Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Forbilledligt nuanceret overgrebsfilm er for pertentlig

Den franske film ’Gud være lovet’ fortæller en nuanceret og kompleks fortælling om en række voksne mænd, der efter i barndommen at have være udsat for overgreb af en – virkelig – katolsk præst danner fælles front. Filmen udfolder historien med nuanceret detaljerigdom. Men den har også problemer med formidlingen
Er det en forbilledligt sober tone, François Ozons ’Gud være lovet’, der handler om en katolsk præsts misbrug af små drenge, anslår, eller er det en for tør akkord?

Er det en forbilledligt sober tone, François Ozons ’Gud være lovet’, der handler om en katolsk præsts misbrug af små drenge, anslår, eller er det en for tør akkord?

Stillbillede fra filmen

Kultur
29. november 2019

Meget kan man sige om franske Francois Ozons nye film, Gud være lovet, men sensationalistisk, populistisk, følelsesmanipulerende eller overdramatiserende, det er den ikke.

Der er så mange steder i Gud være lovet, hvor det kunne have været en knusende ubehagelig film, eller hvor de ekstreme følelser kunne have væltet tilskueren omkuld. Men det undgår Ozon.

I stedet vil han have tilskueren til at blive siddende i sædet og forstå kompleksiteten i historien om en katolsk præsts overgreb gennem årtier på drenge – måske over 100 – ned til i hvert fald ni år.

Vi ser ingen overgreb, kun optakterne til dem, så lukkes en dør, eller en teltåbning lynes i.

Og ingen følelsesporno. Bevares, et par ophidsede diskussioner, nogle tårer og et par besvimelser, bevares, men det er jo også et brutalt emne.

Forloren straf

Et af ofrene, den voksne, tilknappede familiefar Alexandre Guérin (Melvil Poupaud) fortæller i begyndelsen af filmen, at han blev misbrugt af den katolske Fader Bernard Preynat (Bernard Verley), da han var barn. Og snart er han i clinch med den katolske kirke i Lyon. Men alt forhales, begraves i bureaukrati eller udmønter sig i forloren straf. Fader Preynat fjernes fra sit sogn, men er stadig præst, stadig i kontakt med små drenge.

En amerikansk variant af denne fortælling er oscarvinderen Spotlight fra 2015, der blev fortalt som en opdagelseshistorie. I Spotlight er hovedpersonerne journalistgruppen på avisen Boston Globe, der – som i virkeligheden – satte gang i skandalen. Den er elementært spændende, og de misbrugte børn, nu voksne, er bipersoner.

Det er de ikke i Gud være lovet. Tak og lov for det.

Deres lille hemmelighed

Fader Preynat sagde til den lille Alexandre, at det var »deres lille hemmelighed«, og at han elskede ham. Ja, den voksne Alexandre fortæller, at han følte sig stolt, følte sig udvalgt.

Det er et pædofilt overgrebsforløb hos offeret, vi også har set kortlagt i Michael Jackson-dokumentarfilmen Leaving Neverland.

I en forfærdelig scene, hvor Alexandre møder Preynat, ender de to samt mægleren med at bede fadervor sammen. Og Preynat knuger Alexandres hånd, så han må vriste sig fri.

Men Gud være lovet er også en tør film med masser af jura og oplæsning af brev- og mailkorrespondance. Følelserne holdes ud i arms længde, og det er ofte det modsatte af don’t tell it, show it.

Flere hovedpersoner træder efterfølgende til. Ja, filmen bæres egentlig af en slags seriel narrativ form med tre hovedpersoner, tre fortællinger om overgreb foretaget af den samme mand. Det er solidt opbygget og hjælper filmen til at anskueliggøre det strukturelle i overgrebet. At der er mange ofre, og at den katolske kirkes undladelsessynd er systematisk.

Lykkeligvis organiserer ofrene sig i foreningen Bryd Tavsheden, og deres kamp for retfærdighed og ikke mindst for den rette pressedækning er en del af fortællingen.

Virkelighedens Fader Preynat

Filmen er en »fiktion, men bygger på kendsgerninger«, står der i begyndelsen. Men Fader Preynat er virkelig, og han er stadig under efterforskning. En retssag er under opsejling.

Ozons film, der vandt en Sølvbjørn på Berlinalen tidligere i år, har dog også unoder. Hans portrætter af familierne er stereotype. Det er idealfamilier, der kan ligne noget fra en reklamefilm for appelsinjuice. Og der er Alexandres børn, der er komplet rene af sjælen og bare bakker op om faderen.

I den anden ende af skalaen er der et andet offer, Emmanuel Thomassin (skælvende spillet af Swann Arlaud), og hans giftige parforhold er kendetegnet ved, at de kan finde på at ryge en joint, drikke en øl og småslås. Det er skabelonpræget og berøver karaktererne dybde.

Hovedpersonerne bliver aldrig gjort til stakler, og deres komplekse følelser over for overgrebsmanden får også plads. Ja, det kortlægges også, at de tit finder partnere, der selv er blevet misbrugte.

Gud være lovet er naturligvis på ofrenes side.

Men er Gud være lovet på publikums side? Jeg skal være den første til at hylde stærkt realistiske film, der gør sig umage med at få nuancerne med. Men i så vigtig en sag som denne ville det måske være formålstjenstligt at arbejde lidt mere med formidlingen. Gud være lovet er i passager for kedelig i al sin pertentlighed. Ikke dræbende kedelig og slet ikke en dårlig film. Men er det en forbilledligt sober tone, den anslår – eller er det en for tør akkord, der hindrer en bredere interesse? Måske begge dele.

’Gud være lovet’ – Instruktion og manuskript: François Ozon. Fotografi: Manuel Dacosse. Længde: 137 minutter. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her