Læsetid: 6 min.

Fantastisk og grufuld bog fra Mellemøsten om en hverdag med krig

Krigsjournalistik handler også om, hvordan en befolkning overlever frygtelige begivenheder, og hvordan man som nation kan lære at leve med en forfærdelig fælles historie
15. november 2019

Our women on the ground er en fantastisk og grufuld essaysamling med bidrag fra 19 arabiske, kvindelige journalister, der rapporterer ’on the ground’ fra Libanon, Syrien, Egypten, Marokko, Yemen, Libyen, Palæstina og Sudan.

Man kan ikke undgå at tænke på Puk Damsgårds arbejde og andre kvindelige vestlige journalister, når man læser de gribende essays.

Our women on the ground handler dog om kvindelige journalister med en mellemøstlig herkomst. De kaldes på arabisk sahafiya. Efter at have læst de 19 essays forstår man, hvorfor det arabiske sprog har et begreb for disse kvinder. Deres arbejde foregår under helt særlige vilkår, netop fordi de er kvinder.

De skal ofte trodse stærke kulturelle forestillinger i familien og på jobbet om, hvilket arbejde det er legitimt for en kvinde at have. Til gengæld er deres fordel, at de har adgang til en civilbefolkning, der ofte domineres af kvinder, og som deres mandlige kolleger ikke har lige så let adgang til og interesse for.

Sahafiyaer udfordrer den stereotype fremstilling af den arabiske kvinde som et undertrykt, eksotisk væsen – en stereotyp, som redaktøren, journalist Zahra Hankir, vil have gjort til skamme. Og det lykkes.

Efter et kort forord skrevet af den britisk-iranske journalist Christiane Amanpour fra CNN og redaktørens indledning møder vi Hannah Allam, der skriver om Irakkrigen. Særligt bilbomber krævede mange ofre, cirka 80 om dagen, da krigen i 2006 var på sit højeste. Og som hun skriver:

»Overvej disse tal et øjeblik: firs døde mænd betød firs nye enker og snesevis af nye faderløse børn. Hver dag. Det betød, at hver uge var der mere end 500 irakiske kvinder, der pludselig blev eneforsørger for deres familier.«

For at kunne brødføde deres børn solgte de efterladte kvinder først deres guld, herefter var nogle så heldige, at de kunne flytte ind hos familier. Andre blev tvunget til at indgå såkaldte midlertidige ægteskaber.

Disse ægteskaber kostede den nye ’ægtemand’ 15 dollar om måneden plus omkostninger til mad og tøj til den nye kone og hendes børn. Kvindens pris var noget højere, da hun skulle dække ’ægtemandens’ seksuelle behov – mens hun bearbejdede tabet af sine børns fader. Der var ifølge Allam tale om en ordning, der legaliserede prostitution, og krigens konsekvenser var (og er) for de efterladte kvinder, deres børn og familier ubegribeligt store.

Døde mennesker i byens lygtepæle

Hind Hassans essay tager også udgangspunkt i Irakkrigen. Hassan er primært opvokset i Storbritannien, men rejser som professionel journalist tilbage til Irak i 2016 for Vice News Tonight (HBO).

Efter de store olieafbrændinger uden for Mosul, der skabte tykke, sodagtige skyer, og hvad hun beskriver som ’sort sne’, tager Hassan til Qayyarah for at undersøge, hvordan man kan leve i en så forurenet, sort by.

Mødrene i byen fortæller om børnenes daglige opkast og andre sundhedsproblemer, men fortæller også, at børnene i byen ikke har været i skole i årevis og i øvrigt vokser op med en glorificering af vold. De har leget mellem døde mennesker, der hang i byens lygtepæle til skræk og advarsel, og IS-soldater, der spillede fodbold med afskårne hoveder.

Natacha Yazbeck skildrer tilsvarende børnenes situation – denne gang i Libanon. Beskrivelsen af børn, der drikker vand fra vandpytter, er endnu et af de mange triste billeder, der er svære at glemme.

’Our women on the ground’, Zahra Hankir.

De mange tragiske beskrivelser i de 19 essays er velkendte fra den danske presse, men en pointe i bogen – og i sahafiyaernes samlede arbejde – er, at journalistikken må beskæftige sig endnu mere med de spor, som krigens grufuldheder skaber, end man gør i dag. Krigsjournalistik handler også om, hvordan en befolkning overlever frygtelige begivenheder, og hvordan man som nation kan lære at leve med en forfærdelig fælles historie.

For at komme i nærheden af svar på væsentlige spørgsmål som disse må mediernes interesse bredes ud, så skildringer af krige ikke i så overvejende grad fokuserer på kamphandlingerne, som de gør i dag.

Sahafiyaerne arbejder on the ground og samler civilbefolkningens (og soldaters) historier. De beskæftiger sig med den forandring af samfundets institutioner og moral, krigen skaber, og på de fællesskaber, der er mulige, efter krigen som sådan er slut.

