Læsetid: 2 min.

Daniel Boysens anden roman er både sær og særlig

Boysens særsprog er poetisk overlevelse, men hans roman har også en svaghed for pointeret finurlighed
Boysen skriver i et lyrisk særsprog og med en særlig – og indimellem sær – tankegang, som det tog mig lidt tid at blive dus med. Særheden og særligheden kommer af fortællerstemmens loyalitet med den sørgende kvinde, der får en hjerneblødning, skriver Kamilla Löfström.

Boysen skriver i et lyrisk særsprog og med en særlig – og indimellem sær – tankegang, som det tog mig lidt tid at blive dus med. Særheden og særligheden kommer af fortællerstemmens loyalitet med den sørgende kvinde, der får en hjerneblødning, skriver Kamilla Löfström.

Mariana Gil

8. november 2019

Daniel Boysens (f. 1986) anden roman På sit yderste deler tungt dysfunktionel familiestof med Erling Jepsens romaner fra Gram og omegn i Sønderjylland og Thomas Korsgaards romaner fra nogenlunde Nørre Ørum ved Skive.

Et sted i Boysens roman står der endda om hovedpersonen, at »en dag kan hun grine af det hele«, som jo er meget tæt på titlen på Korsgaards anden bog, En dag vil vi grine af det fra 2018.

Men hvor Jepsens og Korsgaards beretninger fra de steder, der i Radioavisen for tiden bliver kaldt yderkommuner, balancerer på en tynd linje mellem komedie og tragedie, så er Boysens jyske trods kun tragisk. Sætningen er nærmere en hån.

Daniel Boysen: ’På sit yderste’.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu