Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

En af årets fineste danske film er et langsomt, lavmælt kvægavlerdrama med amatører i alle roller

Årets uden tvivl langsomste danske film, Frelle Petersens ’Onkel’, fortæller med imponerende intensitet en historie, der er ekstremt lokalt forankret med lokale dialekttalende amatører i alle roller og ganske universel i sin tematik
Rollen i ’Onkel’ er Peter H. Tygesens første rolle i en film. Han spiller overfor hovedrolleindehaver Jette Søndergaard, der også er hans niece i det virkelig liv. Instruktør Frelle Petersen skrev rollerne specifikt til Jette Søndergaard og hendes onkel, og filmen er optaget på Peter H. Tygesens gård i Tønder.

Rollen i ’Onkel’ er Peter H. Tygesens første rolle i en film. Han spiller overfor hovedrolleindehaver Jette Søndergaard, der også er hans niece i det virkelig liv. Instruktør Frelle Petersen skrev rollerne specifikt til Jette Søndergaard og hendes onkel, og filmen er optaget på Peter H. Tygesens gård i Tønder.

Per Arnesen

Kultur
15. november 2019

Otte et halvt minut går der, før den første replik falder i Frelle Petersens dejlige sønderjyske landmandsdrama Onkel. Det er et godt stykke over gennemsnittet, men man spilder langtfra tiden i selskab med filmens lavmælte karakterer.

Da første replik falder, er den unge kvindelige mælkebonde Kris (Jette Søndergaard) ude at købe ind med sin aldrende, gangbesværede onkel (Peter Hansen Tygesen), hvis gård de to driver i fællesskab.

I otte et halvt minut har man set dem gå op ad hinanden og køerne, bakse med foder og malkemaskiner, spise sammen i køkkenet med fjernsynet kørende, stirrende ud i luften eller optaget af et sudokuhæfte. Hele tiden tavse, men også i sync, som mennesker, der lever tæt sammen og er dybt afhængige af hinanden, kan være det. Omsorgen og omhuen er meget tydeligt til stede i det bleggrå hverdagsliv, Onkel skildrer.

Når Kris og hendes onkel taler så lidt sammen, som de gør, er det altså ikke, fordi de ikke kan lide hinanden. Der er bare ikke nogen grund til det; tingene er, som de er, og de sorger, de bærer på, kan alligevel ikke snakkes væk. 

Først i indkøbsscenen får onklen brug for at sætte ord på sine ønsker og behov. »Nutella,« siger han så og peger på hylden med nutella. Og så går der ellers tre minutter til, før Kris siger sin første replik (»strejflys«) under et spil Scrabble.  

’Sinne gas’

Det sindige tempo er kun én af de kvaliteter, der gør Onkel til en særlig film. Her er ingen kendte skuespilleransigter, fordi alle (fire) skuespillere i filmen er amatører, som Frelle Petersen har rekrutteret på den egn i det vestlige Sønderjylland, hvor filmen er optaget – og hvor instruktøren selv kommer fra. 

Filmen er skrevet og optaget på den gård, hvor Peter H. Tygesen, der spiller onklen, er født og opvokset. Jette Søndergaard, der spiller Kris, er også hans niece i virkeligheden. Som et særsyn i dansk film taler alle dialekt. Endda præcis den samme form for klingende sønderjysk, idet alle skuespillerne er fundet inden for en radius på 15 km. »Sinne gas, do,«  siger de, når de skal minde hinanden om at tage det (endnu mere) roligt.  

Onkel er en sjælden perle af en lavbudgetfilm, der giver sig tid til at fortælle en helt enkel historie om store eksistentielle spørgsmål med en intensitet, der er imponerende i betragtning af, hvor lidt ydre drama der er. 

Kris har boet på sin onkels gård, siden hun blev forældreløs i gymnasietiden. Efter et hjertetilfælde er onklens arbejdskraft stærkt nedsat, så der er brug for Kris, hvis køerne skal passes ordentligt, maden skal laves, og onklen skal have tøj på om morgenen. Derfor takkede hun nej til den studieplads på dyrlægestudiet i København, hun ellers var blevet tilbudt. Og så går dagene ellers bare med praktiske gøremål og rolige former for tidsfordriv, indtil den lokale dyrlæge (Ole Caspersen) en dag ser, hvor god Kris er til at hjælpe en drægtig ko, hvis kalv ligger skævt, med at kælve.

Johannes, som dyrlægen hedder, kan se, at den sørgmodige Kris har brug for et skub. Han begynder derfor at tage hende med ud på sine besøg på områdets gårde, så hun kan lære noget om det fag, hun så åbenlyst interesserer sig for.

Sådan får han Kris’ drøm genopvakt, hvilket medfører en splittelse for hende mellem at forfølge sine drømme i København og blive hjemme og passe sin plejekrævende onkel og hans gård. Frigørelsesspørgsmålet bliver endnu mere presserende, da hun møder en sød jævnaldrende landmand ved navn Mike (Tue Frisk Petersen), der også drømmer om at tage en uddannelse i København. 

