Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dokumentarfilmen 'Honningland' om biavler, der mister balancen med naturen, er sjov og håbefuld

Den forrygende nordmakedonske dokumentarfilm ’Honningland’ fortæller en lillebitte historie om en enlig biavler og hendes pukkelryggede mor og deres liv midt ude i ingenting. De lever i perfekt balance med den omgivende natur, lige indtil en nomadefamilie med store ressourcebehov flytter ind på nabogrunden
Håbet inkarneres af Hatidze i dokumentarfilmen ’Honningland’. Hun er et økoikon og en selvforsynende champ i ødemarken. 

Håbet inkarneres af Hatidze i dokumentarfilmen ’Honningland’. Hun er et økoikon og en selvforsynende champ i ødemarken. 

Miracle Film

Kultur
21. november 2019

Det er solnedgang på en skråning. Det gyldne lys filtreres i en sky af bier. Hatidze holder en bikube højt over sit nøgne hoved – hun synger for bierne.

Nogle-og-50-årige Hatidze Muratova er af tyrkisk afstamning og angiveligt den sidste kvindelige bijæger i Europa. Hendes avl foregår i organiske huller bygget omkring hendes og morens stenhytte i en tom mikrolandsby i Nordmakedonien. Hendes nogle-og-80-årige pukkelryggede mor har fået stive ben og kan kun se på det ene øje.

»Du kan ikke tage mig udenfor, jeg er blevet et træ. Jeg er ikke ved at dø. Jeg gør bare dit liv miserabelt,« siger hun.

Hatidzes tre søstre ligger begravet i nærheden, faren er død. Der synes kun at være hende og moren tilbage i landsbyen i den forrygende nordmakedonske og Sundance-prisvindende dokumentarfilm Honningland.

150 stykker kvæg

Men snart forstyrres robinsonaden. Den tyrkisk-nomadiske Sam-familie flytter ind på nabogrunden i et inferno af syv børn, generatorstøj og 150 stykker kvæg, som de skændes og slås med og sparkes af. En knægt hjælper helt alene en ko med at føde, hiver helt enkelt kalven ud af hende.

Men Hatidze tager godt imod og knytter bånd til både voksne og børn. Men så kopierer tilflytterne hendes honningproduktion. Snart har de en garnison af bikasser på rad og række – sammenlignet med Hatidzes organiske proces den rene industrialisering.

Hatidze hjælper dem og forsøger at få dem til at bedrive bæredygtig produktion. Tag halvdelen af honningen og efterlad halvdelen, og først når der er nok. Så søger bierne ikke andre steder hen for at stjæle honning, i det her tilfælde fra Hatidzes bier. For så har vi balladen. Og den får vi.

Kusturica og Kurosawa

Instruktørerne Tamara Kotevska og Ljubomir Stefanov har fulgt Hatidze over tre år, og Honningland swinger fornemt med begivenhederne. Hurlumhejen hos naboerne er således en Emir Kusturica-film værdig med sin barokke komik og en kameraføring, der føles, som om virkeligheden kæntrer. Hvilket den jo også gør for Hatidze.

Samtidig emmer dokumentarfilmen af værdig enkelhed i beskrivelsen af selvopholdelsesdriften og nøjsomheden i hovedpersonens liv. I rolige beskrivelser, der får mig til at tænke på lunet og den pastorale stolthed i Akira Kurosawas Derzu Uzala – om virkelighedens jager og fanger af samme navn i Sibirien omkring forrige århundredskifte.

En selvforsynende champ

Tiden synes at have stået stille i Hatidzes liv. Hun fik aldrig en mand. Moren sagde ja til bejlerne, men faren afviste dem alle.

»Ganske vist er du rastløs, men du er først og fremmest tryg og rolig,« siger moren. Rastløsheden får Hatidze dulmet, når hun kører i bus fire timer til hovedstaden Skopje for at sælge sin honning. På en af turene sidder der en punker over for hende. De ser ud, som om de er fra hvert sit århundrede.

Nabokonflikten har noget aktuelt at fortælle os. Hatidze er en bæredygtig biavler i harmoni med naturen, hendes og morens cyklus er rodfæstet i naturens. Familien Sam forsøger at industrialisere sig ud af deres fattigdom. De vil have deres børn i skole, og hvem kan fortænke dem i at søge mod den moderne, velstående verden? Men de bliver grådige og anspores af en smart opkøber.

Ja, der er tidspunkter, hvor man har svært ved at forstå, at dokumentaristerne bare kan kigge på, bare filme. Når der bedrives yderligere skade på naturen. Men det er vel dokumentarfilmens vigtigste rolle: At overvære og videreformidle ubodelig skade i et håb om, at den forhindres flerfold andre steder. Samtidig med at dokumentarfilmens centrale væsen vel også er at undre sig. Også over menneskelig dårskab.

Begge kvaliteter er i hvert fald opfyldt i Honnningland.

Og håbet inkarneres af Hatidze. Et økoikon og en selvforsynende champ i ødemarken. Ja, hun tager endda ved lære af naboerne og kopierer deres radioantenne bygget af bliktallerken og et bøjet søm.

Hun er symbolet på hjemstavn og samklang med den. En minutiøs kender af hver eneste fraktal detalje, hver en logik i naturen. Der er håb – hvor frustrerende fortællingen end kan være undervejs i Honningland.

’Honningland’ – Instruktion: Tamara Kotevska og Ljubomir Stefanov. Fotografi: Fejmi Daut og Samir Ljuma. Længde: 85 minutter. Biografer i Aalborg, Gentofte, Odense, Ishøj, København, Holte, Værløse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her