Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

DR Big Band er i sikre hænder hos deres nye chefdirigent Miho Hazama

Japanske Miho Hazamas hænder dansede en slags nymfe-agtig koreografi, da hun fredag aften styrede DR Big Band gennem sine dramatisk rytmiske og foranderlige kompositioner
Miko Hazama er ny chefdirigent for DR Big Band fra sæsonen 2019-20

Miko Hazama er ny chefdirigent for DR Big Band fra sæsonen 2019-20

Bjarne Bergius Hermansen

Kultur
25. november 2019

»Tusind tak« er de eneste ord, japanske Miho Hazama kan sige på dansk. Men hun gentager dem flere gange i løbet af koncerten med DR Big Band i Koncerthusets Studie 2, da hun fredag aften optræder for første gang under sin nye titel: chefdirigent.

Iført sorte jeans og en løs, hvid silkeskjorte står hun foran sit nodestativ, der ikke som musikernes holder stakke af papirer, men i stedet en touchskærm eller tablet af en art, som hun med mellemrum diskret sætter en finger på og dermed bladrer videre i sit partitur.

For akustikkens skyld er væggene i det varme Studie 2 pyntet med store, forskudte træplader med motiver af et bredt udpluk af musiske notabiliteter. Både Per Nørgård, Liva Weel og Ben Webster lytter med, ligesom potientielt set resten af Danmark. For aftenens koncert bliver sendt direkte i radioen.

Over det sorte scenetæppe hænger dirigent David Firman og fra siden stirrer hans kollega, Ádám Fischer, ud på publikum. Men Hazama er ikke typen, der ryster på hænderne over det fine selskab. Med de bare næver fører hun kontrolleret de 19 musikere gennem to timers dynamisk og behændig jazz fra både musikhistoriske helte og egen hånd.

Der er ingen tvivl om, at DR har gjort et scoop ved at hyre denne unge japaner som chefdirigent, vel at mærke som den første kvinde i blæserbandets historie. Den går tilbage til 1964, hvor Ib Glindemann var kapelmester for dét, der dengang hed Det Nye Radio Danse Orkester, men som for små 20 år siden skiftede navn til DR Big Band.

Jim McNeely, som Miho Hazama netop har overtaget dirigentstokken fra, har også været hendes læremester, og hun stjæler gerne fra hans kompositoriske skattekiste, når hun ser sit snit til det.

Produktiv og positiv

Miho Hazama er fra Tokyo og er egentlig uddannet inden for klassik komposition. Men i 2010 skiftede hun ikke blot bopæl, da hun flyttede til New York for at tage en masteruddannelse i jazzkomposition på Manhatten School of Music, hun skiftede også symfonier og strygere ud med improvisation, trompettrut and all that jazz. De nye omgivelser var i følge hende selv medvirkende til, at hun fandt sin egen stil, der siden hen blandt andet er blevet belønnet med den prestigefulde Charlie Parker Prize.

Det har været en produktiv uge med mange noder, fortæller hun, da hun tager mikrofonen og byder velkommen efter åbningen; en omorkestreret version af den lystigt ustadige »Tokyo Confidential« fra debutalbummet Journey to Journey. Det udkom i 2012 og bestod udover otte af hendes egne stykker også af et arrangement af Lady Gagas »Paparazzi«, altsammen fremført af M_Unit, som er det navn hendes 13 faste musikere på albumindspilningerne går under.

Og det har også været en uge med mange gode nyheder for den 33-årige komponist og dirigent. For hendes tredje studiealbum Dancer in Nowhere er blevet nomineret til en amerikansk grammy i kategorien Best Large Jazz Ensemble Album. Mellem to numre fortæller hun ekstatisk, at hun sad midt i et møde, da hendes veninde ringede og fortalte hende det. Så hun blev nødt til at afbryde mødet i begejstring. En begejstring, der stadig stråler ud af hende.

