Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Wiedemanns ’Cyrano de Bergerac’ er gumpetung. Men Johanne Louise Schmidt løfter forestillingen

Der er én virkelig god ting at sige om Katrine Wiedemanns gumpetunge og søvndrukne opsætning af ’Cyrano de Bergerac’ på Det Kongelige Teater. Hun hedder Johanne Louise Schmidt
Hvorfor i alverden er det hele opsat så konservativt og uopfindsomt?

Hvorfor i alverden er det hele opsat så konservativt og uopfindsomt?

Miklos Szabo

Kultur
5. oktober 2019

I guder! Jeg troede aldrig, jeg ville komme igennem den aften. Cyrano de Bergerac begyndte klokken 20.00, og klokken 20.07 kiggede jeg på mit ur og fik et chok. Var tiden gået i stå? Var der virkelig ikke gået længere tid?

Jeg skævede bekymret til min teaternihilistiske veninde, der grundlæggende mener, at scenekunst hører fortiden til og primært er en kunstart, der har til formål at fodre hattedamer med sjæleligt overskuelige historier fortalt af skuespillere i nydeligt, skræddersyet tøj.

Akkurat med denne forestilling – det indså jeg allerede klokken 20.07 – ville det blive svært at overbevise hende om andet. Her var netop imponerende udfoldede rober, en hel horde af skuespillere, der talte på et dansk med godt hundrede år på bagen, der var kårder, ridderstemning og en smuk ung jomfru.

Da tæppet til pausen gik et stykke efter klokken 21.00, vågende min sidemand med et sæt. Nihilisten, der havde holdt sig vågen, erklærede at hun hellere ville tage hjem for at sove.

Cyrano de Bergerac (1619-1655) var en franskmand med mange talenter. Ikke blot en berømmet garderofficer, digter og dramatiker, men også en kulørt skikkelse i sin samtid kendt for sit rigt udfoldede kærlighedsliv og aktive livsstil inden for duellering.

Almindeligvis kender vi ham nok bedst som hovedpersonen i Edmond Rostands drama Cyrano de Bergerac fra 1897, hvor Cyrano netop er denne digter og mester i fægtekunst, der bliver håbløst forelsket i sin kusine Roxane, men ikke tør erklære sin kærlighed til hende på grund af sin lange næse.

Roxane forelsker sig imidlertid i en af Cyranos underordnede, en kadet ved navn Christian de Neuvillette, og da Christian gengælder denne forelskelse – men er en relativt ordløs og ikke udpræget kløgtig type – indvilger Cyrano i at skrive hans kærlighedsbreve til Roxane. Og åh! Det må jo gå galt!

Cyrano skriver de mest glødende kærlighedsbreve, og Roxante smelter langt ned i underlivet. Men når hun står over for den mere simple Christian, ja, så har han sjovt nok svært ved at leve op til denne kærlighedens store dampmaskine, som Cyrano arbejder med.

Dramaet Cyrano de Bergerac er med årene blevet en klassiker, der har ladet sig gennemspille og genoplive i utallige former – og i den brede offentlighed kender vi måske bedst fortællingen fra filmpastichen om Cyrano, nemlig Roxanne – næsen er i vejen, filmen fra 1987 med Steve Martin som den langnæsede brandmand i vidunderlig 80’er-setting.

Jeg må sige det, som det er. Hvor jeg savnede den film undervejs. Den kunne jeg ligesom interagere med. Men det her hengemte kostumedrama fra en anden tid? Min sjæl, sikke en støvkost.

Afvikling frem for udvikling

Det er klart, at Cyrano de Bergerac opførelse på Danmarks nationalscene har et grundniveau, det benægter jeg ikke. Instruktøren er ingen ringere end Katrine Wiedemann, scenografi, kostumedesign m.m. fungerer upåklageligt, men hvorfor i alverden er det hele opsat så konservativt og uopfindsomt?

Wiedemanns udgave forekommer mig at være alt for loyal og tro over for originalen: Der bliver ikke lavet den mindste smule rav i den, og man muntrer sig virkelig ikke med opkvikkende tilgange til det over hundrede år gamle stykke.

Skuespillerne taler som et patineret ekko fra gulnede sider (»mundene ligner hønserumper,« siger Cyrano på et tidspunkt, ikke engang en genuin hønserøv kan publikum få), og det hele er simpelthen så usexet formidlet. Det føles snarere som en professionel afvikling end en reel udvikling.

Men altså, er der virkelig ikke den mindste nye spire under solen? Åh, jo, et enkelt mirakel må man give forestillingen, ellers ville det virkelig også have været for drøjt. Titelrollen Cyrano spilles af altid leveringsdygtige Olaf Johannessen, men det er faktisk Roxane, spillet af Johanne Louise Schmidt, der viser sig at være forestillingens virkelige redning og heltinde.

Johanne Louise Schmidt løfter forestillingen ene kvinde ved at give et dybt originalt og personligt bud på en smuk, men idiosynkratisk Roxane. Her er faktisk et levende menneske, som man kan mærke i denne lidt lette servering, som den tragiske komedie ret beset er. Johanne Louise Schmidt har fundet frem til sære tolkninger af Roxane, småhysteriske fniserier og komiske udbrud, der gør, at Roxanne materialiserer sig som én, der faktisk har mulighed for at vække genklang i publikums egen indre suppegryde.

Naturligvis er også Olaf Johannessen et stærkt kort, men hans vangvillige, kampliderlige og samtidig selvfornægtende, ja, selvudslettende adfærd, bliver for mig aldrig rigtigt forståelig i Wiedemanns instruktion. Måske sætter hans ord sig i øjeblikke fast i hovedet, men Johanne Louise Schmidts nærvær og udtryk mærker jeg langt ind i kødet.

’Cyrano de Bergerac’. Instruktion og bearbejdning: Katrine Wiedemann. Medvirkende: blandt andre Olaf Johannessen og Johanne Louise Schmidt. Scenografi og kostumer: Maja Ravn. Gendigtning: Niels Brunse. Spiller på Det Kongelige Teater frem til 15/02 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her