Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Dyb og afvigende elektropop fra When Saints Go Machine

Danske When Saints Go Machine har udgivet et anderledes elektropop-album, der dyrker nervøse diskussioner med sig selv frem for sammenhængende historiefortælling. So Deep er en mørk og grænsesøgende opdagelsesrejse i sindets afkroge
Danske When Saints Go Machine har udgivet et anderledes elektropop-album, der dyrker nervøse diskussioner med sig selv frem for sammenhængende historiefortælling. So Deep er en mørk og grænsesøgende opdagelsesrejse i sindets afkroge

Daniel Hjorth

Kultur
8. november 2019

Fjerde album fra den danske elektropopgruppe When Saints Go Machine er en nedstigning. Det skal bestemt ikke forstås, som om det er begyndt at gå tilbage for deres prisvindende, elektroniske popunivers.

Tværtimod fremstår When Saints Go Machine som et rutineret og ikonisk band, der i dag viser retningen for ny og eksperimenterende, dansk popmusik, hvor unge artister tør slå blikket ned og rette fokus mod det ubevidste.

Som lytter kan man heldigvis følge med på When Saints Go Machines færd uden at flytte sig. For So Deep er en slags lydlig visualiseringsøvelse. Forblændet af sangeren Nikolaj Manuel Vonsilds guidende falsetstemme inviteres man til at stige ned i sig selv.

Albummet er dog hverken nogen let eller smertefri, popmusisk skoleudflugt. Det er en mørk og grænsesøgende opdagelsesrejse i sindets afkroge.

Skinnende lyrik på ujævn baggrund

When Saints Go Machine eksisterer på 12. år og består foruden Vonsild på nuværende tidspunkt af trommeslager Silas Moldenhawer og synth- og keyboardspilleren Jonas Kenton.

Men indbyrdes i gruppen har musikerne også selv haft mulighed for at søsætte personlige sideprojekter. Moldenhawer og Kenton har formet den feststemte technoduo Kenton Slash Demon, mens Vonsild har givet elektropopeksperimenterne mere ambiente rammer i konstellationerne Cancer og Khalil.

Det er, som om lyden af When Saints Go Machine kun er blevet styrket af, at bandmedlemmerne har fået plads til at tage på individuelle, soniske ekskursioner og få opfyldt deres fantasier der. For eksempel er de instrumentelle perioder på So Deep længere end nogensinde før, og oser af tung, røgmaskinekvælende techno. 

På »Sky’s Blue Inside« føles Vonsilds ellers altid betydningsbærende vokal faktisk for en gangs skyld som et overflødigt virkemiddel. Det er en spændende drejning, som When Saints Go Machine vælger at tage imod en flad, elektronisk struktur.

Vokalen er dog alt andet end overflødig for albummet som helhed. For det er Vonsilds karakteristiske sangteknik, der i skøn samklang med autotunen hæver sig op og herser rundt med tempo og rytme. Man står som sædvanlig måbende og overværer dens hæsblæsende stigninger, loops og fald.

Selvom falsetten forbliver et blændende lyspunkt på albummet, virker sangene alligevel anderledes mørklagte – og mere hvasse, end de plejer. Teksterne dyrker, ligesom det overordnede lydbillede på So Deep, en fragmenteret, nervøs diskussion med sig selv, mere end de som tidligere fortæller sammenhængende historier.

På »MVL« og »Reflection Of You (Bloodshot)« danner det pulserende kor af elektroniske lydspor en ujævn baggrund, hvorpå lyrikken kan fremstå glat, smidig og skarpt skinnende.

When Saints Go Machine har altid prøvet dansk popmusiks grænser af. Men So Deep er deres dybeste og mest afvigende album til dato.

Undervejs i numrene flyder popstrukturen ud i et forvrænget, hårdtslående og trap-inspireret klubkælderdyb, hvor man som lytter næsten ikke længere kan bunde. At blive sendt ned i disse dybder af When Saints Go Machine er en full blown bevidsthedsudvidende oplevelse.

When Saints Go Machine: ’So Deep’ (Escho)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her