Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Auður Ava Ólafsdóttirs nye roman spidder snæversynet i 1960’ernes Island

’Miss Island’ er en underholdende, rammende og lidt forceret roman
Miss Island, der netop har vundet den prestigefulde franske Prix Médicis for årets bedste udenlandske roman, viser, hvordan det er at være anderledes, når verden er ét stort herreværelse.

Miss Island, der netop har vundet den prestigefulde franske Prix Médicis for årets bedste udenlandske roman, viser, hvordan det er at være anderledes, når verden er ét stort herreværelse.

Batzer & Co.

Kultur
29. november 2019

Ifølge en artikel fra BBC News fra 2013 er Island det land i verden med flest forfattere pr. indbygger. Hele ti procent af landets befolkning er efter sigende udgivne forfattere. Om det også var sådan 50 år tidligere, melder historien intet om, men det er en nærliggende tanke, når man læser Auður Ava Ólafsdóttirs nye roman Miss Island.

Året er 1963, og hovedpersonen Hekla, der er vokset op på landet, flytter til Reykjavik for at udleve sin forfatterdrøm. Hendes far skriver en blanding af vejrrapporter og dagbog, hendes veninde Isey skriver fantasifulde historier om den verden, hun kan se fra sit vindue, den lokale præst udgiver snart sine memoirer, og på caféen Mokka sidder de unge mænd og læser højt for hinanden af deres (primært upublicerede) digte og romanfragmenter.

Auður Ava Ólafsdóttir: ’Miss Island’.

Batzer & Co.
Selv om Hekla har talent, er det svært for hende at få trykt sine tekster, hvis ikke hun bruger pseudonym. Hun er nemlig ikke kun en kvinde, men ligefrem en ung og usædvanligt smuk kvinde, og det islandske samfund anno 1963 er mandsdomineret, forstokket og diskriminerende.

Helt fra begyndelsen er Heklas liv styret af mænd. Hendes vulkanforgabte far navngiver hende uden at inddrage moderen. På Hotel Borg, hvor den akkurat voksne Hekla arbejder som ’serveringspige’ for at få råd til at skrive, bliver hun hver aften udsat for lumre bemærkninger og uønskede berøringer, hvilket ledelsen opfatter som en naturlig del af jobbet:

»Hvis piger brokker sig siger man til dem: Sådan har det altid været, det må du finde dig i.« En af kunderne dukker sågar op i tide og utide for at betragte Hekla og plage hende om at stille op til Miss Island-konkurrencen. Da hun svarer nej til spørgsmålet om, hvorvidt »sådan en sød pige« har en kæreste, udbryder han:

»Hvad er den af, ligger hun ikke i med fyrene? Er der ingen der får stukket den ind?«.

Samfundets snæversyn fører ikke kun til vamle bemærkninger, men også til mere håndgribeligt destruktive handlinger. For eksempel bliver Heklas ven Jon John overvåget, fordi han er homoseksuel, og da han en aften bliver tævet i byen, kan han ikke melde det, eftersom en af overfaldsmændene er ansat hos politiet og tilmed kendt som en af tjenestens fremmeste bøssebekæmpere.

En dag møder Hekla bibliotekaren Starkad, som selvfølgelig også har litterære ambitioner. De indleder et forhold, og selv om Hekla hurtigt flytter ind, har parret problemer fra begyndelsen. Hun holder sine skriverier hemmelige for Starkad, og under påskud af at sy gardiner til deres hjem tager hun hver dag hen til Jon John for at arbejde på sit manuskript.

Starkad er konstant jaloux, fordi Hekla tilbringer så meget tid sammen med vennen, som han omtaler som ’bøssen’ eller ’hermafroditten’, og han synes, det er ubehageligt, når hun tropper op på digtercaféen for at spørge, om han har set deres bortløbne kat. Til gengæld fryder han sig over, at de andre digteraspiranter synes, at hun er lækker.

Kritikken af det mandsdominerede samfund er rammende

Miss Island, der netop har vundet den prestigefulde franske Prix Médicis for årets bedste udenlandske roman, viser, hvordan det er at være anderledes, når verden er ét stort herreværelse. Den spidder mandschauvinismen og de unge mænds fantasterier:

»Mænd bliver født som digtere. Når de er i konfirmationsalderen, accepterer de det uundgåelige hverv at være genier. Det betyder ikke noget, om de skriver bøger eller ej. Kvinder derimod bliver kønsmodne og får børn, som forhindrer dem i at skrive.«

Men den fremstiller også en helt særlig afdæmpet ukuelighed, som driver personerne videre, når friheden viser sig ikke blot at være længere væk end først antaget, men også at være mindre uspoleret og idyllisk.

Kritikken af det mandsdominerede samfund er rammende, men ikke just subtil, og hverken i romanens komik eller symbolik er der de store nuancer. For eksempel begynder en vulkan at gå i udbrud, samtidig med at Hekla bryder fri af samfundets normer og begynder at realisere sit potentiale. Og så er det vistnok meningen, at det skal være sjovt, at Jon Johns fulde navn er David Jon John Johnsson.

Alligevel er Miss Island en underholdende roman med flere stærke karakterer. Heklas og Jon Johns særlige og kærlige relation, der er hinsides datidens konventioner, står i skærende kontrast til den barnlige Starkad, som i begyndelsen er imponeret over Heklas belæsthed, men i virkeligheden kun vil have en almindelig kvinde, der koger kartofler til frokost.

Faktisk vil han helst have en yngre version af sin mor, for når han ønsker sig noget af Hekla, begrunder han det med ordene ’Mor plejede …’. Og hvad er hans mor så? En kuet kvinde, som er så usikker, at hun kun kan sige de første ord af hver sætning og må lade sønnen om at færdiggøre den. Deres relation er både morsom og gruopvækkende, og det er absolut i de afsnit, hvor Miss Island rammer et unikt skæringspunkt i denne dynamik, at romanen er bedst.

Auður Ava Ólafsdóttir: ’Miss Island’. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. BATZER & CO. 280 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her