Læsetid: 3 min.

Forbilledligt nuanceret overgrebsfilm er for pertentlig

Den franske film ’Gud være lovet’ fortæller en nuanceret og kompleks fortælling om en række voksne mænd, der efter i barndommen at have være udsat for overgreb af en – virkelig – katolsk præst danner fælles front. Filmen udfolder historien med nuanceret detaljerigdom. Men den har også problemer med formidlingen
Er det en forbilledligt sober tone, François Ozons ’Gud være lovet’, der handler om en katolsk præsts misbrug af små drenge, anslår, eller er det en for tør akkord?

Er det en forbilledligt sober tone, François Ozons ’Gud være lovet’, der handler om en katolsk præsts misbrug af små drenge, anslår, eller er det en for tør akkord?

Stillbillede fra filmen

29. november 2019

Meget kan man sige om franske Francois Ozons nye film, Gud være lovet, men sensationalistisk, populistisk, følelsesmanipulerende eller overdramatiserende, det er den ikke.

Der er så mange steder i Gud være lovet, hvor det kunne have været en knusende ubehagelig film, eller hvor de ekstreme følelser kunne have væltet tilskueren omkuld. Men det undgår Ozon.

I stedet vil han have tilskueren til at blive siddende i sædet og forstå kompleksiteten i historien om en katolsk præsts overgreb gennem årtier på drenge – måske over 100 – ned til i hvert fald ni år.

Vi ser ingen overgreb, kun optakterne til dem, så lukkes en dør, eller en teltåbning lynes i.

Og ingen følelsesporno. Bevares, et par ophidsede diskussioner, nogle tårer og et par besvimelser, bevares, men det er jo også et brutalt emne.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu