Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Coldplay skal elskes for deres brave bagkatalog, ikke for deres 8. album

De britiske poprockere i Coldplay viser med ’Everyday Life’ symptomer på en typisk, musikalsk midtlivskrise
De britiske poprockere i Coldplay viser med ’Everyday Life’ symptomer på en typisk, musikalsk midtlivskrise

Warner Music

Kultur
22. november 2019

Coldplay er et band, der fra begyndelsen har sat hjerte og smerte i et større perspektiv. De har skabt lydsiden til mange af generation Y og Z’s første forelskelser. Og deres ømme, nærværende poprock har formået at vinde subtil klassikerstatus hos både grunge- og poptilhængere.

Coldplay er dog også et band, der har udgivet lige så mange gode som mindre-end-halvgode album. Everyday Life er deres ottende. Et dobbeltalbum, der består af to sider: Sunrise og Sunset. Dette coldplayske døgn varer en lille time.

Først og fremmest er Coldplay et britisk boyband på godt og ondt. De har oplevet at overtage populariteten fra 90’er-idoler som Backstreet Boys og Take That – men også at miste den igen til årtusindskiftets stjerner i for eksempel One Direction. 

Da Coldplay var bedst, viste de et imponerende musikalsk og socialt overskud. De vidste, at deres berømmelse var velfortjent og bar den med stil. I perioden 2002-12 skovlede de både musikpriser og royalties ind og sørgede samtidig for, at en stor del af summerne gik til at støtte aktivistiske og velgørende formål. 

Men karma findes måske ikke i showbizz. For her går det som bekendt op og ned. Og sjovt nok har Coldplay aldrig formået at opnå hverken den kultstatus eller dedikerede fanskare, som for eksempel Radiohead har. 

Spørgsmålet er, om de britiske gentlemen med Everyday Life kan vende det stille og rolige tilbagetog, de ser ud til at være på.

Musikalsk clickbait

Spoiler alert: Det kan de ikke. Everyday Life virker som et alt for omfattende projekt – et symptom på en typisk, musikalsk midtlivskrise. Det er, som om at både lyrik og instrumentation er bygget op omkring en slags clickbait, der skal fange opmærksomheden hos så mange ører som muligt. 

Sunrise-siden begynder med en strygersekvens, der mest af alt virker som introen til en amerikansk romantisk komedie. Det tegner til et genhør med Coldplays brave, ikoniske bagkatalog af bas, trommer, guitar og Chris Martins smørtenor, når han går i gang med nummeret »Church« – men ak, alligevel ikke. For Everyday Life er præget af en fremmed, underligt frelst stemning.

»BrokEn« er bygget op af gospelagtig call-and-respond, mens »When I Need A Friend« lyder som letlæsningsudgaven af det Ny Testamente. 

Samtidig er Everyday Life blevet udstoppet med alt for mange genretræk. Lyden af et hjerteslag blandes op med bigbandblæsere, gadestøj trænger ind, der bliver talt fransk og spansk, og pludselig begynder Chris Martin at dele politisk halvhjertede, akustiske guitartæv ud på »Guns«, som forsøgte han at klæde sig ud som Bob Dylan.

Det er, som om Coldplay drømmer om igen at have det hele. Men at de, i forsøget på at favne så bredt som muligt, har glemt at skrive et nyt, sikkert poprockhit.

Everyday Life mister man koncentrationen næsten med det samme, så tankerne vandrer længselsfuldt til fordums skæve succeshits som »Fix You«, »In My Place« og »Life In Technicolor II«

Åh, Coldplay. Man vil så gerne stadigvæk elske jer. Og okay, måske gør man det et eller andet sted. Men så er det med en nostalgisk kærlighed til det, I har været, ikke det, I er i dag.

Coldplay: ’Everyday Life’ (Parlophone)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her