Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Dan Turèll ringer op fra de evige jazzmarker på ’Telefon fra afdøde’

For tredje gang har Halfdan E sat musik, muzak og lydeffekter til Dan Turèlls prosaiske poesi. Den folkekære digter taler med fra den anden side af livet på ’Telefon til afdøde’. Det er et glædeligt genhør med Dan Turèll, men indimellem får man også lyst til at lægge på
Halfdan E og Dan Turèlls første plade sammen ’Pas på pengene’ udkom i 1993. Samme år døde Dan Turèll.

Halfdan E og Dan Turèlls første plade sammen ’Pas på pengene’ udkom i 1993. Samme år døde Dan Turèll.

Ritzau Scanpix

Kultur
12. november 2019

Tænk, hvis man pludselig fik muligheden for at telefonere til en afdød. Hvem ville man egentlig ringe til, hvis man havde et opkald og frit kunne vælge blandt fortidens kunstneriske helte?

Jeg ser telefonbogen for mig. Listen af navne og numre på poeter, rockikoner og musikalske virtuoser. Man kunne for eksempel give Mozart et kald og endegyldigt få afklaret, hvor meget af dødsmessen Requiem han egentlig selv skrev.

Selv de mest optimistiske fremtidsforskere vil nok mene, at det er for langt ude. Men det føles ikke helt så utænkeligt, når man i disse dage kan vade ind i en antikvarisk grøn telefonboks, lukke den matterede glasdør, gribe knoglen og få selveste Dan Turèll i røret 26 år efter hans alt for tidlige død.

I cafeen på det åbnede, men ikke færdigudbyggede post- og telemuseum Enigma på Østerbro kan man nemlig høre Dan Turèlls og Halfdan E’s nye album Telefon til afdøde. Det er godt nok envejskommunikation af den kendte form, som de to halvfemserudgivelser Glad i åbningstiden og Pas på pengene! Turèll taler, og Halfdan E understøtter hans ord med jazzet muzak, electronica og loungelyde.

Telefon til afdøde består af 14 numre, hvor den folkekære digter, krimiforfatter og sludrechatol læser et blandet udvalg af tekster fra sin bibliografi højt. Der er overvægt af Turèlls observationer af lokalmiljøet i hans barndomsby Vangede og det Vesterbro, han færdedes på som voksen.

Genhørsglæde

Halfdan E stod i 2003 sammen med Martin G. bag den – efter min mening – ypperste kombination af lyrik, musik og reallyd, der er udkommet herhjemme: Smarte pletter mellem fingrene med Johannes L. Madsens syrede, konkretistiske digte. Og på Telefon til afdøde er der også flere vellykkede løsninger på den svære kunst at sætte musik til lyrik.

Undtagelsesvis får jeg dog alligevel lyst til at lægge røret på. Det sker, når Halfdan E lægger en corny Peps Persson-agtig reggaebund på »Verdens skæve gang«, der også inkluderer platte hey-råb og en løssluppen saxofonsolo. Og i de tåkrummende korpassager på næstsidste nummer, »Livet i Istedgade«, hvor en mandsstemme bøvet synger »åhhh Istedgade«.

Men det opvejes af genhørets glæde med en Dan Turèll, der som få andre kan sætte ord på hverdagslivets små glæder og spidsfindige detaljer. Som hans begejstring over at høre Thelonious Monk på sin walkman eller hans humoristiske dvælen ved en tændstiks konstruktion, der understøttes af et humoristisk hammondorgel på jinglen »Har De Tænkt«.

Et sample af et skramlende tog bumler bag et sværmerisk, svævende back track a la Sigur Rós på »Provins Parcelhus Baghave Blues«, mens Turèll spørger sig selv, hvad fanden han egentlig laver. Han finder selv frem til svaret:

»Jeg snakker«.

Og det gør han. I sin genkendelige ordrige jargon. Med sin bløde stemme og sin naturlige fornemmelse for timing og betoning i et flydende og naturligt stemmeleje. I en form et sted mellem lyrik og prosa, mellem stream of consciousness og hyggesludder.

I den rørende »Biografi & Testamente« lyder det:

»Jeg er ikke blevet væk endnu
Jeg er her
Jeg kan knibe mig i armen
Jeg kan stadig tale
(…)
Jeg vil leve, lige indtil jeg dør
Og det er ikke umuligt, at jeg vil skrive min egen gravskrift
Og i så fald skal teksten være henvendt til de forbipasserende
Og så skal der stå: Der er ingen grund til at holde her.«

Dan Turèll & Halfdan E: ’Telefon fra afdøde’ (Chrunchy Frog).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som en anden digter sagde om Dan Turéll forleden: "Jeg er ved at have fået nok." Jeg ville også hellere have haft haft ham 20 år ældre, med 20 års yderligere poetisk smertestillelse under jakken og konstant opdateret kommentarspor til gentrificeringen af storbyen, end genlyd fra en uforanderlig tid, hvor han endnu ikke vidste HVOR meget han ville afsky at leve i dagens København. Det er det værste ved afdøde: At de ikke skaber nye minder.