digte har titlen »Akrobat«, det var han også:

»Pludselig lød dødsklokken
Og ud fra et himmelsk hospital i urtepotternes flammer
Kørte i sin rullestol Gennem en port der åbnedes til langtrukken musik
Den syvårige sømand uden ben
Idet han drejede jordkloden med sine hænder
«

Det gjorde Apollinaire også i skyttegraven under Første Verdenskrig, han drejede den i fantastiske kalligrammer og med den høje nye himmels skyer i hovedet. Få tog den nye verden, der blomstrede i Apollinaires digte, op som den syvårige sømand uden ben, det brændende barn, Vitezslav Nezval. »Akrobaten« er fra Arenaudgivelsen, 1960.

Akrobatiske kommunisme

Det er godt, at vi nu får flere af hans digte på dansk, selv om den lidt programmatiske bog rummer lidt for mange af de i dag ligegyldige stiløvelser, hvormed surrealisterne prøvede at provokere det ret ligeglade borgerskab såsom en halv side automatskrift og vittigheder af typen, hvor en symaskine møder en paraply på et operationsbord som hos den store Lautréamont.

Måske er der også her og der lidt svigt i oversættelsen. Hvad der hos Malinowski og Wandall-Holm hedder:

»Dine lænder er dovenskaben selv
Tenens surren violens skygge
Din pande er en gnist
Dine tænder en trykpresse
«

bliver i den nye udgivelse til:

»Dine hofter en den rene ugidelighed
Akselens larm violernes skygge
Dit ansigt er en gnist
Dine tænder en pressemaskine
«

Jeg ved jo ikke, hvad der står på tjekkisk, men en ten er ikke en aksel, og der er ikke noget, der hedder en pressemaskine. Ligesom der i et andet digt ikke kan have stået en »Landauer bil« på gaden den sidste nytårsaften i det nittende århundrede, men derimod nok en »Landauer«. Og en mand, der har tilbragt så meget tid i den store moderne tids Paris som Nezval, ville nok ikke tale arkaisk om »Den luxembourgske Have«.

Bogen kunne måske have tålt lidt større redaktionel omhu, men det kan jo komme i andet oplag. Nezval træder under alle omstændigheder frem i manegen her med sin akrobatiske kommunisme, sin dybe barnlige viden:

»Jeg skrev kun for skriftens nydelse
Jeg tav kun for tavshedens bitterhed
Og dog er den eneste glæde jeg kender
Den hovedløse cyklist som indhentes af natten
«

Vitezslav Nezval: ’Kvinde i flertal’. Forlaget Korridor, 195 sider, 195 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu