Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

DK-elektronikere konkretiserer politisk sindelag eller bygger smukke abstraktioner

Dansk elektronisk musik er mange ting, det opleves tydeligt på to nye udgivelser. På debutalbummet fra Av Av Av, der udviser politisk sindelag. Og på Astrid Sonnes nye EP, der er passioneret, men selvrefererende kunst
Kultur
19. november 2019
Det har ikke taget lang tid for danske Astrid Sonne at give sig hen til abstrakt musik. Det har været fra 0 til 100 i abstrakt electronica på nul komma fem, og det er lige præcis sådan, det skal være.

Det har ikke taget lang tid for danske Astrid Sonne at give sig hen til abstrakt musik. Det har været fra 0 til 100 i abstrakt electronica på nul komma fem, og det er lige præcis sådan, det skal være.

Magnus Bach

No Statues hedder den danske trio Av Av Av’s debutalbum, og det er ikke en titel grebet ud af luften. »Ingen mennesker burde få rejst en statue af dem«, siger trioen med én stemme i pressemeddelelsen.

»Historieskrivningen er gennem tiden bygget op omkring de her statuer og fortæller en virkelighed, der ikke har fundet sted. Én person kan ikke ændre verden alene. Om det er en videnskabsmand eller en sejrsherre, så er personens bedrifter et resultat af flere mennesker.«

Det giver sig musikalsk udtryk i en majestætisk elektronisk hyldest til folket på No Statues. Synthesizerne sitrer som, ja, statuer i affekt. Stemmer synger eller rapper tørt i ørerne på os, mens rytmerne bumler afsted med et damplokomotivs viljestyrke. Enorme synthesizere bygger fremmede verdener omkring jernbanesporene. Inspirationer fra især den kosmiske mester Jon Hopkins er tydelige.

Av Av Av består af Eloq, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad. De har lavet soundtracks til den danske Netflix-serie The Rain og til filmen Brakland, men med No Statues skaber de deres egen film. En film, der lover modstand og giver kampgejst. Melodisk og harmonisk er det ikke det vildeste værk, men det har et klangligt monumentalt format, der får det til at føles yderst konkret og oplivende. Nærmest indigneret.

Legesyge ligninger

Tekster hjælper til at konkretisere en sangs betydning, hvis man insisterer på at afkode den. Men musik er i sit udgangspunkt abstrakt. Bevares, der spilles ofte på fysiske instrumenter, og computeren som en fysisk instrumentpark, vi skal manipulere med vores hænder, er da også yderst konkret. Men at toner og rytmer afkodes som skønne eller uskønne er en gåde, det er jo bare mønstre tegnet af mennesker (og nu også kunstige intelligenser).

Det har ikke taget lang tid for danske Astrid Sonne at give sig hen til abstrakt musik. Det har været fra 0 til 100 i abstrakt electronica på nul komma fem, og det er lige præcis sådan, det skal være. Hendes lege med klanglige former og legesyge ligninger er frisættende på en anden, langt mindre fysisk, lad os bare sige intellektuel måde end AV AV AV.

En rolig en af lysdioder

Astrid Sonne taler med en sjældent klar, abstrakt stemme gennem maskinernes logik også på sin nye strålende EP Cliodynamics. Tag en titel som »Area Under a Curve«, og man kan ane, hvad der leges med her. Musikvideoen til selvsamme sang hjælper dog ikke ligefrem.

I et atelier tilsyneladende under jorden danser en kvinde med hvidmalet ansigt, sort paryk og rød og hvid kjole i slowmotion. Det er en ekspressiv dans i et fast mønster, men det er uklart, hvad den udtrykker. En abstrakt ekspressionisme, koreograferet, kubistisk Jackson Pollock.

Sonnes musik har sin egen nerve, og den er i øvrigt ikke kun elektronisk informeret. Hun har spillet bratsch siden hun var seks, og var faktisk på vej på det klassiske musikkonservatorium som 18-årig. Men hun følte ikke, at hun kunne udtrykke det, hun ønskede med klassisk musik.

Cliodynamics åbnes med Sonnes bratsch og slutter med sangstemmer. Undervejs hagler det med store glasskarpe ark af synth. En skurrende melodi lyder som et soundtrack til en futuristisk 80’er-tv-serie. Der er diskussioner mellem blip-lyde. Så åbner en smuk, rolig eng af lysdioder sig – og således kan abstrakte maskinklange skabe konkrete billeder i lytteren, i hvert fald denne lytter.

Vi bevæger os ind i et væld af fortryllende opfindsomme, men stramt styrede kreationer, et sted mellem avantgarde og electronica. Og der er ingen tvivl om, at Astrid Sonnes værk er passioneret. Men det er en passion, der refererer til kunsten selv, ikke til den ydre verden. En frihed, som mennesket kan fabulere i.

Således står det klart på disse to udgivelser, at dansk elektronisk musik er mange forskellige ting. Og at det ene – heldigvis – ikke udelukker det andet.

Astrid Sonne: ’Cliodynamics’ (Escho)

AV AV AV: ’No Statues’ (The Bank Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her