Smasken, slubren, knitren og skramlen

Drømmen om dyrlægestudiet og mødet med Mike giver selvsagt en del konfliktstof, der stille og roligt udfoldes gennem scener, som på en øm og solidarisk måde tangerer det komiske. Virkemidlerne er også her få og velvalgte. Et af dem er brugen af reallyd, der lige akkurat er så højlydt, at den er umulig at abstrahere fra. Når for eksempel onklen sidder ved siden af Kris og Mike i biografen og knaser skolekridt og slubrer øl i sig, bliver hans tilstedeværelse så påtrængende, at det føles forkert at begynde at holde hånd. 

I det hele taget er det sejt og virkningsfuldt, som lydsiden stort set holder sig til reallyde. Først i en høstmontage midtvejs er der underlægningsmusik (af Flemming Berg), som letter stemningen og understreger arbejdsflowet uden at være alt for påtrængende. Ellers er der bare høets knitren, suget fra malkemaskinerne, der får fat om køernes patter, og klukken fra ymerkartonen, når Kris morgen efter morgen spiser det samme måltid.

Selv om langt de fleste scener er lavdramatiske, er der hele tiden noget i gang, og alt, hvad der sker, støjer lidt mere, end det normalt gør på film. Det er lige før, man hører fluerne lande på voksdugen på spisebordet. De påtrængende lyde får alle gøremålene til at virke drøje i det, og samtidig bliver det tydeligt, i hvor høj grad Kris og onklens hverdag er bundet op på en fast rytme, hvor lydene lyder med den regelmæssighed, der kommer af at gøre de samme ting hver eneste dag.  

Elskelige Scrabble-scener

Selvom Onkel er en ekstremt lokalt forankret historie, er temaerne ret universelle. Lignende handlingsforløb kunne udspille sig alle mulige andre steder i verden og i andre tidsaldre. Det er en pointe, at Kris og hendes onkel lever lidt på afstand af samtiden.

Godt nok kører fjernsynet i køkkenet, men de tager ikke bestik af, om det er et program om Gråsten Slotshave eller et nyhedsindslag om sammenstød ved topmøder eller en højhusbrand i London. Mobiltelefoner er noget, den flinke dyrlæge skaffer dem for at gøre det mere overskueligt for Kris at forlade onklen en gang imellem.

På intet tidspunkt ser man skyggen af en computer. Uden selv at være mælkebonde vil jeg tro, at det er svært at kommunikere med mejeri og leverandører med fastnettelefon og papirspost. Men nu er det så heller ikke de administrative opgaver i nutidens landbrug, der er filmens tema. Det er derimod frygten for at miste det og dem, man kender og holder af kontra frygten for ikke at få levet sit eget liv med de chancer, risici og afkald, det indebærer.

Et tilbagevendende fortællegreb i filmen er Kris og onklens Scrabble-spil om aftenen. Brætspilæsken er godt slidt, og man kan høre på måden, de spiller på, at det har en særlig plads i deres relation. I en enkelt scrabble-scene er der lovlig meget undertekst, men ellers er disse scener lige lidt ekstra elskelige, fordi det er de eneste situationer, man hører Kris og onklen bruge andre ord end de rent og skært nødvendige. Det er en stor kvalitet ved en film, at den giver plads til en dialog som denne, hvor det er onklens tur i Scrabble, og han godt selv ved, at det ord, han har skrevet, ikke er et, der som sådan findes ude i virkeligheden:     

»Accepterer du?«

»Toiletkrukke?«

»Ja, det er sådan en krukke, man har på æ toilet.«

»Til hvad?«

»Nå ja, til sæbe eller tørrede blomster og sådan noget.«

»Okay.« 

Sådan en dialog er hverken til for at drive plottet frem eller belyse karakterernes baggrundshistorie, den viser bare, hvordan en generøs gestus ser ud blandt mennesker, der ikke slår så meget ud med armene. At de generøse gestusser i Onkel er mange og varierede er bare endnu en kvalitet ved filmen.  

’Onkel’. Manuskript, instruktion og fotografering: Frelle Petersen. 1 time og 43 minutter. Dansk. Vises i udvalgte biografer landet over. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den lyder ligeså intens som Hesten fra Torino, hvilket godt snart må genudsendes.

Ole Kresten Finnemann Juhl

Glæder mig til, at den kommer på Filmstriben!

Anders Sørensen

Der er for få kvægavlerdramaer i dansk film.

Lone Nikolajsen

@Anders: Vi mangler kun ét kvægavlerdrama, før der er tale om en tendens (det kræver ifølge den kulturjournalistiske tommelfingerregel lige akkurat tre eksempler). Sidste år var det "Før frosten" med Jesper Christensen i hovedrollen som det gode, men ak så fattige menneske, hvis køer skulle have det godt.

Anders Sørensen

Det virker kun rimeligt med en decideret tendens. Jeg håber for dansk film, at vi når tendensniveau i allernærmeste fremtid. Jeg vil i hvert fald være at finde helt forrest i koen, hvis den endnu engang blev avlet i en biograf nær mig.

Et af de sidste ord der siges - hvis ikke det sidste? - er også 'Nutella'. Denne gang sagt spørgende af Kris, henvendt til onklen. På samme plet i samme SuperBrugs som første gang. Kris er nu endnu mere bevidst om sin rolle i at opfylde sin onkels behov. Han svarer, eller nikker, naturligvis 'Ja'.

Ringen er sluttet. Livets 'Nutella' er, at der er nogen vi kan være der for, og at der er nogen der gider være der for os. På godt og ondt.