Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Floating Points og Bremer/McCoy vender op og ned på den musikalske døgnrytme

På sit andet studiealbum ’Crush’, arbejder britiske Floating Points på at gøre elektronisk klubmusik til en knap så lyssky affære. Samtidig har den danske klaver- og kontrabasduo Bremer/McCoy sørget for at gøre jazz til en dunkel dubdisciplin
På sit andet studiealbum ’Crush’, arbejder britiske Floating Points på at gøre elektronisk klubmusik til en knap så lyssky affære. Samtidig har den danske klaver- og kontrabasduo Bremer/McCoy sørget for at gøre jazz til en dunkel dubdisciplin

Malthe Ivarsson

Kultur
4. november 2019

En britisk neurolog, der laver elektronisk musik, så det lyder som jazz, og to danske jazzmusikere, som komponerer senaftens-elektronika. Man skulle næsten tro, at soloartisten Floating Points og duoen Bremer/McCoy havde gået i legestue sammen. For i hver af deres studier har de leget og eksperimenteret sig frem til en på én gang maskinbetjent og organisk vildtvoksende, instrumental lyd.

Floating Points er aliasset for den både klassisk musik- og naturvidenskabsuddannede Sam Shepherd. Efter at have udgivet et antal højteknologiske house-EP’er begyndte han at søge tilbage til sin fortid som pianist. Den spøgte på hans debutalbum, men især til hans liveoptrædender. Når han i dag spiller koncert, er det gerne med et ensemble på op til 16 personer.

Oftere og oftere kan man opleve Floating Points optræde ved højlys dag, og frem for at kaste klubhits af sig lukker han publikum inde i en lydboble af udskejende improvisationer. På sit andet studiealbum, Crush, arbejder han stadig på at gøre elektronisk klubmusik til en knap så lyssky affære.

Åbningsnummeret »Falaise« er en statusopdatering på hans forhold til computere og elektronik. I sin lange komposition af glitchede strygere – tilsat et hint af klemmer – bevæger vi os målrettet mod det neoklassiske.

Men Floating Points er ikke helt færdig med digital lydmanipulation. På de efterfølgende »Last Bloom« og »Anasickmodular« vender han tilbage til sin kirurgisk komplekse, fuldelektroniske opsætning.

Crush er et højttravende og højt-ravende album, som giver et imponerende indblik i ligheden mellem neoklassiske rekvier og tempofyldt gadagung – især på nummeret »LesAlpx«. Hermed etablerer Floating Points sig som samtidsartist med sine meningers mod, idet han kaster håndtegn til klubmusikkens banebrydere som Nils Frahm og Aphex Twin.

Den musikalske døgnrytme vendt op og ned

Samtidig har klaver- og kontrabasduoen Bremer/McCoy så sørget for at gøre jazz til en dunkel dubdisciplin. På deres fjerde album, Utopia, fortsætter Jonathan Bremer og Morten McCoy deres færd gennem nattemørket, ud i feinschmecker-genrens baggård.

Det virker, som om Bremer/McCoy, ligesom Floating Points, laver musik for at improvisere, eksperimentere og overraske. Det er især synthinfuserede klaverkompositioner som »Salme«, der gør, at Bremer/McCoy fastholder de mest rastløse jazzlyttere.

Men improvisationer, eksperimenter og overraskelser kan også umiddelbart virke svære at trevle op udefra. Lytter man sig tålmodigt ind på Bremer/McCoy, kan man dog alligevel høre de to musikeres nærvær og energi trænge igennem som røde tråde i det sammenfiltrede lydbillede.

Floating Points og Bremer/McCoy lykkes begge med at vende op og ned på den musikalske døgnrytme gennem neoklassiske klubkompositioner og late night jazzakustik. Det kan være forvirrende i begyndelsen. Men når man først er kommet sig over sine egne genreforventningers jetlag, er der tid til at blive begejstret.

Floating Points: ’Crush’ (Ninja Tune) + Bremer/McCoy: ’Utopia’ (Luaka Bop).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her