Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Chigozie Obiomas svære toer emmer af fortælleglæde og viden

En tragisk Odysseus-fortælling
Chigozie Obioma viser sit utvivlsomme talent i 'Fuglenes gråd'.

Chigozie Obioma viser sit utvivlsomme talent i 'Fuglenes gråd'.

10050 Pontus Lundahl/TT

Kultur
15. november 2019

Den nigerianske forfatter Chigozie Obiomas første roman Fiskerne – en roman om fire brødre, der rammes af en grum profeti – udkom i 2015 og fik øjeblikkeligt succes; den blev nomineret til Booker-prisen og blev siden oversat til 26 sprog.

Dermed er presset lagt på Obiomas (f. 1986) svære toer, romanen Fuglenes gråd, som udkom på engelsk i januar og i denne måned på dansk. Da jeg ikke har læst den første, kan jeg imidlertid ikke komme med en vurderende sammenligning.

I stedet kan jeg uforpligtet glæde mig over Obiomas moderne tragedie. For selv om sproget måske ikke er helt i top, er Fuglenes gråd både original i sit fortællegreb og emmer af fortælleglæde og viden.

Romanen er egentlig en klassisk staldkarl forelsker sig i prinsesse-historie. Den unge, forældreløse fjerkræavler Chinonso træffer den velhavende, men sorgfulde Ndali, da hun har allermest brug for hjælp, og de forelsker sig i hinanden.

For at imponere Ndalis snobbede og afvisende familie beslutter han sig for at sælge fuglefarmen og rejse til Cypern for at få en uddannelse. Med hjælp fra en barndomsven lykkes det ham at komme afsted, kun for at finde ud af, at vennen har snydt ham. (Det var her, jeg lærte begrebet Yahoo boy at kende: Det betyder en person, der snyder folk for penge ved hjælp af internettet).

Herfra går det ned ad bakke for Chinonso, der gang på gang forsøger at kæmpe mod sin skæbne som en af den globaliserede verdens tabere og vende hjem til sin elskede.

Der er bestemt politiske undertoner i fortællingen, ligesom der er det i romanens vildt smukke engelske titel An Orchestra of Minorities, som – lidt ærgerligt, synes jeg – er blevet oversat meget frit til Fuglenes gråd på dansk. Valget forstærker fokusset på den allegoriske brug af Chinonsos fugle som billede på verdens undertrykte, men titlen bliver langt mindre skøn.

Det politiske tager ikke overhånd, og romanen får lov til at blive på det mytologiske og fortællelystne plan. Dette skyldes især, at historien ikke er fortalt af Chinonso selv, men af hans chi, hans igbo-skytsånd, som har sine egne meninger og erfaringer, selv om den opholder sig i Chinonsos krop. Igboerne er et folk i det sydøstlige Nigeria, og i deres kosmologi er et chi en persons »anden identitet i ånderiget«. Dette forklarer den kanoniserede nigerianske forfatter Chinua Achebe i bogens epigraf.

Utvivlsomt talent

Chinonsos chi henvender sig gennem hele romanen til igbo-guden Chukwu, og romanen udformer sig som en forsvarstale. Først i bogens dramatiske slutning finder man ud af, hvad der forsvares.

Chigozie Obioma: ’Fuglenes gråd’.

Igbo-skytsånden, som har været skytsånd for utallige generationer af mennesker, er hjertelig, gammelklog og lidt af et sludrechatol. »Jeg har set det mange gange« er dens evindelige slogan, når den udbreder sig om menneskesjælen.

Selv om man mest vender sider for at vide, hvad der sker med Chinonso og Ndali, må man som læser affinde sig med, at chiet også gerne vil underholde sin gud med eksempelvis overvejelser om forskellen mellem chier og mennesker og om alt, hvad »de store fædre« nogensinde har sagt.

Den opbyggelige tanke er selvfølgelig, at læseren også bliver bekendt med igbo-kosmologien gennem læsningen, og selv om jeg normalt ikke er så vild med leksikal viden stoppet ind som fyld i romaner, fungerer det ret godt her.

Hvorfor? Måske fordi jeg køber, at den snakkesalige chi endelig har fundet en undskyldning for at vise sin gud, Chukwu, hvor godt begavet det er, og så ellers giver den hele armen. Og fordi jeg intet vidste om igboerne, inden jeg læste denne bog, nød jeg at lære noget nyt.

Bagsiden af medaljen er, at Obiomas formuleringsevne ikke har samme niveau som hans talent for litterære greb og velkonstrueret plot.

Der er for mange metaforer, der entener platte eller upræcise forsøg på at være poetiske.

Et eksempel på det første:

»Jeg har levet længe nok blandt menneskene til at lære, at de ikke lagrer oplysninger om dem, der har såret dem, på samme måde, som de gør med andre. De bliver deponeret i tæt forseglede krukker, hvis låg må tages af, før man husker dem.«

Et eksempel på det andet:

»Du ved, at et chi er et kildevæld af erindringer … Alle begivenheder, alle enkeltheder står som træer banket ned i deres evigheds klare mørke.«

Jeg føler også en lille ømhed for denne smådårlige prosa, fordi jeg læser det som chiets højstemte forsøg på at imponere Chukwu. Men jeg synes nu alligevel ikke, det undskylder bogen som sådan. Og havde jeg ikke siddet på anmelderposten, ville den smådårlige prosa nok have givet mig lyst til at læse romanen mere sporadisk (altså springe sider over).

Obioma har utvivlsomt talent; for den store episke Odysseus-fortælling, for at formidle noget så uvant som et spirituelt univers gennem et værks fortællestemme. Men hans roman savner en kærlig og opstrammende redaktørhånd – der stadig giver chiet lov til at sludre.

Chigozie Obioma: ’Fuglenes gråd’. Oversat af Hans-Jørgen Birkmose. Forlaget Klim, 454 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her