Læsetid: 2 min.

Dan Turèll ringer op fra de evige jazzmarker på ’Telefon fra afdøde’

For tredje gang har Halfdan E sat musik, muzak og lydeffekter til Dan Turèlls prosaiske poesi. Den folkekære digter taler med fra den anden side af livet på ’Telefon til afdøde’. Det er et glædeligt genhør med Dan Turèll, men indimellem får man også lyst til at lægge på
Halfdan E og Dan Turèlls første plade sammen ’Pas på pengene’ udkom i 1993. Samme år døde Dan Turèll.

Halfdan E og Dan Turèlls første plade sammen ’Pas på pengene’ udkom i 1993. Samme år døde Dan Turèll.

Ritzau Scanpix

12. november 2019

Tænk, hvis man pludselig fik muligheden for at telefonere til en afdød. Hvem ville man egentlig ringe til, hvis man havde et opkald og frit kunne vælge blandt fortidens kunstneriske helte?

Jeg ser telefonbogen for mig. Listen af navne og numre på poeter, rockikoner og musikalske virtuoser. Man kunne for eksempel give Mozart et kald og endegyldigt få afklaret, hvor meget af dødsmessen Requiem han egentlig selv skrev.

Selv de mest optimistiske fremtidsforskere vil nok mene, at det er for langt ude. Men det føles ikke helt så utænkeligt, når man i disse dage kan vade ind i en antikvarisk grøn telefonboks, lukke den matterede glasdør, gribe knoglen og få selveste Dan Turèll i røret 26 år efter hans alt for tidlige død.

I cafeen på det åbnede, men ikke færdigudbyggede post- og telemuseum Enigma på Østerbro kan man nemlig høre Dan Turèlls og Halfdan E’s nye album Telefon til afdøde. Det er godt nok envejskommunikation af den kendte form, som de to halvfemserudgivelser Glad i åbningstiden og Pas på pengene! Turèll taler, og Halfdan E understøtter hans ord med jazzet muzak, electronica og loungelyde.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anker Heegaard
Bjarne Bisgaard Jensen og Anker Heegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som en anden digter sagde om Dan Turéll forleden: "Jeg er ved at have fået nok." Jeg ville også hellere have haft haft ham 20 år ældre, med 20 års yderligere poetisk smertestillelse under jakken og konstant opdateret kommentarspor til gentrificeringen af storbyen, end genlyd fra en uforanderlig tid, hvor han endnu ikke vidste HVOR meget han ville afsky at leve i dagens København. Det er det værste ved afdøde: At de ikke skaber nye minder.