Læsetid: 4 min.

Wiedemanns ’Cyrano de Bergerac’ er gumpetung. Men Johanne Louise Schmidt løfter forestillingen

Der er én virkelig god ting at sige om Katrine Wiedemanns gumpetunge og søvndrukne opsætning af ’Cyrano de Bergerac’ på Det Kongelige Teater. Hun hedder Johanne Louise Schmidt
Hvorfor i alverden er det hele opsat så konservativt og uopfindsomt?

Hvorfor i alverden er det hele opsat så konservativt og uopfindsomt?

Miklos Szabo

5. oktober 2019

I guder! Jeg troede aldrig, jeg ville komme igennem den aften. Cyrano de Bergerac begyndte klokken 20.00, og klokken 20.07 kiggede jeg på mit ur og fik et chok. Var tiden gået i stå? Var der virkelig ikke gået længere tid?

Jeg skævede bekymret til min teaternihilistiske veninde, der grundlæggende mener, at scenekunst hører fortiden til og primært er en kunstart, der har til formål at fodre hattedamer med sjæleligt overskuelige historier fortalt af skuespillere i nydeligt, skræddersyet tøj.

Akkurat med denne forestilling – det indså jeg allerede klokken 20.07 – ville det blive svært at overbevise hende om andet. Her var netop imponerende udfoldede rober, en hel horde af skuespillere, der talte på et dansk med godt hundrede år på bagen, der var kårder, ridderstemning og en smuk ung jomfru.

Da tæppet til pausen gik et stykke efter klokken 21.00, vågende min sidemand med et sæt. Nihilisten, der havde holdt sig vågen, erklærede at hun hellere ville tage hjem for at sove.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu