Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Alessandro Cortinis seneste album er et langt, elektronisk udråbstegn

Alessandro Cortini er kendt for sine mumlende, ambiente lydlandskaber. Men på sit seneste album VOLUME MASSIMO udtaler han sig mere direkte end før
I 2016 spillede Alessandro Cortini i Vor Frelser Kirke i forbindelse med festivalen Strøm

I 2016 spillede Alessandro Cortini i Vor Frelser Kirke i forbindelse med festivalen Strøm

Martin Fælt Gonzales

Kultur
15. november 2019

På Alessandro Cortinis seneste, og noget nær niende soloalbum, VOLUME MASSIMO, er alt skrevet med versaler. Måske er det for at sætte eftertryk på titlen, der betyder maksimal lydstyrke.

Den italienske synthkunstner har tidligere været med i højlydte, industrielle rockprojekter som Mayfield Four og Nine Inch Nails. I 2009 var han endda barselsvikar for keyboardspilleren i det populære, britiske art rockband Muse. Alligevel er han blevet mest kendt for sine afdæmpede, ambiente lydlandskaber, der mumler, mere end de råber. Hans egen musik har aldrig før udtalt sig så direkte som nu.

Cortini kommer fra det nordøstlige Italien, men rejste som ung til USA for at blive guitarist. Her kastede han sin kærlighed på keyboardet og begyndte at spille live både med traditionelle rockbands såvel som elektroniske supergrupper. Ved siden af liveprojekterne specialiserede Alessandro Cortini sig i sit instrument ud over det sædvanlige. Som soloartist har han viet sit liv til at studere synthens uendelige muligheder og mysterier.

VOLUME MASSIMO præsenterer Alessandro Cortini det, som han efterhånden har brugt en hel musikerkarriere på at udtænke – en ny slags post rock, der både er melodisk og voluminøst støjende, sådan som det hører sig til, men hvor synthesizeren er kommet i centrum frem for den sædvanlige bas og guitar.

Instrumentel tyngdekraft

Lyden af Alessandro Cortinis VOLUME MASSIMO er fortættet til det massive. Men det får ikke albummet til at fremstå som en uigennemtrængelig lydmur. Snarere er det en vidtåben port af rungende syntetiske klange. Man bliver suget ind i albummet af en stemning, der virker så suveræn, at det næsten virker som en instrumentel tyngdekraft, der er på spil.

Det støvagtigt knitrende åbningsnummer »AMORE AMARO« er hverdagsligt intimt, som om musikken kørte på en gammel pladespiller. Men det er før, synth og bas blæser støvet af og overdøver alle ens sanser, så man får følelsen af, at ens ører bliver udstoppet af sonisk vat, fuldstændig som hvis man stod lige ved højttalerne foran en scene.

VOLUME MASSIMO er melodierne enkle. Men med alle deres dunkende, hvæsende og hvinende overtoner omkring sig føles de hverken ensformige eller mangelfulde. Ligesom i mange af de mest kendte og elskede, klassiske stykker musik, komponerer Alessandro Cortini så iørefaldende passager, at det er muligt at synge med – selv om ens stemme hverken er en keyboardtangent eller en elektrisk guitarstreng.

Den storladne tonalitet, der hersker i synth-sporerne, og som især også dominerer på »AMARO AMORE« og »BATTICUORE«, vækker genklang af kanoniseret science fiction-soundtrack. Kulminationen sker i overgangen til det træge og forstrakte »SABBIA«, som bør blæses ud for maks. volumen. Her kan Cortini alene hamle op med orkestre som Mogwai og Sigur Rós.

I forhold til Alessandro Cortinis tidligere udgivelser, der har føltes som lidt let overselige indskudte parenteser i ambienthistorien, kommer VOLUME MASSIMO til at fremstå som ét langt udråbstegn.

Alessandro Cortini: ’Volume Massimo’ (Mute Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her