Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Finanskrise-uf og vrede over kvindehad: Klicheerne spøger i ’Folkekongen’

Opsætningen af nobelpristageren Elfriede Jelineks ’Folkekongen’ på Husets Teater er på én gang en overtydelig, effektfuld og let manieret forestilling om ’idioten Donald Trump’, ’lortekapitalisme’ og ’fucking misogyni’. Resultatet bliver en slags mursten fra Ungdomshuset pakket ind i litterær dannelse
’Folkekongen’ på Husets Teater er vitterligt en sjældent splittet oplevelse, der ellers ser så godt ud på papiret.

’Folkekongen’ på Husets Teater er vitterligt en sjældent splittet oplevelse, der ellers ser så godt ud på papiret.

Henrik Ohsten

Kultur
26. november 2019

En lille baby med et gigantisk Trump-hoved ligger på gulvet og leger med en lolitadukke. Tre mundløse Ku Klux Klan-spøgelser med solbriller stikker pomfritter ind bag brillerne. Og en skuespiller iført en slags pikhoveddragt – hvor hovedet imponerende nok ligner Donald Trump – voldtager det amerikanske fædreland legemliggjort af en kvinde iført Stars and Stripes.

Det er billederne, tableauerne, der bliver hos mig, mens jeg går hjem fra Folkekongen på en mørk, regnfuld aften og ikke kan blive fri for fornemmelsen af, at der er nogle klicheer, som følger efter mig.

Folkekongen på Husets Teater er vitterligt en sjældent splittet oplevelse, der ellers ser så godt ud på papiret. Det er Elfriede Jelineks tekst Am Königsweg, på dansk Folkekongen, som nobelpristageren skrev lige efter valgnatten, hvor Donald Trump til de flestes overraskelse viste sig som vinder og indehaver af titlen som USA’s 45. præsident.

Forestillingen blev sidste år opført i Tyskland med stor succes, og nu har man bragt Folkekongen til Danmark og fået instruktørduoen Liv Helm (instruktøren bag den vidunderlige opsætning Brøgger på Revolver) og Baboo Liao til at tage sig kærligt af teksten.

Men altså. Noget er altså lidt lorent helt fra begyndelsen.

Chokket! Vanviddet!

Skuespiller Lotte Andersen fører os som en blind orakeltype indenfor i denne verden med en monolog i højt tempo, der i substansen tager udgangspunkt i chokket og vanviddet ved Trumps overtagelse af Det Hvide Hus, men sprogligt gør sig umage med at rundforvirre publikum.

Hvad mener jeg med det? Jeg mener, at Elfriede Jelinek på én gang er en storslået og virkeligt irriterende forfatter.

Sidste gang, jeg så et af hendes teaterstykker opført, var på Sydhavns Teater, der stod bag Skygge (Eurydike siger), hvilket på mange måder var et rigtigt godt stykke – men som sprogligt også bare havde en tendens til at ville imponere sig selv med en krukket dannelseshorisont. Der er en selvfed og æstetiserende komplikationsmaskine, der ofte går i selvsving hos Jelinek, og som bare synes at ville demonstrere, hvor avanceret og luftigt man kan sige noget, der er ret enkelt.

Den maskine synes jeg virkelig er i gang her i Folkekongen – samtidig med at Jelineks stemme, opvokset i urdybet af den europæiske litteraturhistorie, simpelthen også er ret støvet. Hvis jeg skal sige det mindre jelineksk: Forestillingen startede temmelig tungt.

Pludselig vælter det dog ind med Trump-pikke, der synges amerikanske popklassikere i karaokeanlæg, Ku Klux Klan-spøgelser laver ritualer, og Ødipus, Medea og andre skikkelser fra den græske mytologi blander sig meget fint i ballet.

Der er ikke nogen konkretiseret handling som sådan. Der er tale om ordstrømme, der udgydes i vekslende tableauer. Der bliver hurtigt skruet helt op for aggressionen – og ikke bare i forhold til Trump. Der er kapitalismekritik, finanskrise-uf og en stor vrede over kvindehad og volden i vores kultur.

Det meste er ikke rigtig noget, man kan være uenig i, og det er nok også dér, jeg bliver lidt forvirret. For de holdninger, der kommer til udtryk, prædiker jo bare for koret – eller Ungdomshuset. Så hvad skal jeg stille op med det? Det er jo ikke holdninger, der hverken udfordrer mig eller gør mig i tvivl om noget. Det er ikke rigtigt kontroversielt at mene, at Donald Trump er en idiot eller et pikhoved.

Der er rigtigt meget, der fungerer scenografisk og billedmæssigt, instruktørerne kan deres kram, og Jelineks tekst er også morsom, skarp og lysende mange steder. Alligevel samler forestillingen sig ikke. Ordstrømmene, der flyder ud af de tre skuespillere, bliver eksekveret i et rasende hurtigt tempo, der faktisk er så hurtigt, at nærværet for mig næsten udebliver.

Skuespillerne gør det fint, men det bliver også tydeligt i en så ambitiøs og abstrakt forestilling som denne, at der skal nogle konkrete skuespilpræstationer til, der ikke bare er gode – men som virkelig brænder igennem – hvis publikum skal være med hele vejen.

Det var jeg desværre ikke.

’Folkekongen’. Tekst af Elfriede Jelinek. Medvirkende: Lotte Andersen, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Emilie Rasmussen. Instruktion: Liv Helm og Baboo Liao. Husets Teater frem til 7. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sikke noget lort! Politisk satire kan ellers godt gøres effektivt ..! Husets Teaters forestillinger plejer ellers at være gode og driftsikre. Dem, du skriver er K Klux Klan-spøgelser troede jeg i øvrigt var muslimske kvinder med burka ...

Morten Hjerl-Hansen

Kære vordende danske dramatikere. Lad jer ikke skræmme af kunstnerisk leder Jens Albinus' hang til at intellektualisere, hvad han er dårlig til, ved tvangsmæssigt at omfavne hystader som først Hamsun, så Houellebecq og nu Jelinek. Hamsuns mænd var manierede karikaturer, Houellebecqs mænd er små igler ligesom ham selv og Jelinek ja. Tænk at have spat over mænd et helt liv og score Nobelprisen i litteratur på at være psykotisk, kvinde og uden mindste antydning af talent for at fremstille sine karakterer kærligt.

Læs mere...