Torsdag den trettende

Hun er født den 13. november 1986 – godt nok på en torsdag. Men det er samme dato som den underfundige jazzpianist Thelonious Monk i 1953 indspillede »Friday the 13th«. Derfor føler hun sig særligt forbundet til det korte og sjove nummer, som også er at finde på hendes livealbum The Monk: Live at Bimhuis. Og mens Big Bandet giver deres version af den muntre melodi, vifter hun let på skuldrene og synger lydløst med på temaet.

Saxofonist Peter Fuglsang læner sig tilbage, som tager han tilløb til sin solo og puster løs, så tonerne vælter ud i hovederne på publikum, der ikke kan undgå at blive blæst bagud i stolene af hans dirrende digressioner og Hazamas entusiasme.

Hun aer luften. Hendes bevægelser er en betagende koreografi af vink, knytnæver og løftede pegefingre. Når hun tæller ned, ligner det til forveksling, at hun giver peace-tegn til de hårdtpustende blæsere.

»Somnambulant« er en komposition, Hazama dedikerer til det dilemma, at der findes følelser, som vi mennesker ikke evner at beskrive, fordi sproget ikke slår til. Angst, glæde og vrede. Nummeret er et af de tre numre fra Dancer in Nowhere, hun i aftenens anledning har arrangeret, så de passer til bigbandets personel. Titlen er fransk og betyder søvngængeri.

»Jeg håber ikke, at det vil gøre jer søvnige, men at det vil give jer en underlig søvngængerfølelse« siger hun på sit skrabede engelsk med stærk japansk accent.

For at skabe denne følelse spiller bandet et kor af klange. Luftige toner løfter sig langsomt sammen med trommerne, der det ene øjeblik er ligeså ranke, som Hazamas kropsholdning, og det næste snubler til Per Gades raslende elektriske guitarsolo. Saxofonist Hans Ulrik skaber et drømmende lydeventyr, der ender i et højt og hektisk mareridt med buldrende trommer og trompethyl, som Hazama med en diskret fejende gestus får dæmpet til ro med en imponerende præcision.

Big Band-konstellationen giver desværre ikke så meget plads til de mere eksperimenterende sider af Hazamas musiske tænkning. På »Magyar Dance« og »Somnambulant« savner jeg den måde, hun på albumudgaverne bruger vokalisten Kavita Shah til at bløde blæsernes bombastiske fremmarch op med ordløs sang.

Symfoniske aftryk

I andet akt spiller de en lille treenighed af nye numre, Hazama har komponeret specielt til DR Big Band. Tematisk har hun ladet sig inspirere af græsk mytologi, og numrene er opkaldt efter havguden Nesoi, krigsguden Ares og en dronning fra Sparta.

Kompositionerne har en dramatisk rytmisk dynamik. Guitaren giver musikken en interessant elektrisk understrøm, og Kaspar Vadsholt har skiftet til elbas. Klaverets toner binder små pirrende sløfjer på sig selv, og Hazama vender sig mod de fem saxofonister, der båt, båt, båtter ind og ud mellem hinanden.

Hun kæmper bravt med at udtale navnene, da hun inden sidste nummer introducerer alle atten mænd og den ene kvinde, der udgør det danske jazzensemble. De slutter med det første stykke, hun skrev til dem. Det åbner som en slags klassisk ouverture med Nicolai Schultz’ tværfløjte og Jakob Munck Mortensen på tuba, og Hazama indrømmer da også gerne, at hun ofte tænker symfonisk, når hun komponerer. Vadsholt stryger kontrabassens strenge med sin bue, men det udvikler sig hurtigt mere viltert. En basunist vrænger metalisk gurglende, trodsigt og vidunderligt tvært, indtil Hazama med et enkelt greb ud i luften signalerer, at det er slut.

Koncert med Miho Hazama og DR Big Band i Koncertsalens Studie 2 fredag den 22. november 2019.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her