Sahafiyaerne kender til kulturen i de krigsområder, som de rapporterer om. De har et særligt godt udgangspunkt for at få netop civilbefolkningen – og i særdeleshed kvinderne – i tale og dermed få indsigt i det forandrede hverdagsliv, krigen skaber.

Aktivistisk arbejdsstil

Bogens essays handler dog ikke kun om kvinders beretninger. Hwaida Saad, der er amerikansk-syrer, fortæller om, hvordan hun brugte de sociale medier til at skabe kontakt til soldater i både den syriske befrielseshær og IS.

Gennem en slags professionelt venskab primært over nettet skildrer hun, hvordan to soldater – der kæmper på hver sin front – radikaliseres. Det er en kort, overbevisende og effektiv skildring.

Saad forklarer, hvordan deres kontakt på de sociale medier ændrer sig fra at være fyldt med humor, glæde og masser af smileys til fortællinger, der handler om krig og deres respektive bataljoners mange sejre – og om en fortæller, der bliver mere og mere nedtrykt. Kontakten med den ene stopper, hans grønne lys slukkes i Facebook, da han bliver martyr ved en selvmordsaktion i Homs. Den anden ender sit liv med, at Daesh (nedsættende betegnelse for IS, red.) skærer hans hoved af.

Bogens essays handler desuden om journalistiske roller og divergerende opfattelser af ’god’ journalistisk praksis. Sahafiyaerne diskuterer grænsen mellem at arbejde som en uafhængig medieaktivist (med et klart politisk ståsted) og som en upartisk journalist for store vestlige medier som New York Times, Washington Post, Wall Street Journal, Financial Times etc.

I et par essays får man indblik i, hvordan den vestlige ambition om neutralitet omsat i en lokal presse af lokalbefolkningen ofte opfattes som, at journalisten ikke blot beskriver, men billiger de handlinger, journalisten gengiver neutralt.

I Libyen efter Gaddafis fald blomstrer forskellige journalistiske medier frem. De demokratiske strømninger og den ’frie presse’ muliggør dog ikke, at journalist Heba Shibani kan lave en upartisk skildring af krigens deltagere, som man kender krigsskildringer i vesten. Som kendt studievært på en lokal TV-station medfører Shibanis analytiske, nøgterne tilgang til stoffet både forfølgelser og trusler på livet.

Flere af forfatterne i bogen peger på, at i samfund, hvor politik gennemsyrer alle institutioner, kommer den vestlige journalistiske ambition om neutralitet til kort.

Shibani vælger at skifte job til Reuters. Samme skæbne tilfalder journalisten Asmaa Al-Ghoul, der siger sit job op på den palæstinensiske avis Al-Ayyam, fordi den tvinges til at vælge side, efter at Hamas i 2007 får kontrol med Gazastriben. Al-Ghoul beslutter sig for at blive aktivist i stedet og skrive personlige blogs om Palæstina-spørgsmålet.

I flere essays skildrer sahafiyaerne, hvordan de enten bliver fyret eller vælger at skifte job pga. de forskellige mediers principper for ’god’ journalistisk. I nogle tilfælde er længslen efter at hjælpe deres kilder så stor, at sahafiyaerne vælger et medie, der tillader en aktivistisk arbejdsstil.

Mod og passion

Som læser sidder man tilbage med følelsen af, at disse kvinder kæmper på ufattelig mange fronter.

De har alle døden helt tæt inde på livet, og det er mere reglen end undtagelsen, at man har mistet en ægtemand, bror, far, onkel og fætter i krigen.

I mange tilfælde kæmper de også med en machokultur, skildret meget tydeligt i fotograf Eman Helals essay om at arbejde i Egypten. I hendes tilfælde er det både en bror, mandlige kolleger og mænd i det offentlige rum, der forsøger at forhindre hende i at tage billeder af folkets oprør i Cairo i forbindelse med Det Arabiske Forår.

Menneskerettighedsforkæmper og journalist Shamael Elnoor fra Sudan opsummerer sin kamp om at skildre folkets oprør i 2013 i Sudan sådan:

»Selv om det er farligt, og jeg er udsat for mange overgreb fra staten, stammeledere og islamister fortsætter jeg … det er hvad journalister må gøre, ellers skal man ikke være journalist.«

Det er den form for mod og passion, der gennemsyrer alle bogens essays.

Forfatterne er inviteret til antologien, fordi de er kvinder, journalister og arbejder (eller har arbejdet) i Mellemøsten. De er sahafyiaer. Der er ingen tvivl om, at de har en helt unik position og udgør en meget vigtig stemme i deres krigsreportager (hvilket priser og ansættelsessteder også vidner om).

Det er en fremragende bog, der minder os om, at medierne aldrig må glemme at rapportere om de forandrede samfund, som krigen efterlader. Og at ’lokale’ kvinder har en unik position i krigsreportagen.

’Our women on the ground’, Zahra Hankir (red.), Penguin Books, 304 sider, 17 dollar

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Heegaard
Anker Heegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu