Daniel Boysens anden roman er både sær og særlig

Daniel Boysens (f. 1986) anden roman På sit yderste deler tungt dysfunktionel familiestof med Erling Jepsens romaner fra Gram og omegn i Sønderjylland og Thomas Korsgaards romaner fra nogenlunde Nørre Ørum ved Skive.

Et sted i Boysens roman står der endda om hovedpersonen, at »en dag kan hun grine af det hele«, som jo er meget tæt på titlen på Korsgaards anden bog, En dag vil vi grine af det fra 2018.

Men hvor Jepsens og Korsgaards beretninger fra de steder, der i Radioavisen for tiden bliver kaldt yderkommuner, balancerer på en tynd linje mellem komedie og tragedie, så er Boysens jyske trods kun tragisk. Sætningen er nærmere en hån.

Boysens hovedperson er en navnløs kvinde, der har mistet sin lille datter, og det er, som om sorgen over datterens død har skabt en afstand mellem hende og sønnen også.

På sit yderste har påmindelser om døden alle vegne. I Silkeborg, hvor kvinden er vokset op, på Esbjerg Sygehus, hvor hun er indlagt og i Sydvestjyllands forladte huse. Stederne udpeges i kapiteloverskrifter, fortid og nutid flyder sammen.

Boysen skriver i et lyrisk særsprog og med en særlig – og indimellem sær – tankegang, som det tog mig lidt tid at blive dus med. Særheden og særligheden kommer af fortællerstemmens loyalitet med den sørgende kvinde, der får en hjerneblødning.

Bogen kan læses som en bestræbelse på at overføre det flimmer, kvinden oplever i sit hoved, til sprog. Virkelighed og hallucinationer er et og samme med kvinden som filter. En uendelig række af madpakker blander sig med erindringen om at bade sit barn i vasken og køreture med får. 

Boysen har især blik for undseelig hverdag og skummet i opvaskebaljen. Og naturoplevelser, de står som kosmiske sange lige op ad døden.

Sprog er poetisk overlevelse, men det kan slå over i en særlig pointeret finurlighed, som man også finder på Gajolæsker:

»Ensomhed må være at føle sig fjern, når man er omgivet af alle dem, man elsker.« Eller en bitter kækhed i at konstatere, at »sådan må det være«, som der står igen og igen.

Til gengæld er der fårene, som kvinden finder en særlig lindring eller ligefrem følelse af lykke ved, og som hun over for en af de mænd, hun en tid bor sammen med, argumenterer for sådan her:

»De kunne bruges som naturens græsslåmaskiner i haven, de kunne bræge deres lykke ud over gårdspladsen, de kunne være vandrende totter af leg.«

Det er på grund af særlige steder som dette, at man skal læse På sit yderste.

Daniel Boysen: ’På sit yderste’. Jensen & Dalgaard. 232 sider. 269 kroner.